Fodbold

Formel 1 præsenterer rekordlang 2021-sæson - ekspert er kritisk

Formel 1 forventer at afvikle hele 2021-sæsonen efter planen, så længe coronapandemien ikke forværres betragteligt.

Holdene får nok at se til i Formel 1 i den kommende sæson.

23 gange skal de tyve kørere presse sig selv til grænsen på racerbaner rundt i verden, og det er flere gange end nogensinde på en enkelt sæson - og flere end TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther bryder sig om.

- Jeg synes, det er en skæv vej at gå. Man burde køre færre løb, men så til gengæld på de rigtige baner for at beholde Formel 1’s DNA, siger Jens Winther.

- Jeg vil hellere se 18 løb, der er virkelig gode, end at se 23 bare fordi de kan.

Med 'rigtige baner' mener motorsportseksperten traditionelle baner, der - selvom de måske ikke står lige så skarpt som topmoderne raceranlæg - skaber mest interesse fra både kørere og fans.

- En rigtig bane er ikke en kedelig autoværnskorridor bygget til formålet. Magien er opstået på baner som Silverstone (England), Spa (Belgien), Monza (Italien) og den i Monaco. Man burde holde Formel 1 på baner, som har noget historisk og ikonisk over sig, siger Jens Winther.

I år skulle serien - før coronapandemien - bestå af 22 løb, hvilket også havde været rekord. I 2019 var der 21 løb. Formel 1 oplyser, at man forventer at kunne gennemføre hele sæsonen som planlagt, med mindre pandemien forværres voldsomt på verdensplan.

- Vi forventer, at tilskuerne kan vende tilbage i 2021-sæsonen, som kommer til at ligne den originale plan for 2020, fremgår det på Formel 1's officielle hjemmeside.

Debut-bane bliver skrottet

Mest bemærkelsesværdigt er det, udover antallet af løb, at Vietnams grandprix ikke er med på listen i 2021.

Vietnam skulle have debuteret som Formel 1-vært i 2020, men løbet blev aflyst på grund af coronavirus. Derfor blev debuten rykket til 25. april 2021, men nu er vietnameserne helt droppet fra kalenderen. Ifølge engelske BBC sker det på grund af korruptionsanklager mod en af de nationale hovedarrangører af løbet.

Formel 1 har stadig ikke offentliggjort en erstatning, men i kalenderen fremgår det, at man fortsat planlægger at afvikle et løb i den pågældende weekend.

Derudover skulle Brasiliens grandprix være kørt på en ny bane i Rio i stedet for Sao Paulo, men problemer med bygetilladelsen betyder, at man fortsætter på Interlagos i Sao Paulo, som har været på kalenderen siden 1990.

Løbskalenderen 2021:

  • 21 marts: Australien
  • 28. marts: Bahrain
  • 11. april: Kina
  • 25. april: Offentliggøres senere
  • 9. maj: Spanien
  • 23. maj: Monaco
  • 6. juni: Azerbaijan
  • 13. juni: Canada
  • 27. juni: Frankrig
  • 4. juli: Østrig
  • 18. juli: England
  • 1. august: Ungarn
  • 29. august: Belgien
  • 5. september: Holland
  • 12. september: Italien
  • 26 september: Rusland
  • 3. oktober: Singapore
  • 10. oktober: Japan
  • 24. oktober: USA
  • 31. oktober: Mexico
  • 14. november: Brasilien
  • 28. november Saudi Arabien
  • 5. december: Abu Dhabi

Det er endnu uvist, om Kevin Magnussen kommer i aktion i Formel 1 i 2021. Danskeren er fortsat uden et sæde, og mulighederne for at tilkæmpe sig en af serien tyve pladser bliver mindre og mindre.

Der resterer fire løb i denne sæson. I den kommende weekend går det løs i Tyrkiet.