Fodbold

Belgiens største stjerne endegyldigt dømt ude af brag mod Danmark

Real Madrid-spilleren Eden Hazard er endegyldigt dømt ude af gruppefinalen i Nations League.

Belgiens landstræner Roberto Martínez har holdt døren åben i to uger, og så sent som mandag havde han endnu ikke opgivet håbet.

Det har han nu.

Real Madrid-stjernen Eden Hazard er ikke kommet sig efter at være blevet smittet med coronavirus.

- Vi har været uheldige. Vi manglede måske bare et par dage. Eden så frem til at komme til landsholdslejren og spille. Desværre har han været uheldig, sagde Martínez på tirsdagens pressemøde.

Dermed slipper Danmark for Belgiens anfører i onsdagens landskamp, hvor en dansk sejr sikrer førstepladsen i gruppe 2.

Dortmund-duo i karantæne

Eden Hazard er ikke den eneste spiller, danskerne slipper for.

Efter gule kort i 2-0-sejren over England er Dortmund-duoen Axel Witsel og Thomas Meunier i karantæne.

- Jeg ved, hvordan jeg erstatter dem, men den sidste træning er vigtig for at få ens tanker bekræftet, siger Martínez.

Danmark kan omvendt stille noget nær stærkeste opstilling. Målmand Kasper Schmeichel meldte sig tirsdag klar til kampen, efter han var involveret i et hårdt sammenstød i kampen mod Island søndag.

Kasper Dolberg og Jens Stryger Larsen er dog blevet sendt hjem fra landsholdslejren med skavanker.

Tør ikke spille på uafgjort

Alligevel er Belgien favorit i opgøret som nummer et på FIFA's ranglisten og med flere store navne i truppen.

Selvom uafgjort er nok for belgierne, kommer Roberto Martínez ikke til at spille på uafgjort.

- Vi går ud til kampen med indstillingen om at vinde den. Vi er ikke vant til at gå ud til en kamp for at spille uafgjort, og jeg er heller ikke sikker på, at vi ville kunne finde ud af at spille efter at få uafgjort, siger Martinez.

- Vi har set Danmark tage til Wembley og vinde, og de har været meget stabile. Danmark fandt også en måde at vinde på over Island på kampens sidste spark. Så det bliver en vanskelig kamp for os.

Kampens spilles onsdag klokken 20.45.