Fodbold

Maradona holdt meget af Elkjær, og det gav os en kæmpe fordel

Preben Elkjær i Verona-trøjen. Maradona i Napoli. Ritzau Scanpix

Diego Maradona fylder 60 år. Takket være Preben Elkjær har jeg haft oplevelsen af manden helt tæt på.

Det er først og fremmest takket været Preben Elkjær, at jeg har haft den store oplevelse at være tæt på Diego Maradona ved flere lejligheder.

Preben var TV 2’s mand med italiensk viden og knowhow, da vi i 1988 satte gang i transmissioner og reportager fra Serie A. Han var blevet mester med Hellas Verona i 1985, og det gjorde hans navn kendt overalt i Italien.

Min begejstring for Maradona som fodboldspiller var lige så stor som den øvrige verdens. Beundring, henrykkelse, ekstase, kliché-posen var fyldt op af superlativer. Det kan da godt være, en hel verden følte sig tvunget til forargelse, da argentineren slog bolden ind med “Guds hånd” mod England ved VM 1986, men han fortryllede os alle i samme kamp med dribleturen fra egen banehalvdel forbi en skov af englændere for så at score bag Peter Shilton.

Maradona følte sig tryg, og jeg (og TV 2) labbede det hele indenbords

Jeg havde set og mødt Maradona ved pressemøder til VM i 1982 i det spanske. Argentina var på det tidspunkt i Falklandskrig med englænderne, og det prægede den argentinske VM-lejr. Ikke mindst fordi den argentinske midtbanespiller Osvaldo Ardiles’ fætter var blevet skudt i fejden.

Så der blev passet ekstra godt på Maradona, der uden at have vundet noget var en verdensstjerne på bare 22 år. Forventningerne frustrerede ham, og det endte voldeligt mod Brasilien.

Jeg fulgte alle Argentinas fem kampe. Maradona blev “slagtet” i dem alle, og til sidst mistede han besindelsen. Brasilien førte 3-0, der manglede fem minutter, og ydmygelsen var klar. Brasilianernes defensive midtbanespiller, João Batista, havde fulgt Maradona tæt hele kampen, og i irritation over det og over sin egen sportslige skuffelse sprang han ind i en nærkamp og plantede venstre fod i maven på Batista. Rødt kort og ikke mere Maradona.

Alberto Tarantini (th) trøster Diego Maradona efter udvisningen ved VM i 1982 mod Brasilien.

Han fik oprejsning for sig selv og for Argentina fire år senere, da de vandt VM, og så dribler jeg lige tilbage til Napoli i slutningen af 80’erne.

Maradona holdt af Elkjær

Denne på mange måder så favnende by med den skrællende stukkatur, vasketøj på snore og klemmer mellem bygninger, klynger af ældre og yngre, der levede livet i gadehøjde, fattigdom og en evig ringeagt fra det rige nord – de levede i en evig venten på, at det blev søndag, og SSC Napoli skulle spille.

Men det var først med Diego Maradona, at Napoli og napolitanerne kunne skrige som de velhavende i nord – ikke fordi de blev rige, men fordi de blev mestre. Maradona udødeliggjorde sig selv og perioden i slutningen af 80’erne med de to gange Scudetto, en Coppa Italia, en Supercoppa og UEFA Cup-sejren.

Skandalerne væltede ned over Maradona i 1991.

Maradona holdt meget af Preben Elkjær, og derfor blev interviewene ekstra ærlige og personlige. Maradona følte sig tryg, og jeg (og TV 2) labbede det hele indenbords. Også når han talte om den napolitanske mafia, Camorraen, der udnyttede ham, fik ham ind i den onde narkotika-cirkel, lønnede ham med prostituerede og ødelagde ham – og hans succes.

I sin iver for at behage andre og glæde sig selv lod han sig bagbinde, og de udnyttede kynisk hans navn som en slags uofficielt merchandise. Maradona fortalte om, at ledelsen i Napoli havde svigtet ham, forrådt ham, smadret ham.

Det var en snak, der udfoldede sig i 1993, da Maradona spillede i Sevilla, og Preben og jeg var udsendt af TV 2 med et eneste formål: “I skal finde Maradona.”

Vi tog af sted og fandt frem til, at Maradona skulle træne dagen efter vores ankomst. Vi tog til træningsanlægget Ciudad Deportiva José Ramón Cisneros Palacios – ingen Maradona. De øvrige spillere trænede ivrigt under en anden argentiner, Carlos Bilardo, der var manden bag VM-triumfen i 1986.

Han lyste op og begyndte igen at tale, men så kom Michael Laudrup forbi og “ødelagde” det hele

Pludselig dukkede en pæn, stor bil op på sidelinjen med tonede ruder. Ud steg et par bevæbnede bodyguards og Maradona i civil. Han gik lettere humpende ind i midtercirklen, hvor Bilardo stod, pegede på sit ene knæ og rystede på hovedet. Han sprang med andre ord træningen over.

Maradona skubbede solbrillerne op i panden og forlod banen, mens en horde af fotografer og journalister indledte jagten. Stjernen vendte sig mod dem med en truende attitude, der fortalte, at de absolut ikke var velkomne. Så rettede han blikket mod Preben og TV 2 – og der kom et 25 minutters råbånd med hjem til Danmark.

Større end stor i Napoli

Men tiden i Napoli står som det stærkeste – og gør det stadig som Maradonas by. Han er gengivet på husgavle, på fortove, i butikker og cafeer. I en by, der larmer på grund af den uafbrudte snak, de støjende scootere, de blå blink. Det var her, Maradona søgte fred. Det var det eneste, han ikke fik.

Men han og folket blev en enhed: “Vi er arbejdernes klub, de fattiges by – og vi har sejret,” sagde han. Mens forældrene døbte deres sønner Diego, præsterne tog ham med i den daglige bøn, og kvinderne skreg: “Mamma, hvorfor banker mit hjerte så hurtigt? Fordi jeg har set Maradona, jeg er forelsket.”

Eller som der stadig står på en kirkemur i den gamle bydel fra dengang i 1984, da Maradona kom til byen: “Vores Maradona, velsignet være dit navn. Dit kongerige er Napoli. Før os ikke til skuffelse, men giv os et mesterskab. Amen.”

Maradona lever for evigt i Napoli.

Næstsidste gang, jeg så Maradona på tæt hold, var i 2006, da han var med i en showkamp i Parken med store spillere på en lille bane.

Jeg interviewede ham og indledte med trumfkortet: “Jeg skulle hilse fra Preben Elkjær!” Han lyste op og begyndte igen at tale, men så kom Michael Laudrup forbi og “ødelagde” det hele. Det blev til en krammer mellem de to, mens jeg så til med åben mund...

Byen Napoli er ligesom Maradona selv aldrig blevet det samme siden hans voldsomme, personlige deroute i 1991, da han fik 15 måneders udelukkelse fra fodbolden.

Han forlod Napoli i 1992. På en mur i det faldefærdige Forcella-kvarter står det sprayet som for evigt “Diego Facci Ancora Sognare”. Diego, få os til at drømme igen.