Coronavirus

Landskampe i fare for flere danskere - Hjulmand udtager ni nye spillere

Grundet nye coronarestriktioner er der tvivl om, hvorvidt de danske landsholdsspillere i England må rejse til Danmark i den kommende uge.

Udbruddet af coronavirus blandt mink i Nordjylland har medført, at de engelske myndigheder har strammet reglerne for Danmark.

Nærmere bestemt bliver ikke-engelske statsborgere nægtet adgang til landet, mens personer, der er bosat i England, skal i 14 dages selvisolation, hvis de vender tilbage til England fra Danmark.

Det kan blive et stort problem for det danske fodboldlandshold, der i den kommende uge skal samles forud for venskabskampen mod Sverige (11. november) samt Nations League-kampene mod Island og Belgien (15. og 18. november).

I en pressemeddelelse bekræfter Dansk Boldspil-Union (DBU), at det ikke har været muligt at få klar besked om, hvorvidt landshold er undtaget af reglerne.

- Vi oplever de engelske myndigheders beslutning som for voldsom og vidtgående, da hele setuppet omkring landsholdet netop minimerer en eventuel risiko. Vi arbejder kraftigt for og håber på, at situationen bliver løst så hurtigt som muligt, så vi kan stille med vores stærkeste landshold i de resterende kampe, siger DBU-direktør Jakob Jensen.

De syv spillere fra Premier League og Championship er Kasper Schmeichel (Leicester), Jonas Lössl (Everton), Jannik Vestergaard (Southampton), Andreas Christensen (Chelsea), Pierre-Emile Højbjerg (Tottenham), Henrik Dalsgaard og Mathias Jensen (Brentford)

Landstræner Kasper Hjulmand har derfor set sig nødsaget til at hente nye spillere ind i landsholdstruppen - i første omgang kun til kampen mod Sverige, understreger DBU.

Nye spillere i truppen

  • Jesper Hansen (FC Midtjylland)
  • Oliver Christensen (OB)
  • Alexander Scholtz (FC Midtjylland)
  • Anders Dreyer (FC Midtjylland)
  • Jens Stryger (Udinese)
  • Lukas Lerager (Genoa)
  • Rasmus Falk (FC København)
  • Victor Nelsson (FC København)
  • Lucas Andersen (AaB)

- Vi stiller altid med vores stærkest mulige landshold. Hvis ikke situationen bliver løst, glæder vi os til at se andre, gode spillere i aktion i testskampen mod Sverige på onsdag, som vi lige meget hvad der sker glæder os til at spille og forsøge at vinde. Det er altafgørende, at vi kan stille med vores absolut stærkeste landshold i de afgørende Nations League-kampe mod Island og Belgien, siger Kasper Hjulmand.

Ekstra Bladet skrev tidligere søndag, at spillerne af deres klubber bliver nægtet at rejse til Danmark, hvor kampene mod Sverige og Island spilles. Ifølge det engelske medie football.london har Tottenham nægtet Pierre-Emile Højbjerg at spille kampene.

Sten Christensen, der er far til Andreas Christensen, fortæller til TV 2 SPORT, at hans søn lige nu afventer en melding fra sin klub, Chelsea.

TV 2 SPORT har kendskab til én engelsk klub, der nægter at lade en spiller rejse til Danmark.​

UEFA er på klubbernes side

Ifølge Jim Stjerne Hansen, der er medlem af UEFAs Disciplinærinstans, er UEFA og FIFA på klubbernes side i forhold til, om de skal frigive spillere, der skal i karantæne i forhold til de nuværende regler.

- Jeg tror, man vil have forståelse for det i UEFA, for det her er jo nogle nationale bestemmelser, som griber ind over fodbolden, siger han til TV 2 SPORT.

- Indirekte ville klubberne jo skulle frigive spillerne i 3-4 uger, fordi spillerne skal i karantæne. Derfor tror jeg, der vil være forståelse både i UEFA og i FIFA, som jo administrerer reglerne om frigivelse af spillere til landshold. Klubberne ville komme til at afgive spillerne i langt større perioder end det forudbestemte i den internationale kampkalender.

Intet problem med Belgien-kamp

Kampen den 18. november mod Belgien er derimod intet problem, fordi spillerne i England vil kunne rejse direkte til Belgien, hvor restriktionerne ikke gælder.

De engelske myndigheders nye regler trådte i kraft den 7. november, og her hedder det, at der ingen undtagelser er for personer, der kommer til England fra Danmark i forhold til de to ugers isolation.

BBC stiller samtidig spørgsmåltegn ved Englands Nations League-kamp mod Island, som spilles efter kampen mellem Danmark og Island. Hvis islændingene tager til Danmark, vil de ikke kunne tage ophold i England uden først at udstå 14 dages isolation.

Det britiske medie skriver, at det ikke er en mulighed at finde en ny dato for kampene.