Real Madrid slår Barcelona i sæsonens første El Clásico
Der var både VAR-drama og flotte scoringer, da Real Madrid vandt 3-1 i sæsonens første El Clásico.
FC Barcelona 1 - 3 Real Madrid
- Federico Valverde, 0-1 (5')
- Ansu Fati, 1-1 (8')
- Sergio Ramos, 1-2 (63' - straffespark)
- Luka Modric, 1-3 (90')
For tredje gang i træk måtte FC Barcelona forlade banen i La Liga uden sejr.
Lionel Messi og co. tabte lørdag 1-3 på hjemmebane til ærkerivalen Real Madrid i sæsonens første El Clasico.
Nederlaget efterlader Barcelona i midten af tabellen med blot syv point efter fem kampe.
Inden nederlaget i El Clasico havde Barcelona tabt ude til Getafe og spillet uafgjort hjemme mod Sevilla. Kun de to første ligakampe endte med sejre til Barcelona, som siden er gået i stå.
Modsat rejste Real Madrid sig efter et par skuffende nederlag i henholdsvis ligaen og Champions League og erobrede med sejren førstepladsen i La Liga med 13 point efter 6 kampe.
Tidlige scoringer
Real Madrid kom allerede foran 1-0 efter fem minutter, da midtbanespilleren Federico Valverde tog et løb i dybden, og han blev spillet fri af holdkammeraten Karim Benzema.
Barcelona-spillerne Gerard Pique og Sergio Busquets så ikke for gode ud i situationen, og Valverde fandt smukt det lange hjørne.
Blot tre minutter senere udlignede Barcelonas stjernefrø Ansu Fati dog til 1-1.
Messi sendte backen Jordi Alba af sted i venstre side, og han fandt Fati, der tæt foran mål stod fri og bare skulle sætte foden på.
Dermed blev Fati historiens yngste målscorer i El Clasico med sine 17 år og 359 dage.
Messi havde en stor chance for at score efter 23 minutter, efter at argentineren havde tørret Sergio Ramos i Real-forsvaret. Men Real-keeper Thibaut Courtois stod i vejen for Messi.
I den anden ende fik Benzema kort efter en lige så stor chance, men franskmanden blev pillet af Barcelona-keeper Neto.
VAR-straffespark
Efter 63 minutter fik Real Madrid tilkendt et straffespark efter et VAR-gennemsyn, som Sergio Ramos udnyttede til at bringe udeholdet foran 2-1.
Real Madrids midtbanespiller Luka Modric øgede til 3-1 i det 90. minut, da det endnu en gang koksede for Barcelona-forsvaret.
Barcelona-træner Ronald Koeman skiftede den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite ind efter 87 minutter, men han nåede ikke at markere sig i de omkring otte minutter, han fik.