Fodbold

De er Bayerns største rivaler i Champions League – ekspert udelader Barcelona

Manchester City, Juventus og Liverpool er ifølge Mads Junker i nævnte rækkefølge de største rivaler for Bayern München i denne Champions League-sæson.

Hvem kan udfordre Bayern München og forhindre tyskerne i at genvinde Champions League?

Det er det helt store spørgsmål forud for den fineste turnering i europæisk klubfodbold, der sparkes i gang med otte gruppekampe tirsdag aften.

Ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker er sydtyskerne den oplagte favorit til - igen - i denne sæson at løfte pokalen med de store ører, når Champions League-finalen efter planen spilles på Atatürk Stadion i Istanbul 29. maj.

- Bayern München er forsvarende mestre, og klubben har to klassespillere til samtlige positioner, lyder analysen fra fodboldeksperten.

Mads Junker rangerer her Bayern Münchens fem største rivaler til titlen - og eksperten har blandt andet ikke fundet plads til Lionel Messi og FC Barcelona på sin top fem.

Juventus vil hellere bytte et muligt, kommende tiende italiensk mesterskab for en sejr i Champions League

Mads Junker, TV 2 SPORTs fodboldekspert

1. Manchester City

  • Har aldrig vundet Champions League
  • Tabte i 1/4-finalen til Lyon med 1-3 i den seneste Champions League-sæson

Manchester City har ifølge Mads Junker ét klart mål for sæsonen - at vinde Champions League.

Englænderne har endnu ikke formået at komme helt til tops i Champions League, men på trods af den sløje statistik vurderer Mads Junker, at Pep Guardiolas mandskab er førsteudfordrer til Bayern München.

- Manchester City kan på de bedste dage nå det højeste topniveau rent offensivt, og så har de i Kevin De Bruyne verdens bedste midtbanespiller samt en notorisk målscorer i Sergio Aguero, siger Mads Junker.

Det centrale forsvar har tidligere været den ambitiøse klubs akilleshæl, men med tilgangen af portugisiske Rúben Dias har Manchester City forstærket defensiven.

- De har tidligere lukket for mange mål ind i Champions League, så det er på deres fantastiske offensiv, at Manchester City skal vinde.

2. Juventus

  • Har vundet Champions League to gange
  • Tabte i 1/8-finalen til Lyon på reglen om udebanemål i den seneste Champions League-sæson

Andrea Pirlo er ny mand i trænersædet hos Juventus, og den tidligere italienske fodboldstjerne er hentet ind, for at klubben kan spille mere europæisk.

Pirlo bringer ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert nogle mere ungdommelige idéer, end man tidligere har været vant til, og de mangedobbelte Serie A-vindere har enormt fokus på at vinde Champions League i denne sæson.

- I Cristiano Ronaldo har Juventus en af verdens bedste afsluttere - og en stjerne i Paulo Dybala, der sidste sæson var Serie A's bedste spiller.

Mads Junker fremhæver, at Juventus har en god balance på holdet, der både består af et suverænt forsvar og flere nytilkomne, offensive og unge profiler i form af Federico Chiesa og svenske Dejan Kulusevski.

- Der er en del brikker, der er faldet på plads, og holdet har et udtalt ønske om at vinde Champions League. Juventus vil hellere bytte et muligt, kommende tiende italiensk mesterskab for en sejr i Champions League.

3. Liverpool

  • Har vundet Champions League seks gange
  • Tabte i 1/8-finalen til Atletico Madrid med 2-4 i den seneste Champions League-sæson

Forrige sæsons vindere af Champions League er i Mads Junkers optik et oplagt bud på igen at kunne løfte trofæet.

Men Liverpool blev i weekenden hæmmet af, at forsvarskrumtappen Virgil van Dijk fik en slem knæskade, og hollænderen er derfor meldt ude for resten af sæsonen.

Det forringer naturligt Liverpools chancer, men Mads Junker er alligevel optimistisk på Jürgen Klopp og klubbens vegne i denne Champions League-sæson.

- Liverpool har fået tilført verdens næstbedste midtbanespiller i Thiago Alcantara, som har hævet niveauet på midtbanen endnu mere, fremhæver Mads Junker.

4. Paris Saint-Germain

  • Har aldrig vundet Champions League
  • Tabte i finalen til Bayern München med 0-1 i den seneste Champions League-sæson

Paris Saint-Germain har med Neymar og Kylian Mbappé en helt særlig x-faktor i form af to af verdens fem bedste offensive spillere, og derfor vil PSG-holdet naturligt have en god chance for at vinde Champions League-trofæet, mener Mads Junker.

- Paris Saint-Germain har i den grad fokus på at vinde Champions League, og det er nok det hold blandt favoritterne, der har lettest ved at vinde den hjemlige liga.

Holdet fra den franske hovedstad var finalister i den seneste sæson, og fodboldeksperten vurderer, at Paris Saint-Germain som minimum kvalificerer sig til kvartfinalen.

- Derfra er der ikke lang vej til en samlet triumf med de offensive kræfter, som holdet besidder, siger Mads Junker.

5. Real Madrid

  • Har vundet Champions League 13 gange, hvilket er rekord
  • Tabte i 1/8-finalen til Manchester City med 2-4 i den seneste Champions League-sæson

Fodboldeksperten medgiver, at spillet i øjeblikket ikke er ret prangende for Real Madrid, men klubbens historik og store meritter i den fineste europæiske klubturnering gør, at det spanske storhold også denne sæson vil være i spil til klubbens 14. Champions League-titel.

- Real Madrid har det seneste halvandet år skiftet spillestil, og holdet er sat rigtig godt op til at spille europæisk via en kompakt defensiv, lyder analysen fra Mads Junker.

Han fremhæver, at holdet har en god 'rygrad' i form af målmand Thibaut Courtois og de defensive kræfter i form af Sergio Ramos, Raphael Varane samt Casemiro.

- Det kan føre dem langt, selvom de for nuværende er i en spillemæssig krise. Men det er tidligt i sæsonen, og det er bedre at have en krise nu end i april og maj, hvor Champions League skal afgøres, siger fodboldeksperten.

Du kan få et overblik over alle Champions League-grupperne her.