Fodbold

Liverpool rundede kæmpe milepæl mod FCM

Liverpool scorede mål nummer 10.000 mod FC Midtjylland.  Michael Regan / Pool / Ritzau Scanpix

Tirsdag aften kunne Liverpool fejre et stort scoringsjubilæum og en sejr over FC Midtjylland.

Et mål er ikke bare et mål. Langt fra endda.

Et mål har altid en betydning, og det er Liverpools første scoring mod FC Midtjylland et godt eksempel på.

Ud over at være et åbningsmål i tirsdagens Champions League-kamp på Anfield, så var det også et jubilæumsmål i Liverpools historie. Da Diogo Jota passerede Mikkel Andersen, scorede han Liverpools mål nummer 10.000 på tværs af alle turneringer.

- At runde sådan et hjørne er altid en god ting, men jeg er mere glad for sejren, siger Diogo Jota til BT Sport ifølge Liverpools hjemmeside.

To danskere er med på listen

Senere i kampen øgede Mohamed Salah til resultatet 2-0, og da gruppens øvrige hold spillede uafgjort, ligger Liverpool nummer et efter to kampe i Gruppe D.

- Efter en god sejr på udebane er det vigtigt at fortsætte med at hente point, og vi gjorde vores arbejde. Vi fik de tre point, og det er det vigtigste, tilføjer Jota.

Ifølge LFC History blev Liverpools første scoring sendt i nettet af Malcolm McVean i 1893, og siden har The Reds haft mindst 10.000 gode grunde til at juble.

På den lange liste over Liverpool-målscorere finder vi to danskere, der er noteret for 72 af de i alt 10.001 mål, skriver Liverpools danske fanklub.

  • Jan Mølby: 58 mål
  • Daniel Agger: 14 mål

Liverpool FC er den anden engelske klub, der scorer mål nummer 10.000 i denne sæson. I september rundede Manchester United også den store milepæl, da Marcus Rashford gjorde det til 2-1 i klubbens udekamp mod Brighton. Opgøret endte 3-2 til United.