Fodbold

Dansk sejr på Wembley aftvinger stor respekt hos verdens bedste landshold

Det danske fodboldlandshold får meget ros af Belgien, der fremhæver danskernes sejr mod England på Wembley.

Den engelske journalist Richard Graves fra den store britiske tv-kanal Sky Sports var nysgerrig på Danmark.

Blandt hovedsageligt belgiske og danske journalister stak englænderen derfor ud på det digitale Zoom-pressemøde, hvor Graves gerne ville vide, hvilke bekymringer Danmark gav Belgiens landstræner Roberto Martínez forud for deres kamp onsdag aften. England formåede selv ikke at score i begge opgør mod danskerne i Nations League, og den stolte fodboldnation tabte endda 0-1 på hjemmebane 14. oktober.

- Danmark har en rigtig god generation. Jeg mener, at holdet har en rigtig god balance, var den umiddelbare reaktion fra Roberto Martínez, der trods 2-0-sejren over Danmark i Kasper Hjulmands landstrænerdebut i begyndelsen af september så et stærkt dansk landshold:

- Den seneste kamp mod dem var en rigtig god kamp, hvor de var meget konkurrencedygtige.

Derefter gik Belgiens landstræner på eget initiativ i gang med at fremhæve danske landsholdsspillere. Og det ene navn tog hurtigt det andet i opremsningen af Danmarks profiler.

- De har meget talent oppe foran med angribere som Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite og nummer 10 i playmakerrollen Christian Eriksen. Så er der Pierre-Emile Højbjerg, Simon Kjær nede bagved, de har Kasper Schmeichel på mål. Jeg mener, at de har en rigtig stærk gruppe af spillere, der har været i international fodbold længe. Du kan ikke undervurdere deres kendskab til hinanden og den måde, som de spiller på, siger Roberto Martínez.

Belgien kan se en dansk sejr for sig i Belgien

Belgiens landsholdsmålmand Thibaut Courtois, der til dagligt vogter målet for det spanske mesterhold Real Madrid, blev på pressemødet spurgt direkte til Christian Eriksen, der også er et fokusområde hos belgierne.

- Vi ved, at vi ikke må give ham (Christian Eriksen, red.) for meget tid på bolden, fordi han har kvaliteten til at spille bolden derhen, hvor han ønsker det. Han er en dygtig pasningsspiller og har også et godt spark, så vi ved, at vi skal være opmærksomme på ham og også de andre spillere, siger Thibaut Courtois.

Trods det faktum, at Belgien er rangeret som verdens bedste landshold på verdensranglisten og er ubesejret i 24 hjemmekampe på stribe, så kan Belgien alligevel godt se en dansk sejr for sig i Belgien, hvis ikke de danske styrker bliver tæmmet.

- Vi skal også møde Danmark til EM, så vi ved, at det er en svær modstander, og at de har et godt hold. De viste, at de kunne vinde på Wembley, og England er også et tophold, så hvis de kan vinde dér, så kan de også komme her i morgen og vinde på vores hjemmebane.

- Vi skal være forberedte. Vi har allerede haft et møde med holdet om Danmark. Vi kender deres styrker og ved også, hvor vi kan gøre ondt på dem. Vi er klar til at spille en god kamp i morgen og forhåbentlig kvalificere os til Final4, siger Thibaut Courtois.

Roberto Martínez fremhæver også Danmarks præstation mod England på udebane, hvilket aftvinger respekt og ifølge ham viser, at danskerne er i stand til at udfordre alle.

- Den nye træner (Kasper Hjulmand, red.) er kommet ind med nye idéer, de gjorde det rigtig godt mod England på Wembley, og det er et hold, der er klar til at tage alle steder hen og præstere, så vi kender udmærket vores modstander og er også opmærksomme på, at det er vores sidste kamp i 2020, den sidste kamp i denne Nations League-turnering, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at slutte af på en god måde, siger Belgiens landstræner.

Danmark møder Belgien onsdag aften kl. 20.45 på udebane i Leuven. Du kan følge opgøret direkte i vores liveopdatering på sport.tv2.dk.