Fodbold

- På grænsen til en skandale, siger ekspert om dommers beslutning

AC Milan-spillerne var stærkt utilfredse med, at dommer Piero Giacomelli ikke ville se straffesparket til AS Roma på sidelinjen. Ekspert forstår dem.

Simon Kjær forstod det ikke.

Theo Hernandez forstod det ikke.

Ja, hele AC Milan-holdet forstod ikke, hvordan Piero Giacomelli kunne dømme straffespark til udeholdet AS Roma mandag aften.

Den 42-årige dommer pegede på pletten i det 69. minut, da både Ismael Bennacer og gæsternes Pedro faldt i feltet.

En fejl blev overgået af en større fejl

I første omgang mente TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker, der kommenterede kampen, at kendelsen var god nok, men efter at have genset episoden fra flere vinkler, er han ikke i tvivl om, at Giacomelli tog fejl. Pedro trådte på Bennacer og ikke omvendt.

Simon Kjær og holdkammeraterne mener, at dommer Piero Giacomelli har begået en fejl ved at dømme straffespark til AS Roma.

Ifølge Junker begik dommeren dog en endnu større fejl ved ikke at se episoden igennem på tv-skærmen på sidelinjen.

- Det er på grænsen til en skandale, at han ikke engang ville ud og kigge på den. Det kan godt være, at han ikke skal lade sig påvirke af AC Milan-spillerne, men de må være i tvivl ude i VAR-rummet, lød det fra Mads Junker i minutterne efter straffesparket, som Jordan Veretout sikkert eksekverede.

- Det er Piero Giacomelli (dommeren, red.), der kommer til at se dum ud nu. Jeg synes, det er en klar fejl. Der skulle have været fløjtet for frispark til AC Milan i stedet.

Dommerlinjen tager overskrifterne

Stillingen var nu 2-2, men Piero Giacomelli var ikke færdig med at dømme tvivlsomme straffespark.

Ni minutter senere stødte AC Milans Hakan Calhanoglu sammen med AS Romas Gianluca Mancini og faldt. Giacomelli pegede på pletten.

- Hvis han lægger en linje, hvor han kan dømme straffespark, når der er frispark den anden vej, så kan han også godt dømme straffespark for det her. Jeg er da helt enig i, at det er i den bløde ende af skalaen for straffespark, sagde Mads Junker, der lidt senere fulgte op:

- Men det er desværre lidt historien om dommerlinjen, der tager overskrifterne, frem for det der har været en rigtig fin fodboldkamp.

Zlatan Ibrahimovic bragte Milano-klubben på 3-2 fra de 11 meter, men i det 84. minut scorede Marash Kumbulla til resultatet 3-3.

Alle laver fejl

Ikke overraskende var straffesparkene også et tema i de italienske medier efter Serie A-kampen på San Siro.

AS Roma-træner Paulo Fonseca tog dog dommer Giacomelli i forsvar.

- Jeg vil ikke kommentere det. Vi har alle dage, hvor vi laver fejl. Han begik en fejl i hver ende, sagde Fonseca ifølge Football Italia til Sky Sport Italia.

AC Milan-træner Stefano Pioli ville ifølge Football Italia ikke knytte en kommentar til straffesparkene.

Med det ene point har AC Milan 13 point for 5 kampe. Det er 2 point flere end Napoli på andenpladsen. AS Roma er nummer 9 i Serie A med 8 point.

Simon Kjær spillede hele kampen.