Guds hånd gjorde ham udødelig - sygeplejerskens hånd førte ham til helvede

En vildfaren hund. En baneløber, måske endda en streaker. Tilskuerinvasion.

Men en sygeplejerske på banen? Det var uset.

Kampen var lige blevet fløjtet af, da en kvinde klædt i hvidt tøj med et grønt kors på brystet roligt, men målrettet bevægede sig i retning af spilleren med nummer 10 på ryggen. En lille mand med sort hår, ring i øret og kæde om halsen. Lille af statur, men blandt de største i sporten.

Det fik folk til at spærre øjnene op. Hvad var det lige, der foregik?

Hun nåede frem til sit mål. Hånd i hånd forlod de banen. Han så totalt ubekymret ud. Smilede og grinede. Lavede sjov med holdkammerater, han passerede undervejs, som havde han lavet en scoring - ikke i fodboldmæssig sammenhæng - midt på banen. Midt under et VM.

Fem dage senere blev ethvert grin flået af ansigterne.

- De har pensioneret mig. Jeg tror ikke, jeg ønsker endnu en hævn. Min sjæl er ødelagt, sagde han til verdenspressen.

Hvad de 54.000 tilskuere på Foxboro Stadium og millioner af tv-seere ikke vidste, var, at de havde set ham på verdensscenen for sidste gang.

Smidt ud af VM og udelukket fra fodbold. Igen. Helten og ikonet havde snydt. Igen. Kulminationen på en deroute over flere år, både for mennesket og fodboldspilleren.

Men alle skandalerne ændrede ikke på den kult- og gudestatus, han havde før, undervejs og den dag i dag.

Modtaget af 75.000 napolitanere

Ti år tidligere landede Diego Armando Maradona i Napolis lufthavn.

Et utroligt og usandsynligt skifte var en realitet. Efter to turbulente år i den spanske storklub FC Barcelona fløj han til det fattige Syditalien. En af verdens dyreste spillere landede i en af Italiens fattigste byer.

Var det manden, der kunne bringe den første Scudetto, mesterskabet, til den sydlige del af fastlandet? Og bringe håb til et samfund, der stod i skærende kontrast til det rige nord, hvad angik såvel fodboldsucces som økonomi?

75.000 napolitanere fyldte Stadio San Paolo for at se de 165 centimeter blive præsenteret i kød og blod. Omgivet af et hav af fotografer hilste han på sine nye fans med en mikrofon i hånden og jonglerede lidt med en bold. Det hele varede ikke mere end et kvarters tid.

- Men det var nok. De var sikre på, at frelseren var ankommet, skriver fodboldhistorikeren David Goldblatt.

En lokalavis flød også over med håb. Manglen på en borgmester, skoler, arbejdspladser og ordentlige sanitære forhold var ligegyldig. ”For nu har vi Maradona.”

Verdens bedste fodboldspiller. Men også et menneske, som de trængte syditalienere kunne forholde sig til.

Den fattiges kamp mod overklassen

Diego Maradona blev født den 30. oktober 1960 i den ludfattige Buenos Aires-provins Villa Fiorito. Han var det femte barn efter fire piger i familien, hvor faren knoklede fra tidligt til sent for familiens overlevelse.

I et hårdt miljø uden skyggen af luksus og med ringe muligheder var Maradonas eneste legetøj en fodbold.

Legen med bolden blev et vartegn. En uovertruffen teknik i alle facetter. Jongleringer, driblinger, afleveringer, spark. Fodbold som en leg. Og det vendte selvsagt op og ned på familiens skæbne.

Det startede med en kontrakt hos klubben Argentinos Juniors, som udover penge sikrede familien en lejlighed langt væk fra Villa Fiorito.

I 1981 kom han til Boca Juniors fra det fattige La Boca-område. Den diametrale modsætning til arvefjenden River Plate, som i 1920’erne flyttede fra netop La Boca til den mere velhavende bydel Nuñez. Arbejderklassen mod overklassen. De fattige mod millionærerne.

Blot et år senere blev han hentet til FC Barcelona som den dyreste spiller i historien. Tiden i Barcelona bød dog på flere kontroverser, og gadedrengen, den frie sjæl, passede ikke ind.

