Fodbold

Inter vender 0-2 til sejr i Lukaku-show

Inter vendte 0-2 til 4-2 mod Torino på to mål af Romelu Lukaku. Milan fører ligaen efter sejr i Napoli.

Inter var på vej mod et skuffende nederlag på hjemmebane mod bundholdet Torino, men endte alligevel med at vinde Serie A-kampen.

Torino førte 2-0 efter lidt mere end en time, men Inter vandt 4-2 på blandt andet to mål og en assist af Romelu Lukaku.

Christian Eriksen var som så mange gange før sat på bænken, og han blev heller ikke skiftet ind.

Simone Zaza sendte Torino i front i første halvlegs tillægstid, og det så for alvor godt ud for Torino, da Cristian Daniel Ansaldi øgede til 2-0 på straffespark efter godt en times spil.

Men allerede to minutter senere fik Inter nyt håb ved Alexis Sánchez' reducering til 1-2.

Den belgiske angriber Lukaku sørgede for at udligne til 2-2 midtvejs i anden halvleg, og syv minutter før tid scorede Lukaku til 3-2 på straffespark.

Lukaku blev også noteret for en assist, da han kort før tid satte Lautaro Martinez op til 4-2-målet.

Med sejren er Inter foreløbigt på femtepladsen med 15 point for 8 kampe.

Sampdoria tabte - Roma med storsejr

Sampdoria, der havde Mikkel Damsgaard i startopstillingen, tabte hjemme 1-2 til Bologna.

Det var Mikkel Damsgaard og Sampdoria, der startede bedst, men Bologna kom tilbage og sikrede en 2-1-sejr. Video: TV 2 SPORT

Roma bragte sig på tredjepladsen med 17 point med sejren på 3-0 hjemme over Parma.

Roma-spillerne, og specielt Mkhitaryan, viste spillelyst og storform, da de slog Parma med 3-0. Video: TV 2 SPORT

De to landsholdskollegaer Jens Stryger Larsen og Lukas Lerager mødtes søndag, da Udinese hjemme tog imod Genoa. Stryger Larsen kunne gå fra banen med håneretten over landsmanden efter en Udinese-sejr på 1-0. Begge danskere spillede hele kampen.

Senere generobrede AC Milan førstepladsen, efter at Sassuolo tidligere søndag indtog den ved at slå Verona. Milaneserne vandt på udebane 3-1 over Napoli.

Zlatan Ibrahimovic bombede videre og lavede to af Milans mål. Simon Kjær spillede hele kampen.