Fodbold

Messi har føjet endnu en rekord til sit cv

Lionel Messi scorede sit Champions League-mål nummer 116, da FC Barcelona slog Ferencváros 5-1 i gruppespillet. Lluis Gene / Ritzau Scanpix

Med sit mål mod Ferencváros har Lionel Messi scoret i 16 Champions League-sæsoner. Det samme som Ryan Giggs, men Messi har gjort det uden afbræk.

Lionel Messi satte endnu en rekord i Champions League og udbyggede en af sine andre, da han indledte FC Barcelonas målhøst mod Ferencváros tirsdag aften.

Argentineren bragte spanierne foran 1-0 på et straffespark efter 27 minutter, og dermed har han scoret i 16 sæsoner i træk i den prestigefyldte europæiske klubturnering.

Det var ikke tilfældet for Manchester United-legenden Ryan Giggs, der også scorede i 16 Champions League-sæsoner i sin aktive karriere.

United var ikke med i Champions League i 1995/96, efter waliserens første mål i turneringen i sæsonen forinden. Giggs scorede ganske vist i straffesparkskonkurrencen i finalen mod Chelsea i 2007/08, men målet indgår ikke i den officielle statistik.

Har scoret mod 36 forskellige hold

Lionel Messis mål mod Ferencváros betyder også, at han har scoret mod intet mindre end 36 forskellige hold i Champions League.

Disse 36 forskellige hold har Messi scoret mod i Champions League

Arsenal, AC Milan, Celtic, APOEL, Ajax, Basel, BATE Borisov, Bayern München, Werder Bremen, Dortmund, Chelsea, Dynamo Kyiv, Juventus, FC København, Leverkusen, Liverpool, Lyon, Manchester City, Manchester United, Mönchengladbach, Olympiakos, Napoli, Panathinaikos, PSG, Viktoria Plzen, PSV, Rangers, Real Madrid, AS Roma, Shakhtar, Spartak Moskva, Slavia Prag, Sporting CP, Stuttgart, Tottenham og Ferencváros.

Kilde: FC Barcelona.

Allerede inden sit mål mod ungarerne var 33-årige Messi indehaver af rekorden for scoringer mod flest forskellige hold i turneringen.

Kun 5 af de 41 hold, som Messi har spillet mod i Champions League, har formået at holde ham fra fadet. Det er Rubin Kazan, Atlético Madrid, Benfica, Udinese og Inter.

Nærmer sig 70 mål i gruppespillet

I Champions League-sammenhæng har Lionel Messi også rekorden for flest mål i gruppespillet (69) samt rekorden for flest mål i 1/8-finalefasen (26). I alt har han scoret 116 mål, hvilket dog er 14 mål færre end Cristiano Ronaldo, der sidder på den rekord.

FC Barcelona slog Ferencváros 5-1 og topper gruppe G på grund af sin gode målscorer.

Også italienske Juventus har tre point. Andrea Pirlo fik en 2-0-sejr over Dynamo Kyiv fra Ukraine i sin trænerdebut i turneringen.