Fodbold

Real-stjerne afsløret på kamera – træneren taler episoden ned

Alt er godt mellem holdkammeraterne Karim Benzema og Vinicius Junior igen efter en episode i klubbens Champions League-opgør tidligere på ugen. Susana Vera / Ritzau Scanpix

Luften er renset mellem Benzema og Vinicius, efter franskmanden opfordrede en holdkammerat til ikke at spille bolden til det brasilianske talent.

Visse gange er det bedste ved en konflikt, at der ofte ligger en forsoning og venter.

Sidstnævnte er en realitet mellem Real Madrids to offensive profiler Vinicius Junior og Karim Benzema.

Det sker i kølvandet af en meget pudsig situation, der udspillede sig i spillertunnellen på Mönchengladbachs stadion i tirsdagens Champions League-opgør.

Her blev Benzema taget på fersk gerning af et kamera, der afslørede, at franskmanden bad sin landsmand Fernand Mendy ikke at spille bolden til Vinicius.

- Han gør, hvad han vil. Spil den ikke til ham, bror. Han spiller imod os, sagde Benzema ifølge videosekvensen fra Telefoot, som Get French Football News har delt på det sociale medie Twitter.

Kameraets optagelser blev efterfølgende lækket til offentlig skue, og handlingerne af Real Madrids nummer 9 har siden skabt røre i den spanske presse, der har sat spørgsmålstegn ved Benzemas opførsel.

Klubbens manager, Zinedine Zidane, forsikrer dog, at luften nu er renset mellem de to spillere. Det fortæller han til spanske Marca.

- Det vigtigste er, at de har løst situationen internt med hinanden. Der bliver sagt mange ting i løbet af en kamp, og de bliver på banen, siger Zidane og tilføjer:

- Det er godt, når sådan nogle ting sker, fordi det betyder, at vi er i live. De har talt sammen, mere er der ikke i det, konkluderer manageren.

Marca rapporterer videre, at Benzema henvendte sig til Vinicius under Los Blancos' træningssession torsdag.

Afleverede ikke bolden en eneste gang

Efter kampen har tal statistikvirksomheden OptaJose vist, at Benzema ikke spillede bolden til Vinicius én eneste gang i anden halvleg. Ifølge Marca sendte Mendy tre afleveringer afsted mod Vinicius i løbet af anden halvleg.

Real Madrid hev med nød og næppe et 2-2-resultat med hjem til den spanske hovedstad efter to sene scoringer. Først leveret af Benzema og efterfølgende af Casemiro i tre minutters overtid.

Med det uafgjorte resultat afværgede Real Madrid dermed deres værste start i et europæisk gruppespil.

Los Blancos har et point efter to kampe i Champions League gruppe B. Ukrainske Shakhtar topper overraskende puljen med fire point.