Fodbold

Er Barcelonas eller Real Madrids krise egentlig størst?

Ramos og Messi har været vidne til en skidt sæsonstart for de spanske storklubber. Oscar Del Pozo / Scanpix Denmark

Barcelona står i en smertefuld brydningstid. Og Real Madrid er ramt af to horrible præstationer. To kæmper i knæ står foran sæsonens første Clásico.

Se El Clásico på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY

Hvilken krise er egentlig størst?

Den eksistentielle i Barcelona, hvor hele klubbens fundament er krakeleret, hvor ingen stoler på hinanden, og hvor alle længes efter at komme over på den anden side af det nuværende magttomrum?

Eller den aktuelle sportslige elendighed i Real Madrid, der to gange i træk er gået fra banen som taber efter helt igennem rædselsfulde præstationer, hvor holdet har fremstået udslidt og sjælløst?

Svaret afhænger af, hvem man spørger – og i virkeligheden overskygger coronaviruskrisen alle andre kriser i fodboldens verden.

Men ét synes sikkert inden historiens 245. Clásico lørdag eftermiddag på Camp Nou: FC Barcelona og Real Madrid er ikke, hvad de har været. Hvor en Clásico for bare få år siden var kampen om verdensherredømmet mellem to hold, der begge kandiderede til prædikatet som klodens bedste, er ligafodboldens mest mytiske opgør nu blevet en kamp mellem to klubber, der forsøger at finde ud af, hvem de er – og lige nu synes ganske langt fra at have et klart bud på det.

Mestrenes bratte fald

Få steder er fodbold så præget af øjebliksbilleder som i Spanien. I disse dage ringer alarmklokkerne højest i hovedstaden, efter at Real Madrid er kollapset på et helt uventet tidspunkt. Hvad der på forhånd lignede to rutineprægede pligtsejre på hjemmebane inden alvorens time på Camp Nou, endte som to ydmygende nederlag, der har ændret dagsordenen fuldstændig og fået sommerens mesterskab til at virke som fjern fortid.

Nu debatterer medierne i ramme alvor, om et nederlag på Camp Nou kan udløse en fyreseddel til træner Zinédine Zidane, mens klublegenden Raúl González, der nu er træner for B-holdet Castilla i den tredjebedste række, er blevet lanceret som mulig afløser.

Zinedine Zidanes trænersæde synes brandvarmt.

Ja, det kan synes hysterisk at tale om en krise på baggrund af blot to nederlag, men sådan er virkeligheden, når det gælder Real Madrid. Og nederlagene kom efter to grufulde præstationer, der begge står tilbage som nogle af Real Madrids ringeste i de senere år.

Først gik det galt i lørdags mod oprykkerne Cádiz, der burde have scoret mere end det ene mål, det blev til i en første halvleg, hvor Real Madrid fremstod som et hold af søvngængere og leverede en præstation, der helt uhørt fik Zidane til at skifte fire spillere ud i pausen.

Derfor forventede omverdenen en reaktion fire dage senere i Champions League-premieren mod Shakhtar Donetsk. Men i stedet blev det endnu værre; efter 42 minutter var Real Madrid bagud 0-3 mod de ukrainske mestre, der knap nok kunne stille hold, efter at et større udbrud af Covid-19 havde tvunget dem til at lade et dusin spillere blive hjemme i Ukraine.

På tribunen sad Real Madrid-anfører Sergio Ramos og hvilede sit dårlige knæ, og på bænken sad Karim Benzema og blev for en gangs skyld sparet. Deres substitutter Éder Militão og Luka Jović var blandt de dårligste, men også etablerede stamspillere som Casemiro og Raphaël Varane faldt igennem.

”Real Madrid presser som indianere i en westernfilm,” lød det på tv fra klubbens tidligere træner Jorge Valdano om et hold uden nogen form for sammenhæng.

Jorge Valdano var cheftræner i Real Madrid fra 1994-1996. (Arkivbillede).

At Real Madrid i overtiden var tæt på et point og fik en 3-3-udligning annulleret af VAR, var ren sminke; på det tidspunkt burde Shakhtar for længst have lukket kampen.

Så hvad i alverden foregår der, spørger en chokeret offentlighed. Hvordan kan det hold, der i sommer kørte den genstartede coronaliga sikkert i mål med ti sejre i træk, falde så dybt?

Den sidste uge har efterladt et indtryk af, at mesterskabet gav Real Madrid en falsk tryghed. Sammen med den igangværende ombygning af Bernabéu og de økonomiske konsekvenser af Covid-19 forklarer det, hvorfor klubben i sommer ikke købte en eneste ny spiller, hvilket senest var tilfældet i 1980.

Men stamspillere som Sergio Ramos, Luka Modrić, Toni Kroos og Karim Benzema har passeret de 30 år, og trupmedlemmer som Marcelo, Isco og Lucas Vázquez er lige nu triste aftegninger af, hvad de tidligere har været.

Angriberen Karim Benzema har haft svært ved at finde samme målnæse som sidste sæson.

Imens har flere af truppens nyere spillere fortsat store problemer med at finde sig til rette. Éder Militão og Jović virker overmatchede, og Eden Hazards permanente skadesproblemer er en alvorlig streg i regningen på et hold, der savner målscorere. De unge brasilianere Rodrygo og Vinícius viser til tider kvalitet og potentiale på kanterne, men er forståeligt nok svingende i præstationerne.

Og så er der manden med ansvaret. Zidanes meritter kalder på respekt, men der er spor fra hans første periode som cheftræner, der skræmmer. Efter halvandet år i jobbet havde Real Madrid dengang vundet mesterskabet og Champions League og udspillede i august 2017 Barcelona i den spanske Supercopa. Real Madrid fremstod overlegne – for så at gå helt ned i ligaen i den følgende sæson. Er den historie ved at gentage sig, nu hvor Zidane igen har haft jobbet i halvandet år?

