Fodbold

Lidelser, kaos og Tony Adams - sensationsholdet Granada er ikke kommet nemt til sin succes

Granada-spillerne er efterhånden blevet vant til at juble. Piroschka Van De Wouw / Ritzau Scanpix

For fire år siden var Granada Club de Fútbol til grin i hele Spanien. Nu står den sydspanske klub midt i det største eventyr i sin kaotiske historie.

Lillejuleaften 2007 stod jeg på en fyldt bar i Granada og kiggede som alle andre op på en tv-skærm. Dér kunne vi se Júlio Baptista bringe Real Madrid foran i El Clásico mod Barcelona. Målet viste sig at blive kampens eneste.

Gæsterne på baren gestikulerede og diskuterede kampens forløb og konstaterede, at Real Madrid havde taget et vigtigt skridt mod mesterskabet.

På et tidspunkt spurgte jeg en af mændene bag baren, hvordan det egentlig gik med Granadas egne fodboldhold. Han rystede bare på hovedet og mumlede noget om en masse problemer og en mærkelig ny klub, der var kommet til byen. Og talte så videre om Raúl, Casillas og Sneijder.

Dengang levede Granada og storklubberne i Spanien i to forskellige verdener. Der var mange gode grunde til at besøge den smukke by i Andalusien, men fodbold var ikke en af dem. Ikke siden 1976 havde Granada Club de Fútbol været at finde i Spaniens bedste række, og at klubben i 2007 var blandt de 80 hold i den regionalt opdelte Segunda División B, den tredjebedste række, var faktisk godt nyt; forud var gået fire års elendighed på jordbaner blandt amatørhold i den fjerdebedste række efter en tvangsnedrykning i 2002.

Årsagen til tvangsnedrykningen? Klubben betalte ikke løn til spillerne. Hammeren faldt, og i den følgende tid skændtes byens borgmester og klubbens præsident om, hvem der bar skylden for elendigheden.

Det var hverken første eller sidste gang, Granada havnede i problemer.

Netop derfor er det så fascinerende, at klubben lige nu står midt i den mest succesrige tid i sin historie.

Det kan godt være, at resten af verden ikke gik i stå, da Granada torsdag aften gik ind på Nuevo Los Cármenes til tonerne af Europa League-hymnen, men for Granada selv var opgøret mod græske PAOK Saloniki et monument i klubbens brogede historie. Det ynkelige fallitbo Granada er blevet til Euro-Granada, der i denne sæson for første gang nogensinde deltager i en europæisk turnering.

Granada har gjort det så godt, at de konkurrerer i Europa League i denne sæson.

Derfor gjorde det næsten ondt at se de tomme tribuner og forestille sig farverne og lyden fra tribunerne i en verden uden Covid-19.

For efter alt det Granada har været igennem, har de særdeles god grund til at nyde hvert eneste øjeblik af den aktuelle succes.

Depressionens derby

I 2007 var Granada Club de Fútbol ikke engang den førende klub i byen. Mens traditionsklubben levede sin trøstesløse tilværelse i den tredjebedste række, var der pludselig kommet en ny fodboldklub til byen efter en af de mest mærkværdige operationer i spansk fodbold i nyere tid.

I sommeren 2007 havde forretningsmanden Carlos Marsá fået den fikse idé at købe klubben Ciudad de Murcia, som på det tidspunkt lå i den næstbedste række. Han flyttede den med et snuptag næsten 300 kilometer mod vest og lod den omdøbe til Granada 74, navnet på en lille klub, som Marsá var præsident for.

Hverken lokalt eller nationalt havde ret mange sympati for det mystiske projekt. Og på banen gik det dårligt for den nye klub, der i sin første sæson rykkede ned, så Granada 74 gjorde Granada CF selskab i den tredjebedste række. Her var fællesnævneren mellem de to klubber, at spillerne ikke fik deres løn til tiden.

”Depressionens derby” skrev lokalavisen Granada Hoy og berettede om et trist lokalopgør ”præget af den ubrugelighed, der er forbundet med at have to halvdøde projekter i den tredjebedste række.”

Granada 74 rykkede ned for andet år i træk. Og i 2009, to år efter sin fødsel, gik klubben i graven.

Igen var scenen overladt til Granada Club de Fútbol, der selv var på randen af fallit. En redning kom fra uventet kant, da den italienske forretningsmand Giampaolo Pozzo besluttede sig for at købe det andalusiske dødsbo.

Pozzo-imperiet

Giampaolo Pozzo ejede i forvejen den italienske klub Udinese Calcio, og senere blev også engelske Watford FC en del af Pozzo-familiens samling af fodboldklubber.

For Granada var ejerskiftet i første omgang forbundet med stor succes; pludselig var der midler til at forstærke truppen, og to år i træk rykkede Granada op, så klubben i 2011 var tilbage i den bedste række efter 35 års fravær.

I de følgende sæsoner kæmpede Granada en årlig kamp for overlevelse. Drejebogen gik som regel på, at Granada havde problemer undervejs i sæsonen, og så sørgede Pozzo-familien for at tilføre spillertruppen lidt kvalitet på januarmarkedet fra ejernes omfattende katalog af fodboldspillere. Det var lige akkurat nok til at sikre overlevelse, hvor det oftere var reglen end undtagelsen, at en ny sæson i den bedste række først blev sikret på sidste spilledag.

