Fodbold

Ajax vinder 13-0 på udebane i ligaen

Ajax vandt med hele 13-0 i den hollandske liga over stakkels Venlo. Det er den største sejr i ligaens historie.

Ajax jagtede mere end bare sejren i lørdagens ligakamp mod Venlo.

Det blev tydeligt, da de bare blev ved med at banke den ene kasse ind efter den anden. De jagtede ligarekorden for største sejr, og med en 13-0-sejr fik den.

Den tidligere rekord var 12-1, og den var Ajax også indehaver af. Her gik det ud over Vitesse i 1972.

19-årige Lassina Traore bidrog til rekorden med fem scoringer og tre assists.

Ajax gik til pause foran med "kun" 4-0. De ni første minutter af anden halvleg var uden mål, men så satte Traore et sandt målorgie i gang. Herfra scorede de fire mål på fem minutter og kunne måske begynde at smage på rekorden.

Ingen tillægstid

I det 78. minut kom de foran 12-0 og havde således rekorden. Meget symptomatisk fortsatte de og scorede til 13-0 i det 87. minut.

Tre minutter senere fløjtede kampens dommer af uden at lægge et eneste ekstra minut til.

Ajax fører Æresdivisionen med 15 point efter seks spillerunder. I de første fem kampe havde de scoret 11 mål.

Hollænderne er i gruppe med FC Midtjylland i Champions League. De to hold mødes den 3. november.