Fodbold

Angriber har spillet sin sidste kamp for Superligaens førerhold

Raphael Dwamena har scoret to mål i fem superligakampe for Vejle Boldklub. Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Raphael Dwamena er taget af holdet i Vejle på grund af hjerteproblemer. Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har han spillet sin sidste kamp for klubben.

Det blev et kort fodboldeventyr for Raphael Dwamena i Danmark.

I timerne op til Vejle Boldklubs udekamp mod AaB i Superligaen meddelte oprykkerklubben, at den har taget den ghanesiske angriber "af banen" grundet hjerteproblemer.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har 25-årige Dwamena spillet sine sidste minutter for Vejle.

- At der nu har været ét tilfælde, hvor grænseværdierne har været for høje, må vi ud fra en sundhedsfaglig vurdering som klub tage konsekvensen af. Raphael bliver derfor taget af banen, siger Jacob Krüger, teknisk chef hos Vejle Boldklub, i pressemeddelelsen.

Har været under konstant opsyn

I januar, mens Dwamena var udlejet fra Levante til Real Zaragoza, gennemgik han en hjerteoperation og fik indopereret en ICD-Implanterbar Cardioverter Defibrillator.

I sommer hentede Vejle ham til Nørreskoven efter klubbens oprykning til Superligaen, og Dwamena har lige siden været under konstant opsyn af vejlensernes sundhedsstab og lægeteam.

Dwamena nåede at få i alt seks optrædener for Vejle - fem i landets bedste fodboldrække og en enkelt i landspokalturneringen. Han scorede to ligamål.

- Vi er naturligvis kede af det på Raphaels vegne, men parterne har fra starten været vidende om den konsekvens, der ville være, såfremt moniteringen af Raphael viste en overskridelse af grænseværdierne i målingen, siger Jacob Krüger og fortsætter:

- Raphael Dwamena har på sin korte tid i Vejle Boldklub vist et stort menneskeligt format, en professionel tilgang til sit fag og en lyst til at lære fra sig over for vores unge spillere. Vi vil nu hjælpe Raphael i den nye situation.

Dwamena takker Vejle

Dwamena har forståelse for beslutningen og takker klubben for at give ham mulighed for at spille fodbold igen.

- På trods af at jeg ikke kan være på banen, vil jeg stadigvæk hjælpe klubben med at nå sine mål. Derfor vil jeg også sige til mine holdkammerater, staben og fansene, at jeg er stolt over at være en del af Vejle Boldklub-familien, siger Raphael Dwamena i pressemeddelelsen.

Dwamena skrev under på en treårig aftale med Vejle i august. Han har tidligere spillet otte landskampe for Ghana.

Vejle vandt kampen i Aalborg 3-1 og topper Superligaen med 13 point for 6 kampe. Vejles næste modstander i Superligaen er Randers fredag 30. oktober.