Eriksen er én scoring fra Laudrup – men de er ikke på højde, mener Flemming Toft
Danmarks landsholdstrups mest scorende spiller, Christian Eriksen, er tæt på at kunne tangere to af landets største fodboldkoryfæer gennem tiderne.
Michael Laudrup og Preben Elkjær.
To af Danmarks bedste fodboldspillere, der begge scorede mange mål på det danske landshold. Nu bliver deres positioner for alvor truet på listen over de mest scorende danske landsholdsspillere nogensinde.
Truslen kommer fra en af de aktive målmagere, Christian Eriksen, der søndag aften mod Island fik nettet til at blafre to gange efter to fuldtræffere fra ellevemeterpletten. Landsholdsmål nummer 35 og 36.
Christian Eriksens næste mål i rødt og hvidt vil bringe ham op på en delt sjetteplads over de mest scorende danske landsholdsspillere nogensinde. Side om side med Michael Laudrup.
- Det er ganske imponerende. Vi har jo altid sat Michael Laudrup i sådan et specielt lys som den største danske fodboldspiller gennem tiderne. Det tror jeg, at de fleste er enige om. Og nu kommer Christian Eriksen pludselig – målmæssigt i hvert fald – på højde med Michael Laudrup, så det er helt klart en kæmpe præstation af ham, siger TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft, der mener, at Christian Eriksen skiller sig ud fra resten af landsholdsspillerne fra de seneste to årtier:
- I min verden er han dette årtusinds bedste danske fodboldspiller.
Stadig et stykke efter Laudrup
Der skal dog mere til for at blive alle tiders bedste danske landsholdsspiller, mener Flemming Toft.
- Michael Laudrup er foran, hvis man tæller præstationer og præmier, fordi han har vundet mesterskaber i en af de fem største ligaer, og så har han en Europa Cup for mesterhold (datidens Champions League, red.) oven i hatten. Christian Eriksen er et stykke efter, fordi han ikke har vundet noget af betydning, vurderer fodboldkommentatoren.
Michael Laudrup vandt i 90’erne fem spanske mesterskaber (fire af dem med FC Barcelona) og Europa Cup’en for mesterhold i 1992. Før succesen på FC Barcelonas ’Dream Team’ blev han italiensk mester med Juventus, og i slutningen af karrieren endte han også som hollandsk mester i Ajax.
Christian Eriksen har til sammenligning kun vundet sine titler i Holland for netop Ajax, hvor det blev til tre mesterskaber og en hollandsk pokaltriumf samt den hollandske Super Cup. Derudover tabte Christian Eriksen Champions League-finalen med Tottenham i 2019.
- Christian Eriksen mangler også en af de store kåringer, hvor han skal være med fremme og blive nomineret til en af de der helt store priser i verdens øje med, siger Flemming Toft.
Fodboldmæssige fællestræk
Mens meritternes uligevægt er synlig, er de fodboldmæssige fællestræk også til at få øje på for fodboldkommentatoren.
- Hvis man sammenligner dem ellers, så har de mange ligheder i deres kvaliteter. Det er lidt det samme i forhold til, at de kan se spillets udvikling, inden de modtager bolden. De er begge to hele tiden på forkant med deres og andres handlinger. Altså både modstandernes handlinger og medspillernes handlinger, og hvad de selv skal gøre. Og det er det, der gør dem til så unikke spillere begge to. De ligner hinanden utroligt meget, siger Flemming Toft.
Preben Elkjær er med 38 landskampsmål to scoringer foran Christian Eriksen. Og kigger man længere op ad listen er Christian Eriksen aktuelt 16 scoringer fra at tangere Jon Dahl Tomasson og Poul ”Tist” Nielsens 52 mål for landsholdet som alle tiders mest scorende danske landsholdsspillere. Den målrekord er bestemt inden for rækkevidde, vurderer Flemming Toft.
- Det er det, fordi Christian Eriksen kommer til at spille i mange år og vil spille fast på landsholdet i mange år endnu, siger Flemming Toft, der også tror på, at endnu en stor landsholdsrekord kan blive Eriksens.
Schmeichels landskampsrekord står for skud
Det er Peter Schmeichels rekord for flest landskampe. Den tidligere danske landsholdsmålmand nåede 129 optrædener i rødt og hvidt. 28-årige Christian Eriksen er aktuelt på 102 A-landskampe.
- Han kommer helt sikkert til at slå Peter Schmeichel, hvis ikke han bliver skadet. Og det er der ikke noget, der tyder på. Han er utrolig lidt skadet i forhold til, hvor mange kampe han er involveret i, siger Flemming Toft og drager igen en parallel til Michael Laudrup.
- Michael Laudrup var næsten heller aldrig skadet, i hvert fald ikke i en længere periode. Og det er også det, der gør dem unikke. De kan se udviklingen og holder sig væk, når der er noget på færde. De går heller ikke ind i de store nærkampe med 100 kilometer i timen, siger Flemming Toft.
Fodboldstatistiksiden WhoScored har kigget nærmere på, hvordan fordelingen af mål har set ud i Christian Eriksens 102 A-landskampe siden fynboens debut for Danmarks bedste mandskab 3. marts 2010 mod Østrig. Af de 36 landskampsmål er 24 af målene blevet scoret i 36 landskampe siden 2017.
Forklaringen hænger blandt andet sammen med trænerskiftet fra Morten Olsen til Åge Hareide, vurderer Flemming Toft.
- Han fik en utrolig spillemæssig frihed under Åge Hareide. Der handlede det om, hvordan man for alvor kunne sætte Christian Eriksen i centrum. Både i forhold til den placering og frie rolle, som han selv fik, og også på den måde, som de andre skulle agere rundt om ham.
- Så det var faktisk under Åge Hareide, at han fik sin vildeste landsholdsopblomstring, og det var, fordi Åge Hareide gjorde ham til det fuldstændige centrum på landsholdet. Alt skulle handle om Christian Eriksen, siger Flemming Toft.
Danmark møder Belgien onsdag aften kl. 20.45 på udebane i Leuven. Du kan følge opgøret direkte i vores liveopdatering på sport.tv2.dk.