Fodbold

Lerbys to store kampe på få timer endte i Guinness Rekordbog

Søren Lerby (tv) i kamp mod Irland om eftermiddagen. Om aftenen spillede han pokalkamp for Bayern München. Bent K Rasmussen / Scanpix Danmark

TV 2 SPORTs fodboldkommentator mindes tilbage til dengang, Søren Lerby spillede to kampe på én dag.

- Søren, du må da være træt?

- Det er jeg kraftedme også, Flemming.

Ordveksling i München en novemberdag for længe siden. Vi skal helt nøjagtig 35 år tilbage. Dagen efter en dansk verdensrekord. Søren Lerby spillede to vigtige fodboldkampe på højt niveau i to forskellige lande på samme dag. Med fem timers mellemrum.

Kompromis mellem Piontek og Hoeneß

Første afsnit var en onsdag i den irske hovedstad Dublin og det nok så kendte Landsdowne Road. Danmark var så godt som sikker på VM-deltagelse i Mexico 1986, men denne sidste kamp i '85 kunne sætte de tykke streger under det med en sejr og løfte seedningen ved den senere VM-lodtrækning.

Et dansk landshold, der fem måneder forinden havde spillet det, mange senere har kaldt “den bedste kamp nogensinde” med 4-2-sejr over Sovjetunionen i Idrætsparken i København. Og en måned før denne kamp i Irland havde holdet pulveriseret Norge i Oslo med 5-1.

Nu var det Irland i Dublin, hvor anfører Morten Olsen kunne sætte landskampsrekord med nummer 76, hvor Qvist, Busk, Ivan Nielsen, Olsen, Bertelsen, Laudrup, Elkjær, Arnesen, Berggreen, Mølby og Brylle kunne tilføje et punktum for et mægtigt år.

Hoeneß halsede efter, men han kunne sgu ikke følge med

Søren Lerby

Søren Lerbys tyske klub, Bayern München, skulle samme aften spille en vigtig pokalkamp ude mod Vfl Bochum, og der var tovtrækkeri mellem manager Uli Hoeneß og den danske landstræner, Sepp Piontek. Begge insisterede på at bruge Lerby.

Hoeneß vidste, at Danmark havde lovhjemmel til at hente Lerby til Irland, men parterne blev enige om et kompromis. Den 27-årige dansker skulle spille begge kampe. Og det gjorde han.

Piontek holdt ham på banen

Kampen i Dublin var en eftermiddagsaffære, og Søren Lerby var med fra start. Tanken var så, at han skulle ud i pausen, men 1-1 efter 45 minutter fik Piontek til at kræve ham med også i 2. halvleg.

Lerby skævede fra starten af 2. halvleg ud mod bænken, men landstræneren lod ham fortsætte. Også efter at Michael Laudrup havde bragt Danmark foran 2-1. I sin sædvanlige fightende stil fortsatte Lerby, men han havde mere og mere kampen i Bochum i tankerne.

Efter en lille time spillede Lerby et-to med John Sivebæk, som tog en halv banelængde alene og lavede sit eneste landskampsmål. En overraskende Sivebæk, dansk jubel og en Lerby, der drog mod udgangen.

- Sepp ville sgu ikke slippe mig. Han var nervøs, og så måtte jeg jo tage sagen i egen hånd.

Trafikkaos i Tyskland

Danskerne vandt kampen 4-1, men slutfløjtet hørte Søren Lerby aldrig. De opstrakte arme efter den tredje scoring blev nu brugt til at løfte sportstasken efter et hurtigt bad. Uli Hoeneß ventede med en taxa, og de fór afsted mod lufthavnen, hvor et privatfly ventede.

Halvanden time senere landede de i en lufthavn nær Bochum, ind i en ny taxa og afsted mod Ruhrstadion. På vej mod en ny kamp. Men ak. 40.000 tilskuere skulle til denne store pokalkamp, og dermed opstod en trafikprop, der nægtede taxaen at køre videre og fik Lerby og Hoeneß ud før tid.

- Jeg løb et par kilometer. Dels for at nå frem, men også for at holde mig klar til kampen. Hoeneß halsede efter, men han kunne sgu ikke følge med.

Søren Lerby i München med holdkammeraten Jean-Marie Pfaff.

Søren Lerby nåede frem, men for sent til startopstillingen og forberedelserne. Han kom ind fra anden halvlegs start i stedet for Roland Wohlfahrt, da træner Udo Lattek mente, at Bayern-holdet savnede Lerby og hans fight. De førte 1-0.

Kampen endte 1-1 og gav Bayern en ny kamp hjemme på det olympiske stadion en måned senere. Her vandt de 2-0 på mål af Wohlfart og Lerby.

"Godt nok en travl dag"

Mit efterskrift fra Dublin havde ikke de store roser til Lerby, der virkede, som om hans tanker var et andet sted end i Dublin. Han var absolut ikke dårlig, men heller ikke så toneangivende og betydningsfuld som ellers.

Jeg drog til München dagen efter for at møde den ukuelige dansker, som lagde stængerne op på bordet foran os, pustede ud og fortalte om den hektiske onsdag.

- Jeg husker ikke så meget fra flyveturen, fik vist en laksemad og så ellers noget hvile. Men det var godt nok en travl dag. Men den skulle jo overstås godt for begge hold. Jeg synes sgu, det gik meget godt.

Han havde det med at sige tingene lige ud. Det var Søren Lerby, der i sin tid sagde, at “fodbold er ikke for de stumme” som en kommentar til sine verbale udfald. Og det var Lerby, der i Mexico 1986, da de danske spillere klagede over træthed, sagde: “Det er sgu da ikke nu, der er plads til træthed. Det er først, når VM er forbi”.

Og det var Lerby, som forklarede i et interview med Euroman:

- Min mor havde dårligt syn, så jeg spillede altid uden benskinner og med nedrullede strømper, så hun kunne genkende mig i fjernsynet.

Nedrullede strømper, men oprullede ærmer - det var Søren Lerby i hans velmagtsdage. Og dagen efter de kampe, der gav ham plads i Guinness Rekordbog, faldt ordene i et lokale på Säbener Strasse i München:

- Søren, du må da være træt?

- Det er jeg kraftedme også, Flemming.

I dag for 35 år siden.