Fodbold

FC Midtjylland overtager førstepladsen efter sejr i Aarhus

FCM kan nu indtage førstepladsen i Superligaen, eftersom SønderjyskE spillede 1-1 tidligere på dagen. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland er nyt tophold i Superligaen, efter mestrene søndag effektivt vandt 2-1 i topkampen mod AGF.

Mestrene fra FC Midtjylland er nyt tophold i Superligaen.

FCM udnyttede Sønderjyskes pointtab i Odense tidligere søndag, da det blev til en midtjysk 2-1-sejr på udebane i topkampen over AGF efter en effektiv indsats.

Dermed fører FCM ligaen med 19 point foran Sønderjyske med 18.

Kampen var intens og præget af en del frispark, hvilket i sidste ende viste sig at være til FCM's fordel.

Holdet førte nemlig 2-0 ved pausen, og derfor var de mange spilstop i anden halvleg med til at ødelægge AGF's rytme og mulighed for at skabe det nødvendige pres for en udligning.

FCM lægger med sejren afstand til AGF, der efter ni kampe er fire point efter på tredjepladsen.

Efter en chancefattig start kom gæsterne i front i det 27. minut, da nigerianske Frank Onyeka sendte en ripost efter en ellers flot redning af AGF's polske Kamil Grabara i nettet.

Og selv om AGF var tæt på en udligning bare to minutter senere, var det FCM, der nok engang kendte sin besøgelsestid foran mål.

Efter 33 minutter fordoblede holdet nemlig føringen, da guineanske Sory Kaba sikkert sparkede kuglen mellem Grabaras ben til 2-0.

Dermed skulle AGF jagte i anden halvleg, og med en time spillet fik holdet en gylden mulighed.

FCM's belgiske Dion Cools tog hånden til hjælp i eget felt, og derfor fik angriber Patrick Mortensen chancen fra 11-meterplettten, og han reducerede sikkert for AGF.

Da 72 minutter var spillet, var AGF-midtbanespilleren Bror Blume tæt på udligningen, men en FCM-blokering forhindrede den.

Tre minutter senere troede FCM så, at kampen blev lukket med en scoring af anfører Erik Sviatchenko, men VAR underkendte målet for offside.

Midtjyderne holdt AGF fra fadet i slutfasen og hev sejren i land.