Det gjorde Maradona i Napoli.

I sin selvbiografi beskrev han Napoli som en vanvittig by. "Lige så vanvittig som mig selv". Og fattig. Dog ikke lige så fattig som Villa Fiorito.

Byen mindede ham om hans oprindelse, og efter modtagelsen på Stadio San Paolo mærkede han forbindelsen.

- Da jeg talte med journalisterne, sagde jeg noget, der kom fra gadehjertet: ”Jeg vil være de fattige børns idol i Napoli, for de er som mig, da jeg boede i Buenos Aires.”

Nordens hån og nedgørelse

I det Napoli, der eksisterede før Maradona, talte man om nedrykning. De lyseblå havde vundet to pokaltitler, men aldrig mesterskabet. Det tilhørte frem for alt det rige nord.

I Maradonas første sæson sluttede Napoli på ottendepladsen med sikker afstand fra nedrykning, og Maradona-æraen fik sin første store markering i november 1985.

Juventus kom på besøg. Den gamle dame. Italiens med afstand mest suveræne hold. Dengang og nu.

Et hold, som Napoli ikke havde besejret i 12 år.

Juventus’ fans var på plads på San Paolo, og sange og bannere hånede og nedgjorde napolitanerne. Teksten lavatevi - vask jer - var brugt af flere klubbers fans. Juventus-fansene sang om kolerabefængte jordskælvsofre og kom med en bøn til vulkanen Vesuv om at vaske dem… med ild.

Flere har beskrevet Maradonas største drivkraft og motivation som værende had og kampen mod uretfærdighed. Han ville bekæmpe det. Slå det ned. Vinde for enhver pris.

Så historien om den fattige dreng fra slummen nåede et foreløbigt klimaks i november 1985, da hans scoring sikrede Napoli en meriterende 1-0-sejr.

Et indirekte frispark inde i straffesparksfeltet - prikket til af en medspiller - krøllede han elegant over muren og i mål. Jublen var enorm. Desto vildere var den, da dommeren fløjtede kampen af.

Hvis hans status som helt og frelser ikke allerede var mejslet i granit, blev den det den søndag. Han dedikerede sit mål og sejren til napolitanerne, da han blev interviewet af italiensk tv efter kampen.

- Ingen udefra kan forestille sig alle de ting, der blev sagt om os i ugens løb.

Juventus endte godt nok med at vinde mesterskabet, men Napoli var nu ligaens nummer tre.

Noget stort var på vej. Ikke kun i Italien.

Guds hånd var en symbolsk hævn

Maradona rejste til VM i Mexico i sommeren 1986 som anfører for det argentinske landshold, der otte år tidligere blev verdensmester på hjemmebane. Uden Maradona.

Han var Napolis håb og måske allerede frelser. Agtelsen i hjemlandet var ikke mindre.

Argentina gik ubesværet videre fra gruppespillet og slog Uruguay med 1-0 i ottendedelsfinalen.

115.000 tilskuere var på plads på Estadio Azteca, da Argentina og England mødtes i en af historiens mest legendariske fodboldkampe. Fire år tidligere havde Argentina lidt et stort nederlag til England i Falklandskrigen.

Et åbent sår, der stadig ikke var helet. Vi er tilbage ved det med Maradonas motivation.

Han scorede til 1-0 med hånden, der blev døbt Guds hånd. Steg op i en duel mod målmand Peter Shilton. Fik det til at ligne et hovedstød, da han stødte bolden i mål med næven.

Dommerne så det ikke, Maradona jublede. Snyd og bedrag bragte Argentina tættere på semifinalen.

I Asif Kapadias dokumentar ’Diego Maradona’ fra 2019 fortæller hovedpersonen, at han var klar over, at han scorede med hånden, men at det ikke var overlagt. Der var og er ingen anger.

- Det føltes godt at få en slags symbolsk hævn over englænderne.

Fire minutter senere kom det næste øjeblik til historiebøgerne, da Maradona fik bolden på egen banehalvdel.

Lineker havde lyst til at klappe

Superteknikeren og elegantieren driblede forbi halvdelen af Englands hold. Peter Shilton blev snydt igen, denne gang reglementeret. 2-0 til Argentina.

