Fodbold

Glem tiki-taka - spansk fodbold anno 2020 er noget ganske andet

Sergio Ramos har, sammen med resten af det spanske landshold, været med til at præge den boldbesiddende spillestil kaldet "tiki-taka". Daniel Mihailescu / Scanpix Denmark

I en årrække gav teknisk pasningsfodbold den ene titel efter den anden til spanske klub- og landshold. Men noget har forandret sig.

Det hele startede i Aarhus.

Der var spillet 39 minutter af den vigtige EM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Spanien i oktober 2007. Gæsterne førte 1-0, og da var det, at de spanske spillere begyndte at spille bolden rundt i det, der føltes som en evighed.

I løbet af 75 sekunder rørte ni forskellige spanske spillere bolden, uden at danskerne fik fat i den. I alt var der 65 berøringer af de spanske spillere. 28 af dem var afleveringer - de fleste med midtbanedirigenten Xavi som afsender.

Længe skete der egentlig ikke det store; bolden blev spillet fra den ene side til den anden. Lidt frem og lidt tilbage uden at det danske mål forekom truet. Men pludselig blev der sat et temposkift ind, og den fremstormende højreback Sergio Ramos blev spillet fri og tjattede bolden hen over Thomas Sørensen.

Spanien endte med at vinde 3-1 og tage et stort skridt mod EM-slutrunden. Men det var Ramos’ 2-0-mål, der stod tilbage som noget betydningsfuldt.

"La España del cerebro acaba con la España de la furia", skrev sportsavisen Marca dagen efter på sin forside.

"Hjernens Spanien gør en ende på raseriets Spanien". En henvisning til landsholdets historiske kælenavn som ”La furia roja”, ”det røde raseri” eller ”den røde furie”.

Sjældent har en forside udformet i nuet under et deadlinepres været så præcis.

For det var virkelig et mål, der kom til at indvarsle en ny epoke for spansk fodbold. Målet i Aarhus har i dag et mytisk præg. Det er med tiden kommet til at stå som et stærkere og stærkere symbol, fordi det, der fulgte, var så ekstraordinært.

På målets tiårsdag havde Marca i 2017 fat i en række af spillerne fra kampen i Aarhus.

Dansk skuffelse og spansk jubel efter kampen.

- Det opspil markerede et før og et efter, sagde Raúl Tamudo.

- Efter Aarhus og med det mål som symbol blev alle overbevist om, at vejen frem var kombinationsfodbold, sagde Xavi.

Eller som Marca selv skrev som overskrift: Dér blev Spaniens tiki-taka født.

En stil dannede skole

Året efter sejren i Aarhus vandt Spaniens notorisk underpræsterende landshold EM i Schweiz og Østrig gennem et spil præget af korte afleveringer mellem spillerne.

I gennemsnit havde Spanien 450 afleveringer i hver kamp i den slutrunde. Det blev set som en revolution i en tid, hvor de fysisk stærke Premier League-hold dominerede europæisk fodbold.

Samme sommer blev Pep Guardiola ny træner i Barcelona, og resten er historie.

Guardiola blev ledestjerne for en særlig opfattelse af spillet, hvor tekniske færdigheder, spilintelligens og angrebsfodbold blev foretrukket frem for kraft, fysik og defensiv påpasselighed.

I det meste af landet dannede tankerne skole, og de spanske akademier udklækkede den ene fine tekniker efter den anden.

I LaLiga forsøgte selv mindre hold at spille sig til succes i stedet for at kæmpe sig til point i bunden gennem fight og forsvar. Det bedste eksempel var Paco Jémez’ ultraoffensive Rayo-hold, der altid gik på banen for at angribe.

Det gav store nederlag undervejs. Men i sidste ende kunne det betale sig at angribe; Rayo vandt nok kampe til at overleve i flere sæsoner, selvom midlerne ikke var til det.

Internationalt gav stilen forbløffende resultater. I sin fortolkning af spillet lod spanierne til at have fundet de vises sten, som gav dem et forspring i forhold til konkurrenterne. Den spanske dominans på både klub- og landsholdsplan siden 2008 var uden sidestykke i fodboldhistorien.

Men spørgsmålet er, om tiki-taka nu skal arkiveres som et afsluttet kapitel.

For i nutidens LaLiga ser vi en helt anden form for fodbold vinde frem.

Simeone-effekten

Det er velkendt, at ledestjernen Barcelona har mistet meget af den spillemæssige identitet, der gjorde klubben verdensførende for ti år siden og inspirerede resten af landet.

Men også længere nede i LaLiga har tendensen i de senere sæsoner været, at færre og færre hold har holdt fast i elementerne fra tiki-taka.

Efterhånden synes det at være en myte uden hold i virkeligheden, at LaLiga skulle være hjemsted for den mest forfinede, tekniske og offensive fodbold i Europa.

I dag er LaLiga snarere præget af, at en lang række hold tager udgangspunkt i en stærk og stringent defensiv organisation og en god fysik, hvor man ikke har nogen som helst intentioner om at skulle dominere kampene.

Ofte er det organiseret i en traditionel 4-4-2-formation med to hårdtarbejdende kæder foran eget mål og direkte afleveringer frem mod angriberne.

En del af årsagen til skiftet er givetvis kulturelt betinget. I øjeblikket er der mange nordspanske hold i LaLiga, og i en region som Baskerlandet har de traditionelt hentet langt mere inspiration fra De Britiske Øer end andre steder i Spanien.

At hold som Athletic og Osasuna er præget af fysik, kampkraft og lange bolde er derfor ingen nyhed, og også Alavés, Eibar og Valladolid er formet af de samme principper.

