Fodbold

Dansker fejrede svensk guld i isolation og med Faxe Kondi

Malmøs Jonas Knudsen og Anders Christiansen jubler efter det svenske mesterskab blev sikret 8. november 2020. Kort efter blev 'AC' isoleret. 50090 Johan Nilsson/tt / Ritzau Scanpix

Anders Christiansen fortæller, at han har det godt, efter at han blev testet positiv for coronavirus efter Malmös guldkamp. Festen holdt han alene.

Det blev ikke til nogen guldmiddag for Malmö FF-danskeren Anders Christiansen, da det sydsvenske hold blev mestre 8. november.

Danskeren blev nemlig testet positiv for coronavirus kort efter 4-0-sejren over Sirius, der sikrede mesterskabet.

’AC’ har nu givet sin første melding fra sygesengen, hvor han fortæller, at han har det godt og er ovenpå igen.

- Jeg fik ondt i maven i løbet af anden halvleg. Og de to efterfølgende dage frøs jeg i hele min krop. Siden onsdag har jeg haft energi igen – lidt for meget, siger min kæreste, men jeg har det godt igen, siger han til Fotbolskanalen.

- Normalt er det svært at sove efter en kamp. Jeg lå på mit værelse og var isoleret. Jeg fejrede det med Faxe Kondi i sengen og så Netflix eller HBO. Det var en usædvanlig fejring i forhold til de andre gyldne år, jeg har haft her.

Stemningen i omklædningsrummet

Klubben meddelte efter guldkampen 8. november, at Christiansen havde det fint inden kampen, men følte sig efter sejren og guldjublen utilpas. Han fik taget en coronatest, der altså viste sig at være positiv.

Og dette kunne tydeligt mærkes på jublen i omklædningsrummet.

- Den var mærkelig. Vi vidste, vores cheftræner havde coronavirus, men at den var lukket der. Men så fik jeg den som den første spiller. Det var heldigt, at vi vandt mesterskabet der i forhold til den forberedelse, vi skulle lave til næste kamp, siger midtbanespilleren.

Anders Christiansen vendte tilbage til træningsbanen tirsdag, men er stadig tvivlsom til Malmö FF’s kamp søndag, da han ikke har fået yderligere træning.

Malmös mesterskab blev en realitet med tre runder tilbage i Allsvenskan.

Det er 21. gang, at Malmö sætter sig på den svenske fodboldtrone. Det skete senest i 2017 under ledelse af den tidligere AaB-træner Magnus Pehrsson.