Maradona havde sikret avancement med begge sine ansigter. Gadedrengen, der ville vinde for enhver pris. Troldmanden, verdens bedste fodboldspiller, der rev bukserne ned om anklerne på et halvt hold.

VM-topscorer Gary Lineker har fortalt, at han havde lyst til at klappe. En følelse, han aldrig havde haft før.

Englænderne har dyb respekt for fodboldspilleren, men ikke for snydepelsen uden anger. Guds hånd snød målmanden Peter Shilton, der stormede ud af målet for at bokse bolden væk, og for et par år siden afslog han en invitation fra Maradona om at være med i et tv-show.

- Han nægter at undskylde, og jeg vil ikke give hånd og anerkende ham, fortalte Shilton The Guardian tidligere på året. For ham bliver den VM-kvartfinale husket for det forkerte.

I semifinalen scorede Maradona begge mål i 2-0-sejren over Belgien, og VM-guldet var tilbage i Argentina med en 3-2-sejr over Vesttyskland. Det afgørende mål blev scoret af Burruchaga på en friløber. Du gætter selv, fra hvem den afgørende, perfekte aflevering kom.

Diego Maradona blev kåret som turneringens bedste spiller og bragte trofæet hjem til Buenos Aires, hvor han blev modtaget som en fodboldgud. Folkehelt er en underdrivelse.

VM-triumfen mættede ikke Maradona. Tværtimod. Der var stadig et folk, han stod i gæld til.

Større end VM-guld

Maradona vendte hjem til Napoli med målet om at vinde mesterskabet. Det første i klubbens historie og ikke mindst det første til et hold fra den sydlige del af Italiens fastland.

3-1-sejren over Juventus i niende spillerunde tændte for alvor troen på det. Holdene var á point inden mødet på Stadio delle Alpi i Torino.

De mødtes igen i syvendesidste spillerunde. Napoli havde fire point ned til Juventus. Dengang gav en sejr kun to point, så det var en lille matchbold.

Maradona førte tropperne til en 2-1-sejr, og trods lidt slinger i valsen sikrede klubben sig mesterskabet på hjemmebane i næstsidste spillerunde.

Ventetiden var forbi. Napoli var mester. Syd havde stødt nord af tronen. De fattige stjal fra de rige.

Maradona havde indfriet sit mål, og hans navn var sikret en guddommelig placering i napolitanernes sind.

- Det er den største sejr i mit liv, sagde han efter kampen.

Hvad med VM-guldet til Argentina, tænker du nok. Serie A-titlen var større for Maradona, fordi den blev vundet på hjemmebane. Den blev sikret det sted, der var hans hjem. Napoli.

Dødsannonce til Italien

Klubben tilføjede pokaltitlen til triumfåret 1987. Og byen gik amok i en fest, der holdt sig kørende længe.

Festlighederne bød også på begravelser for Juventus, hvis kiste blev brændt. En dødsannonce berettede, at resten af Italien var blevet besejret i maj 1987, og at et nyt imperium var født.

Byen blev overmalet med Maradona. Som gadekunst, grafitti og guddommelig. Nummer 10 blev skrevet på husmure. Han blev sågar portrætteret som og i armene af byens helgen og skytsengel, San Gennaro. Nu fyldte San Diego lige så meget.

Men triumfen kom med en pris.

Kokain i stride strømme

Den argentinske gadedreng var kendt som en jetsetter, der elskede fest og ballade, og som desuden nød beskyttelse fra og selskab med Comorra-mafiaen. Han var en superstjerne og celebrity med hang til de 'gode' ting i livet uden for fodboldbanen.

Men efter mesterskabet og pokaltitlen fik Maradona nok af opmærksomheden, det konstante pres og det faktum, at han intet sted kunne være i fred. Han var jaget vildt.

Flere personer tæt på ham har beskrevet, hvordan hans anden personlighed i højere grad tog over. Diego var den forsigtige, lille gadedreng. Maradona var det, offentligheden så.

Maradona festede mere og mere. Allerede i Barcelona-tiden havde han prøvet at tage kokain. Det fortsatte i Napoli. En offentlig hemmelighed. For klubben og folket.

