Fodbold

Pogba benægter landsholdsstop og vil slæbe medie i retten

Paul Pogba er på kontrakt i Manchester United og varsler retlige skridt mod den engelske tabloidavis The Sun. Guillaume Souvant / Scanpix Denmark

Paul Pogba afviser blankt, at han stopper på det franske landshold i protest mod præsident Emmanuel Macron.

Manchester United-spilleren Paul Pogba langer hårdt ud efter den engelske tabloidavis The Sun, fordi avisen i en artikel har hævdet, at Pogba stopper på det franske landshold.

I artiklen, der siden er blevet ændret og modereret, skrev avisen, at Pogba ville droppe nationalmandskabet i protest mod Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Årsagen skulle være, at Macron på det seneste har gjort sig bemærket med kritiske udtalelser om islamister.

Det skulle have foranlediget muslimen Pogba til at tage afsked med landsholdet. Men der er tale om det pure opspind, fastslår midtbanespilleren på Instagram. Han kalder artiklen for "fake news".

- Der florerer 100 procent ubegrundede historier om mig, som angiver ting, jeg aldrig har sagt eller tænkt. Jeg er forfærdet, vred, chokeret og frustreret, skriver Pogba.

Varsler retlige skridt mod The Sun

Han er utilfreds med, at hans navn bliver bragt ind i en diskussion, der har sat sindene i kog i Frankrig efter drabet på en skolelærer.

Læreren havde undervist i ytringsfrihed og havde vist muhammedtegninger til de elever, som ønskede det.

- Desværre handler nogle pressefolk ikke ansvarligt, når de skriver nyhederne, de misbruger deres pressefrihed og verificerer ikke, om det, de skriver, er sandt, og derved skaber de en sladderkæde, uden at bekymre sig om det påvirker folks liv og mit liv, lyder det fra Pogba.

Han varsler retlige skridt mod The Sun, som i den redigerede artikel angiver "forskellige mellemøstlige nyhedskilder" som ophav til nyheden.

27-årige Paul Pogba er noteret for 72 landskampe og var med til at vinde VM for to år siden.