Fodbold

Topholdet Vejle tabte på hjemmebane til Randers

Vejle-spillerne måtte gå skuffede fra banen efter kampen mod Randers FC. Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Randers scorede to gange på straffespark, da Superligaens tophold fra Vejle blev slået med 3-0 på eget græs.

Vejles sejrsstime blev fredag bremset af Randers FC, da udeholdet vandt 3-0 i Superligaen.

Alle mål faldt efter pausen, de to første på straffespark, inden sejren blev cementeret i overtiden.

Åbningsmålet til 1-0 faldt efter en kontroversiel situation kort inde i anden halvleg, hvor gæsternes Mathias Greve faldt i Vejle-feltet.

Spillet fortsatte uden nogen appeller for straffespark, men kort tid efter blev situationen tjekket af VAR.

Efter et længere ophold i spillet dømte Jakob Kehlet straffespark til stor utilfredshed fra hjemmeholdet. André Rømer satte bolden ind fra ellevemeterpletten.

Nyt straffespark

Vito Hammershøj-Mistrati øgede til 2-0 på endnu et straffespark efter en Vejle-spiller havde haft hånd på bolden i det 84. minut.

Indskiftede Tobias Klysner lukkede med målet til 3-0 for Randers, der havde tabt de seneste fire kampe i Superligaen.

Med sejren kravler kronjyderne op på ottendepladsen med syv point, mens Vejle må afgive førstepladsen.

Oprykkerne har ligesom Sønderjyske og FC Midtjylland 13 point, men vejlenserne har nu en dårligere målscore end de to øvrige tophold.

Randers dominerede første halvleg og havde en del flere chancer end hjemmeholdet.

Den største af gæsternes muligheder kom efter knap en halv times spil, da kantspilleren Tosin Kehinde driblede forbi flere spillere inde i feltet, før Indy Groothuizen i Vejle-målet fik afværget forsøget.

Efter at Andre Rømer havde bragt Randers foran med 1-0, pressede Vejle hårdt på for en udligning, inden gæsterne lukkede kampen med de to sidste scoringer.