Dengang var dopingkontrollen ikke i nærheden af, hvad den er i dag. En historie går på, at han fik holdkammerater til at aflevere urinprøver for sig. En anden går på, at han havde en plastikpenis med andres urin i til at snyde i prøverne.

I årene efter mesterskabet blev indtaget vildere og mere ustyrligt. Ligesom festerne og tilbøjeligheden til kvinder. Et liv som en rockstjerne.

Maradona beskriver i Asif Kapadias dokumentar sine uger som opdelt i tre.

Om søndagen var han superstjernen på banen for Napoli. Når kampen var slut, tog han direkte til fest og fyrede den af. Det flød med kokain. I Napoli og i Maradonas krop. Og det kom gerne fra og i selskab med Comorra-bosserne. Indtaget tog hele tiden til, og han var dybt afhængig.

Men om onsdagen startede udrensningen. Af krop og samvittighed. Han kom hjem til sin familie stærkt påvirket og hærget. Han skammede sig, låste sig inde på badeværelset, når han så sin datter.

Søndag var der kamp igen. Sådan fortsatte det. Maradona ønskede sig væk fra opmærksomheden og problemerne i Napoli. Han ville spille fodbold et roligere sted. Frelseren søgte frelse. En mand i frit fald rakte ud efter en arm. Den arm kunne være klubpræsident Corrado Ferlainos, men han ville ikke slippe sin guldfugl.

Den dødelige cocktail tog ikke livet af Maradona - ikke nok med det så vandt Napoli i 1989 UEFA Cuppen og sin anden Scudetto året efter.

Napoli vendte ham ryggen

1990 var et specielt år for Italien og for Maradona, der efter mesterskabet skulle spille for Argentina ved VM på sin hjemmebane. Altså hjemmebanen i Napoli.

Italien var favoritter til at vinde VM-guldet på hjemmebane, og skæbnen ville selvfølgelig, at Argentina og Italien stødte sammen i semifinalen. Endda på Stadio San Paolo.

Maradona så det som sin fordel. Napolitanerne var jo et udstødt folkefærd, en paria. De var ikke en del af Italien.

- Jeg bryder mig ikke om, at alle beder napolitanerne om at være italienske og støtte landsholdet, sagde Maradona på pressemødet op til kampen, fordi en politiker ifølge historiker David Goldblatt havde appelleret til folkets modstand mod Maradona.

- 364 dage om året bliver I regnet som udlændinge i jeres eget land, og nu skal I så gøre, hvad de vil have jer til. Jeg derimod er napolitaner 365 dage om året.

Tilskuerne valgte Italien. Maradona fik en ny motivation gennem skuffelse.

På bannere på San Paolo stod der blandt andet: ”Napoli elsker dig, men Italien er vores hjemland” og ”Diego i vores hjerter, Italien i vores sange.”

Kampen sluttede 1-1 og skulle afgøres i straffesparkskonkurrence. Det ultimative drama mellem Italien og Argentina. Mellem Napoli og Maradona.

Han havde brændt et i straffesparkskonkurrencen mod Jugoslavien i kvartfinalen, men scorede sikkert til 3-2 mod Italien, lige efter Donadoni havde brændt.

Målmand Goycochea reddede det næste straffespark og sendte Italien ud i mørket.

”Ludersønner!”

Det sendte chokbølger gennem Italien, og nationens had til Maradona voksede til voldsomme højder. Napoli undtaget - trods alt.

Til VM-finalen mod Vesttyskland i Rom var der massiv pibekoncert under nationalhymnerne. Da kameraet rullede forbi Maradona, så han arrig ud og sagde tydeligt ”hijos de puta!” Ludersønner. Ingen undte ham guldet. Han havde narret italienerne.

Argentina fik to røde kort og tabte finalen med 1-0 på en sen straffesparksscoring.

På mange måder sluttede Maradonas italienske eventyr på Stadio Olimpico den aften.

Italien var mere end nogensinde blevet hans fjende. Næste sæson i Napoli var elendig, og pludselig så Maradonas kokainmisbrug og forbindelse til mafiaen offentlighedens lys.