Barcelona i flammer

I den evige sammenligning med Real Madrid fremstår det næsten som en bagatel, at Barcelona også tabte deres seneste ligakamp. Et nederlag på udebane mod det hårdføre Getafe-hold, der tre år i træk er sluttet blandt de otte bedste i LaLiga, kan trods alt bedre accepteres end et hjemmebanenederlag mod en oprykker. Og tre dage efter svarede Barcelona igen med en 5-1-sejr i Champions League-premieren mod Ferencváros.

I den kamp kunne Barcelona glæde sig over symbolikken i at se to 17-årige målscorere i samme kamp, efter at Pedri nu har gjort Ansu Fati selskab.

Pedri (tv.) havde det store smil fremme, da han havde scoret sit første mål nogensinde for FC Barcelona.

Men selvom sæsonstarten under den nye træner Ronald Koeman har været bedre end frygtet oven på sommerens turbulens, så fremstår Barcelona fortsat som et skrøbeligt hold. I hjemmekampen mod Sevilla kunne det nemt være endt med et nederlag, præstationen i Getafe var dårlig, og selvom det endte som en klar sejr over Feréncvaros, var der svaghedstegn undervejs i en kamp, hvor Barcelona sagtens kunne været kommet bagud.

Og hvad værre er, så har den nye sæson ikke bragt ro på de indre linjer. Tværtimod.

Forude venter nu en afstemning blandt klubbens medlemmer, der skal tilkendegive, om de har tillid til præsident Josep Maria Bartomeu eller ej. Et eventuelt mistillidsvotum vil tvinge Bartomeu til at gå af og fremskynde det præsidentvalg, der under alle omstændigheder venter til marts.

Midt i det hele offentliggjorde Barcelona tirsdag aften ud af det blå, at klubben havde forlænget kontrakten med fire spillere. Men hvad der kunne virke som en god nyhed, der signalerede stabilitet og kontinuitet, var i virkeligheden led i den seneste strid mellem ledelsen og spillerne.

Den strid handler om nye forhandlinger om en lønnedgang for de ansatte i klubben, deriblandt spillerne, på grund af Covid-19. Her har spillerne ikke været imponerede af ledelsens forhandlingsoplæg, men i deres nye kontrakter skulle Gerard Piqué, Marc-André ter Stegen, Frenkie de Jong og Clément Lenglet individuelt have accepteret en midlertidig lønnedgang i denne sæson mod at få lønnen betalt rundhåndet tilbage senere i kontrakternes løbetid.

Kan det virkelig passe, at ledelsen på den måde bevidst sætter kiler ind mellem spillerne i truppen? Ja, når det gælder Barcelona, kan intet afvises i disse tider. I en klub i flammer er hver eneste kamp på banen lige nu et forsøg på at hælde vand på bålet.

En Clásico er en Clásico

Sammen med de tilskuerløse tribuner gør de to klubbers aktuelle problemer unægtelig dette til en ejendommelig udgave af El Clásico. Et strejf af melankolsk nostalgi kan næppe undgå at melde sig over denne kontrast til de år, hvor hele verdens øjne rettede sig mod Camp Nou og Santiago Bernabéu, når Pep Guardiola og José Mourinho krydsede klinger, når Lionel Messi og Cristiano Ronaldo udkæmpede deres historiske tvekamp på banen, hvor de to klubber til sammen udgjorde stammen på det spanske landshold, der vandt den ene titel efter den anden i de år.

Et vist tomrum var nok uundgåeligt efter de højder. Det er, som om Messis og Ronaldos storhed også blev en sovepude. Som årene gik, kom mere og mere til at handle om at iscenesætte de to aldrende superstjerner. Den spillemæssige udvikling gik derfor i stå, og imens buldrede de førende klubber i andre ligaer af sted med deres hidsige presspil og eminente kombination af fysik og teknik.

Fra at have ført an i spillets udvikling for ti år siden er de to spanske giganter nu blevet overhalet og er næppe blandt kontinentets fem stærkeste klubhold. Og hvor det for få år siden forekom utænkeligt, at El Clásico ikke ville blive en storslået fodboldoplevelse, så har der i de seneste par sæsoner været flere knap så medrivende udgaver af det store opgør. Ja, i sidste sæson så vi endda en Clásico ende 0-0 for første gang siden 2002.

Så hvad nu? Er El Clásico ved at blive stødt fra tronen som ligafodboldens største kamp?

Sportsligt er der bestemt udfordringer, men så alligevel: El Clásico er stadig El Clásico. Og det er andet end bare en kliché og luftig markedsføring.

Gennem historien er det gået op og ned, og der har været andre perioder, hvor den sportslige forfatning ikke helt har gjort opgørets mytologi retfærdighed. Men El Clásico er altid vendt tilbage, har genopfundet sig selv og atter nået den absolutte storhed. Med nye historier, nye dramaer og nye hovedrolleindehavere.

På den måde står sæsonens første Clásico som et opgør i en brydningstid. Hvor veteranerne Sergio Ramos og Lionel Messi vil lægge endnu et opgør til deres rekorder som spillerne med flest Clásicos i historien og trække tråde tilbage i tiden. Hvor Ansu Fati og Pedri, Vinícius og Rodrygo vil indvarsle, at noget nyt er på vej. Hvor de tomme tribuner vil minde om, at denne Clásico skrives på et trist tidspunkt i fodboldhistorien. Og hvor netop de to klubbers ramponerede og nervøse tilstand kan vise sig at være lige præcis det, der kan antænde et nyt Clásico-drama.