Fodbold

- Eriksen har fået rigeligt med chancer, siger hans træner

Christian Eriksen har fået rigeligt med chancer for at bevise sit værd, mener hans træner Antonio Conte.  Miguel Medina / Ritzau Scanpix

Christian Eriksen har haft muligheden for at bevise sit værd. Sådan lyder det fra Inters træner, Antonio Conte, om danskerens begrænsede spilletid.

Efter nogle gode præstationer på landsholdet for Christian Eriksen er han tilbage i Inter, hvor spilletiden er mere knap.

På pressemødet forud for holdets kamp mod Torino blev Inter-træner Antonio Conte endnu en gang forholdt situationen omkring Christian Eriksen og danskerens begrænsede spilletid.

- Jeg synes, at Christian har haft rigeligt med muligheder. Han har spillet mere end andre spillere. Han vil starte eller komme ind fra bænken, når jeg synes, at det er passende, siger Antonio Conte på pressemødet forud for Inters kamp søndag mod Torino.

Christian Eriksen blev hentet i engelske Tottenham for snart et år siden, men den danske offensivspiller mangler stadig at slå igennem i Italien.

I de syv kampe, han har fået i Inter i denne sæson, er han endnu ikke noteret for en scoring.

De seneste Inter-kampe har Eriksen set fra sidelinjen, og efterhånden irriterer det ham, at spilletiden i Inter er så begrænset, som den er. Det sagde han til TV 2 SPORT, da han senest blev forholdt den svære periode.

- Nej, det var ikke, hvad jeg havde drømt om, lød det under landskampspausen fra Christian Eriksen til TV 2 SPORT.

Eriksen kan ikke spille anden rolle

Christian Eriksen kæmper om at få spilletid på sin sædvanlige offensive plads, hvor han ligger bagved angriberne.

I Italien har man tidligere set teknisk dygtige spillere være tilbagetrukket som en dybdeliggende spilfordeler. En såkaldt 'regista', som de kalder det i Italien. Eksempelvis har den tidligere storspiller og nuværende Juventus-træner, Andrea Pirlo, tidligere spillet på den position.

Men da Antonio Conte blev spurgt ind til den mulighed for Christian Eriksen, afviste han blankt.

- Absolut ikke. Det er en rolle, der ville straffe spilleren for meget. Christian har vigtige evner. Han sparker godt med begge ben. Hvis du ændrer ham fuldstændig ved at lægge ham foran forsvaret, tager du hans største styrke væk, siger Antonio Conte.

Christian Eriksen og Inter møder Torino søndag klokken 15.00. Kampen vises på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.