Her er FC Midtjyllands vej fra fusion til fodboldtop
21 år efter fusionen mellem Herning Fremad og Ikast FS er FC Midtjylland klar til Champions League.
Onsdag aften bliver historisk for fodboldklubben FC Midtjylland.
Her møder midtjyderne italienske Atalanta i deres første gruppekamp nogensinde i den fornemste europæiske klubturnering, Champions League.
Kampen spilles 21 år og 112 dage efter FC Midtjyllands opståen.
1. juli 1999 fusionerede Herning Fremad og Ikast FS, og FC Midtjylland har siden udviklet sig til en dansk topklub med tre DM-trofæer i pokalskabet.
Klubben har derudover vundet landspokalturneringen én gang, DM-sølv tre gange og DM-bronze fem gange.
Herunder kan du blive klogere på FCM's vej fra fusion til fodboldtop:
1999
1.-divisionsklubberne Herning Fremad og Ikast FS fusionerer og bliver til FC Midtjylland. Den nye klub vinder 1. Division i sin første sæson og rykker dermed op til landets bedste række, Superligaen.
2000
FCM tager hul på sin første superligasæson, hvor det bliver til en fjerdeplads. Klubben har været en del af den bedste række lige siden.
2004
FCM opretter sit talentakademi, som det første år blandt andre består af den nuværende landsholdsanfører, Simon Kjær. Samme år opretter klubben sit afrikanske akademi i Lagos i Nigeria.
2014
Efter en økonomisk udfordrende periode på grund af finanskrisen overtager englænderen Matthew Benham aktiemajoriteten i FCM. I samme ombæring indtager Rasmus Ankersen rollen som bestyrelsesformand.
Benham har virksomheden SmartOdds, der specialiserer sig i analyser af fodboldkampe og fodboldspillere. Det kommer til at danne grundlag for FCM's omfattende brug af data, når klubben skal finde nye spillere.
2015
FCM sikrer sig sit første danske mesterskab foran FCK og Brøndby. Blandt holdets profiler er Erik Sviatchenko og Pione Sisto, der begge siden har været i udlandet, men nu er vendt tilbage til det midtjyske.
For første gang i klubbens historie lykkes det at avancere til et europæisk gruppespil. FCM kommer således med i Europa League, hvor holdet også går videre fra en gruppe med Napoli, Club Brugge og Legia Warszawa.
I 16.-delsfinalen taber FCM sammenlagt til Manchester United.
2020:
FCM tager sit tredje danske mesterskab med ni point forspring ned til FCK.
Klubben kvalificerer sig herefter til sit første gruppespil i Champions League med sejre i kvalifikationen over Ludogorets, Young Boys og Slavia Prag.
Midtjyderne er havnet i gruppe med Liverpool, Atalanta og Ajax.
Kilde: FC Midtjylland.