Men der var også noget kunstigt over tilstanden som brik i Pozzo-imperiet. Tilhængerne så et hold af lejesvende uden forankring. Ofte så man spillere optræde for Granada i flere sæsoner uden på noget tidspunkt at være ejet af klubben. Tag bare forsvareren Allan-Roméo Nyom: I hele seks år spillede han for Granada, selvom han hele vejen igennem var ejet af Udinese.

Nogen storklub havde Granada aldrig været. Men det var dog byens egen klub. Nu var det i stedet en italiensk families strategiske investeringsobjekt. Det var til at forstå, at tilhængerne følte en vis distance til klubben.

Og selvom der kom bedre styr på økonomien under Pozzo, var der stadig dårlige historier. Quique Pina, der var indsat som præsident, blev anklaget for korruption og for at vaske penge hvide gennem fodboldklubben. Pina blev anholdt i begyndelsen af 2018, og da danske Andrew Hjulsager nogle uger efter anholdelsen var ved at skrive under på en lejeaftale med Granada, blev handlen kompliceret af, at politiet på transfermarkedets deadlinedag gik i gang med en ransagning af klubbens kontorer som led i efterforskningen. Internetforbindelsen blev frakoblet, og så var det svært at handle fodboldspillere.

Et nyt pinligt kapitel for en klub, der på det tidspunkt var til grin i hele Spanien.

Tony Adams og kineserne

Efter syv års ejerskab havde Giampaolo Pozzo i 2016 solgt klubben til den kinesiske forretningsmand Jiang Lizhang, der trådte ind på scenen med store armbevægelser og luftige ambitioner.

Men i stedet blev den jævne overlevelseskamp under Pozzo erstattet af en spektakulær fiasko.

Elendigheden og rådvildheden blev udstillet, da englænderen Tony Adams i slutningen af sæsonen blev indsat som træner – uden at have nogen forudsætninger for at være det.

Adams tabte alle sine syv kampe som cheftræner. Granada sluttede sidst, og da klubben i 2017 sagde farvel til den bedste række, var det svært at se nogen som helst grund til optimisme.

Men nedrykningen viste sig at blive et vendepunkt. Luftkasteller blev erstattet af snusfornuft, og de mange udlændinge blev byttet ud med en række spanske spillere, der vidste, hvad det krævede at begå sig i Segunda División. I 2018 blev den unge Diego Martínez ansat som ny cheftræner, og et år senere førte han Granada tilbage i LaLiga som en forvandlet klub i forhold til den, der var rykket ned.

Under Diego Martínez var holdet blevet et solidt kollektiv. Uden iøjnefaldende profiler, men med et langt stærkere bånd til tilhængerne end i Pozzo-tiden. Og i begyndelsen af comeback-sæsonen var Granada sidste efterår den store sensation i spansk fodbold og lå efter de første 10 runder på førstepladsen i LaLiga.

Euro-Granada

Så godt kunne det naturligvis ikke fortsætte, men resten af sæsonen fortalte meget om den bund, der var kommet i Granada. I stedet for at stille sig tilfreds med, at den gode sæsonstart tidligt gav nogenlunde sikkerhed for overlevelse, satte klubben først et angreb ind i Copa del Rey, hvor holdet nåede helt frem til semifinalen mod Athletic Bilbao. Byen stod på den anden ende – og Granada var bare ti minutter fra den første pokalfinale i klubbens historie.

Efter de præstationer havde det været til at forstå, hvis Granada havde haft svært ved at finde ny motivation, da LaLiga genstartede i juni efter coronapausen. Da lå holdet solidt placeret midt i tabellen, men i stedet for at slutte sæsonen stilfærdigt af gik Granada målrettet efter det spinkle håb om at nå en billet til Europa League. På en dramatisk sidste spilledag lykkedes det – Granada blev nummer syv foran langt større klubber som Athletic og Valencia og sikrede dermed den sidste billet til Europa League.

Og i den nye sæson er det blevet endnu bedre: I 11 kampe i ligaen og Europa League er det blevet til otte sejre og blot et enkelt nederlag. I Europa styrede Granada sikkert gennem tre kvalifikationsrunder og står nu med fire point efter de to første Europa League-gruppekampe. Og i LaLiga er holdet på en delt andenplads, bare et point efter topholdet Real Sociedad, der endda har spillet en kamp mere.

Granada-spillerne jubler over et mål i kampen mod Cadiz den 4. oktober.

Granada er ikke noget besnærende fodboldhold at se på, men alle spillere kender deres opgaver, og klubben har op til den nye sæson bygget fornuftigt på. Man har holdt fast i træneren og nøglespillerne, købt kløgtigt ind og mest af alt bevaret den solide identitet, der har skabt holdets succes.

I 00’erne var Granada en klub uden penge.

I den første halvdel af 10’erne var det en klub uden sjæl.

Og i den anden halvdel af 10’erne var klubben til grin.

Nu står der respekt om Granada, og hvor granadinos på barerne i 2007 hellere ville tale om Real Madrid og Barcelona end om byens eget hold, så er Granada nu blevet et seriøst foretagende.

Det har de grund til at nyde. For få steder ved de bedre end i Granada, at det hurtigt kan gå galt.