Fodbold

Simon Kjær med klar besked til Eriksens træner

Simon Kjær og Christian Eriksen i samtale under en af deres mange landskampe sammen. Lee Smith / Ritzau Scanpix

Kjær og Eriksen repræsenterer hver sin del af Milano og befinder sig vidt i forskellige situationer. Ifølge Kjær bør Eriksen dog spille hver gang.

Da spillerne fra AC Milan gik ned i spillertunnellen efter mandagens kamp mod Roma, var det for første gang i sæsonen uden alle tre point med hjem i bagagen.

På måltavlen stod der 3-3 ved kampens slutfløjt, og klubben fra den rødsorte del af Milano kunne trøste sig med, at de stadig er ubesejret i indeværende Serie A-sæson. Som han har gjort det i hele sæsonen, startede Simon Kjær inde for Milan, hvor han spillede hele kampen.

Det er ikke mig, der kan vælge at sætte ham på banen

Simon Kjær om Eriksen i Inter

Selvom han og resten af holdet indkasserede tre mål, var fokus alligevel på den rivaliserende del af byen, da den 31-årige forsvarsklippe af den italienske presse blev forholdt til landsmanden Christian Eriksens situation i Inter. Her er Eriksen nemlig langt fra fast mand på cheftræner Antonio Contes holdkort.

- Jeg taler selvfølgelig med ham. Christian er en spiller, som jeg kender rigtig godt, og han er den stærkeste spiller i verden på sin position, fortalte Kjær efter kampen til italienske Sky Sport ifølge Football Italia.

Samtidig fulgte Kjær op med klar tale.

- Han burde spille den rolle fast, men det er ikke mig, der kan vælge at sætte ham på banen.

Følges ad på landsholdet og nu også privat

I januar kom begge spillere til hver deres Milano-klub.

Kjær blev hentet til AC Milan efter en svær tid i Atalanta, mens Eriksen drog til Inter efter langvarigt ophold i engelske Tottenham.

Det har givet de to landsmænd mulighed for at ses privat, og dermed har de også kunne støtte hinanden uden for banen.

Og det er ikke første gang, at Kjær sætter ord på Eriksens kvaliteter.

- Christian er en person, jeg respekterer 100 procent. Vi er alle sammen klar over, hvilke kvaliteter han har på fodboldbanen, men at han er mindst lige så godt et menneske uden for banen, sætter jeg egentlig lidt mere pris på, sagde Simon Kjær til TV 2 SPORT, inden ham og Eriksen stod til at runde 100 kampe på det danske landshold.

Eriksen nyder godt af Kjærs Italien-erfaring

I samme ombæring fortalte Eriksen, at han nyder godt af Kjærs erfaring som fodboldspiller i Støvlelandet.

- Han er jo trods alt flydende på italiensk. Så jeg har spurgt om en del ting og fået en del hjælp i forhold til Italien, og hvordan det lige foregår dernede, lød det fra Danmarks nummer 10.

På trods af en startplads i Inters seneste Champions League-opgør mod Mönchengladbach har Eriksen for det meste kigget med fra bænken. På holdet er han er i skarp konkurrence med midtbanekollegaerne Vidal, Barella og Brozovic.

Anderledes ser det imidlertid ud for Kjær, der har fået fuld spilletid i Milans første fem kampe, hvor han har haft en stor andel i en stærk defensiv. Før kampen mod Roma havde klubben således kun tilladt én scoring imod.

Milan topper Serie A med 13 point.