Sidstnævntes beskyttelse havde han ikke længere, for den var under maksimalt pres og bevågenhed fra myndighederne.

Fængselsstraf og udelukkelse

Han blev først ikendt en betinget fængselsdom for narkotikabesiddelse, og inden sæsonen var slut, blev han testet positiv for kokain i en dopingprøve. Noget, han var sluppet godt fra i syv år.

Klubben bakkede ikke Maradona op. Han blev udelukket fra fodbold i 15 måneder.

Maradona var endegyldigt færdig med Napoli og Italien. For sent. Skaden var på mange måder sket startende med titlen fire år inden.

Han blev aldrig den samme igen.

Maradona udstod sin straf i Argentina og spillede et miserabelt år i Sevilla, som endte i et grimt farvel under træner Carlos Bilardo, der var Argentinas landstræner fra 1983 til 1990.

Efter knap ti år i udlandet vendte Maradona i 1993 hjem til Argentina, hvor spillede en håndfuld kampe for Newell’s Old Boys.

Maradona kæmpede med et fortsat kokainmisbrug samt skader og især overvægt. Den glorværdige, vanvittige og skandaleombruste karriere så ud til at nå sit endeligt.

Argentinas ydmygelse

I hvert fald indtil Argentinas landshold blev ydmyget på hjemmebane samme efterår.

”Skam!” stod der på forsiden af avisen El Gráfico, da landsholdet tabte med 5-0 på hjemmebane til Colombia i den afgørende kamp om en plads ved VM.

Skulle de dobbelte verdensmestre undgå den største nedtur siden 1970, hvor de ikke nåede VM, krævede det sejr over to playoff-kampe.

En gnist tændtes i Maradona. Kunne han endnu engang være frelseren, som han var det i Napoli? Trods problemerne med fysikken meldte han sig igen under fanen tre år efter sin seneste landskamp.

Spillemæssigt var der ikke meget Maradona-magi over det, men han blev alligevel et symbol på argentinernes genrejsning. De sled sig videre til VM med samlet 2-1 over Australien. En nation, der på det tidspunkt kun havde nået verdensmesterskaberne én gang.

Håbet var lysegrønt, og 33-årige Maradona havde i karrierens efterår fået noget at spille for. VM i USA.

Men en klubløs Maradona var nødt til at gøre noget ekstraordinært for at være ekstraordinær. Alt andet var ikke stjernen værdigt.

Han dannede makkerskab med sin mangeårige fysiske træner Fernando Signorini og den tidligere bodybuilder Daniel Cerrini, der skulle tage sig af hans overvægt. En mand, der tidligere var dømt i en dopingsag.

Maradona skulle være fit og klar. Stå skarpt. For enhver pris. Det blev han og rejste med landsholdet til USA i juni.

- Jeg er træt af dem, der sagde, jeg var fed og ikke længere var den store Maradona. De kommer til at se den sande Diego ved VM.

Staturen var ikke den samme som otte år tidligere i Mexico, men Diego Maradona var tilbage.

Grækenland blev slået i første gruppekamp med 4-0. Maradona viste flere prøver på den teknik, der i halvandet årti havde betaget fodboldelskere verden over. Han scorede med et behersket spark og sendte bolden op i målhjørnet.

Hånden til helvede

Munden blev desto mere lukket på kritikerne, da han i anden kamp fandt Claudio Caniggia på et frispark. En hurtig stikning i dybden. 2-1 til Argentina, der havde det ene ben i ottendedelsfinalen.

Troen på, at Argentina kunne gøre noget sensationelt, voksede i takt med Maradonas minutter på banen.

Men da den svenske dommer Bo Karlsson fløjtede kampen af, skete der noget, der ikke var set før.

Sygeplejersken gik ind på banen og hentede Maradona. Hun førte ham ned til dopingkontrollen, som fem dage senere gjorde det af med Maradonas internationale karriere.

Maradonas comeback var uventet og utroligt. Argentina så stærke ud. Men det hele havde været for godt til at være sandt.

Tre år tidligere var det kokain, der kostede Maradona en ufrivillig pause. Denne gang var det efedrin. Et forbudt stof, der skulle afhjælpe vægtproblemerne. Givet til ham af Cerrini. Begge blev udelukket i 15 måneder.