Men tendensen går dybere. I denne sæson ser vi et par højtflyvende klubber i Andalusien skabe store resultater med et spil, der får mange æstetikere til at rynke på næsten. Granadas succes er imponerende, men nogen fodboldmæssig åbenbaring er holdet bestemt ikke.

Og oprykkerne fra Cádiz, med den nybagte danske landsholdsspiller Jens Jønsson som nøglespiller, har indtaget en øjeblikkelig femteplads ved at være det hold i hele LaLiga, der har bolden mindst og afleverer den færrest gange til en medspiller.

Historisk er Cádiz ellers kendt som et festligt hold fra en livsglad by – med firserbohemen Mágico González som symbolks skikkelse. Men i dag er Cádiz et anderledes usentimentalt fodboldhold. Træner Álvaro Cervera lægger ikke skjul på, at hans primære fokus ligger på defensiven.

Jens Jønsson og Cádiz spillede en stor kamp mod Barcelona.

Så hvad er der sket? Noget kunne indikere en vis inspiration af Diego Simeones succesrige Atlético Madrid, der op gennem 10’erne placerede sig som den tydelige modpol til tiki-taka.

Det kommer stærkest til udtryk gennem lille Getafe, der i de sidste tre sæsoner under José Bordalás på forbløffende vis har placeret sig i Top 8 i LaLiga med en spillestil, der er en forsimplet og forrået – og mange steder forhadt – udgave af Atléticos spil.

Målfattig liga

Vindernes ord vejer som regel tungest, og lige nu er det, som om der er opstået en erkendelse af, at det er mere rentabelt at dyrke den stærke defensiv end at hylde den kompromisløse angrebsfodbold.

Når jeg kigger ned på holdene i LaLiga, vil jeg påstå, at over halvdelen af dem ikke har nogen ambition om at dominere kampene med bolden.

Selvfølgelig er der nuanceforskelle mellem holdene – og det aktuelle førerhold Real Sociedad er en undtagelse fra tendensen som et hold, der har skabt sin succes gennem sine tekniske færdigheder.

Men andre klubber, der forsøger at kombinere og dominere sig til sejre, har det svært. Det gælder Celta, der er faret vild i sin egen identitet, og det gælder Levante, der lige nu ligger under nedrykningsstregen.

Ser man på noget så konkret som scorede mål, står det klart, at LaLiga i langt højere grad end tidligere er blevet en forsvarsliga. I den nye sæson er det gennemsnitlige antal mål pr. kamp helt nede på 2,30, hvilket er det laveste i 30 år.

Til sammenligning ligger den italienske Serie A på det rekordhøje 3,73. Der er ganske vist kun spillet få runder i den nye sæson, men de få mål bygger videre på en tendens over de senere år, hvor LaLiga, i modsætning til de øvrige topligaer, har oplevet et faldende antal mål

Mål pr. kamp i 2020/21

  • Serie A: 3,72
  • Premier League: 3,25
  • Bundesliga: 3,07
  • Ligue 1: 2,74
  • LaLiga: 2,30

En anden vej

Da Getafe og Granada, to af de aktuelle succeshistorier, i forrige weekend mødtes, blev det et grimt opgør med hele 42 frispark, hvor ingen af holdene var interesserede i at have initiativet.

Granada gik fra banen med en 1-0-sejr efter en kamp, hvor andalusierne blot havde haft 88 afleveringer.

Den slags kampe ser vi oftere og oftere. Det land, der med Sergio Ramos’ mål i Aarhus som afsæt, satte så tydelig en retning for fodbolden, er i dag noget andet.

Tiki-taka er blevet noget for puritanere og nostalgikere – og Quique Setiéns mislykkede ansættelse i Barcelona har ikke ligefrem forstærket lysten til at genbesøge fortiden.

En del af årsagen er nok netop det – at tiki-taka som stil er forankret i en periode, og at spanierne har forsømt af forny og videreudvikle den. Hvor især Tyskland har implementeret elementer fra Spanien og blandet det op med et mere dynamisk og intenst presspil, blev Spaniens egen version hængende i fortiden.

Ved VM i 2018 havde holdet rekordhøje 1114 afleveringer i de 120 minutter i ottendedelsfinalen mod Rusland, men VM-værterne havde ikke de store problemer med at dæmme op for det ufarlige kombinationsspil, og tilskuere og tv-seere kedede sig over det, de så.

På samme måde er de dygtige forsvarshold i LaLiga blevet i stand til at dæmme op for de bedste angrebshold. For deres angrebsspil er ikke så forfinet som for år tilbage.

Men ude i Europa er det anderledes. Atlético kan eliminere alle hold i LaLiga, men i Champions League er forsvarsmestrene i de senere sæsoner flere gange blevet overløbet af moderne angrebsmaskiner som Dortmund, Juventus, Liverpool og Bayern München, der er kommet med et raffineret og hæsblæsende angrebsspil, som Atlético aldrig møder i LaLiga.

Liverpool har under Klopp fundet frem til en spillestil, som har givet dem meget succes de senere år.

Når Barcelona og Real Madrid i disse år udkæmper deres klassiske opgør, er der noget lidt gammeldags over deres spil, når man sammenligner med det, deres største konkurrenter i Europa står for.

Det er ikke sådan, at Spanien er blevet et fodboldland af knoldesparkere. Dertil er den grundlæggende talentudvikling stadig for stærk. Det kom senest til udtryk, da U21-landsholdet vandt EM i 2019.

Men i selve opfattelsen af spillet er der noget bagudskuende over tilstanden.

Fodbolden har ændret sig, siden Sergio Ramos afsluttede evighedens opspil i Aarhus i 2007 og gjorde tiki-taka til Spaniens varemærke.

Nu er spansk fodbold i stedet præget af en modkultur til tiki-taka.

Spørgsmålet er, om det virkelig er vejen frem.