Barcelonas mareridtssæson fortsætter: Piqué alvorligt skadet
Den rutinerede forsvarsspiller har beskadiget korsbånd og ledbånd i sit knæ og forventes ude i en længere periode.
Det så grimt ud, da Gerard Piqués knæ vred under et hændeligt sammenstød i kampen mod Atlético Madrid.
Den 33-årige forsvarsspiller var i tydelige smerter, da han efterfølgende blev liggende i græsset. Han måtte humpende forlade banen, mens han lignede en, der godt vidste, at den var gal.
De bekymringer er nu blevet bekræftet.
- Piqué har en forstuvning og en delvis skade på det forreste korsbånd i højre knæ, skriver FC Barcelona på sin hjemmeside.
Uheldet skete efter en times tid af lørdagens storkamp mod hovedstadsklubben, da Jordi Alba tacklede Atlético Madrid-spilleren Angel Correa, som så faldt ned i Piqués ben.
FC Barcelona har kun én central forsvarsspiller
Den catalanske klub kæmper i forvejen med præstationerne på banen, og med nederlaget til Atlético Madrid har klubben fået sin værste sæsonstart i 29 år. Det er bare blevet til tre sejre i otte kampe i ligaen.
Med Piqués skade, der må forventes at holde ham ude i en længere periode, står klubben kun tilbage med en enkelt spilleklar central forsvarsspiller i form af franske Clément Lenglet. Derudover tæller skadeslisten også profiler som Ansu Fati, Samuel Umtiti og Sergio Busquets.
- Det er et hårdt slag. Han lederen i deres forsvar. Det er ham, man bygger hele defensiven op omkring, og som Lenglet læner sig op ad, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.
I kampen mod Atlético Madrid blev der rokeret rundt på FC Barcelonas defensiv, da Piqué måtte gå ud, og i stedet var det hollandske Frankie de Jong, der overtog hans plads i det centrale forsvar.
- Nu er det endnu en ung spiller, der skal udfylde hans plads, og det betyder, at der er en erfaren spiller mindre, som alle de her unge spillere altså ikke længere kan læne sig op ad, siger fodboldeksperten.
For at gøre ondt værre blev også FC Barcelonas Sergi Roberto skadet i catalanernes 0-1-nederlag lørdag. Han forventes at være ude i to måneder, skriver klubben på sin hjemmeside.