- FIFA har savet mine ben af, sagde Maradona på et pressemøde om aftenen og antydede beskidt spil og konspirationer fra forbundet og de amerikanske VM-arrangører.

Han rejste hjem med sine holdkammerater nogle dage senere, da de blev sendt ud af VM af Rumænien i ottendedelsfinalen. I Argentina tog han skylden for nedturen i USA. ”Jeg er den eneste ansvarlige,” lød det.

En skærende kontrast til angrebet på de højere fodboldmagter.

Han havde endnu en gang sværtet sin gudestatus til med djævelske gerninger. Diego havde tabt kampen til Maradona.

Landsholdet spillede han aldrig for igen. Han udstod sin straf og spillede to år i hjerteklubben Boca Juniors før et endegyldigt karrierestop i 1997.

- Argentina var traumatiseret, da Maradona stoppede. Han var mere end en stor fodboldspiller. Han var en ekstraordinær kompensation for et folk, der oplevede flere militærdiktaturer og alle slags sociale frustrationer, sagde landsholdskollega Jorge Valdano til ESPN godt ti år senere.

Guds hånd havde udødeliggjort ham, men sygeplejerskens hånd førte ham til helvede, som Sun-journalisten Sam Morgan beskrev det.

Elsket og forgudet til trods

Narko, forbudte stoffer, snyd, bedrag. Fester, utroskab og et forhold til mafiaen. Skandale efterfulgt af skandale.

Det er den ene side af fortællingen om Maradona.

Den anden fortælling er, at han alligevel er elsket, forgudet og anset som en af de største i fodboldens historie. Dengang og nu.

FIFA kårede ham som århundredets største spiller sammen med Pelé. Afstemningen blandt fans vandt Maradona suverænt. Pelé var juryens favorit.

- Den vigtige forskel er, at Maradona ikke var omgivet af store spillere. Han skulle bære holdet alene. Var Maradona blevet taget af holdet, havde de ikke vundet VM, er det franske fodboldikon Eric Cantonas holdning til den evige diskussion om, hvem der er størst.

I hjemlandet er han blevet kåret som århundredets sportsmand, ligesom regeringen har tildelt ham æresbeviset Domingo Faustino Sarmiento for hans fodboldarv, men også for hans kamp mod stofmisbrug efter karrieren.

Ligesom i Napoli var han lyset i mørket for argentinerne.

Italien som helhed hædrede Maradona, da han blev indlemmet i italiensk fodbolds Hall of Fame.

Maradona og Madonna

Og så er der Napoli. Trøjenummer 10 er fredet i klubben. Noget, der ikke er stor tradition for i fodbold.

Rejser du til byen, vil du se, hvordan byen stadig er overmalet med Maradona. Skrift, tallet 10 og malerier. Det siges endda, at turister har lige så stor chance for at støde på billeder af Maradona som af Madonna. Altså Jomfru Maria.

Værtshuset Bar Nilo har sågar et helgenskrin. En tåre, der symboliserer borgernes tårer siden 1991. Et billede af Maradona. Og et helligt relikvie: Et hår fra San Diegos hoved.

Maradona var frelseren og de fattiges beskytter. Han tog kampen op mod rigdommen i kampen mod det forhadte nord. Mesterskabet blev sensationelt ført til syden.

Folket kunne spejle sig i den fattige gadedreng fra Buenos Aires, der bragte håb og lykke til et hærget og trist område.

Skandalerne står i skyggen af mennesket og fodboldspilleren.

Med Maradonas egne ord:

- Jeg har begået fejltagelser, og dem har jeg betalt prisen for. Men bolden er aldrig plettet.

Den 25. november 2020 - under en måned efter Diego Maradona fyldte 60 - kunne argentinske medier fortælle, at han var afgået ved døden.

***

Artiklen er blevet til på baggrund af en række interviews og artikler fra Goal, Guardian, ESPN, BBC, New York Times, ’The Ball is Round: A Global History of Soccer’ af David Goldblatt og Diego Maradonas selvbiografi samt Asif Kapadias dokumentar ’Diego Maradona’​