Fodbold

Dansker oplever ’enorm interesse’ - men vil ikke vende hjem til Danmark

Den tidligere Sønderjyske-spiller Philip Zinckernagel er blevet en ombejlet herre efter en flot sæson i norske Bodø/Glimt.

Europæisk fodbold mod AC Milan og et norsk mesterskab. Det er facit på en mere end godkendt sæson for det norske hold Bodø/Glimt.

Holdet kunne i weekenden kåre sig som norske mestre for første gang i historien, og det kan de blandt andet takke danskerne Philip Zinckernagel og Kasper Junker for.

De to danskere har tilsammen været involveret i 61 mål i sæsonen, hvor specielt førstnævnte er blevet et varmt navn på rygtebørsen. Det mærker Philip Zinckernagel i høj grad.

- Vi må se, hvad der sker de næste dage. Det er en smule ude af mine hænder, men hvis tingene går hurtigt, må vi tage en snak. Der er enorm interesse og klubber, der er parate. Det handler om at være tålmodig og mærke efter, om det er rigtigt. Det er en vanskelig beslutning, siger danskeren til norske Nettavisen.

Den norske avis skriver, at klubber som tyrkiske Istanbul Basaksehir, tyske Fortuna Düsseldorf og hollandske Heerenveen skulle være interesseret i danskeren.

Planen er ikke Danmark

Adresser, der nok også er mere interessante end klubber i Danmark for hovedpersonen selv.

Mandag aften var Philip Zinckernagel med i Go' Aften Live sammen med sin danske holdkammerat Kasper Junker. Og her gav han udtryk for, at Danmark og Superligaen formentlig ikke er næste skridt i karrieren.

- For mit vedkommende er planen ikke lige at komme hjem til Danmark. Det er også vigtigt at få et budskab ud om, at hvis man ikke slår igennem i Superligaen, er det ikke ensbetydende med, man ikke kan få en fin karriere.

- Det er et godt budskab for norsk fodbold, og det er godt for os at få vist i Europa, at man godt kan prøve andre veje, og at den danske vej ikke altid er den rigtige.

Bodø/Glimt sikrede sig mesterskabet med fem spillerunder tilbage. Derfor er sæson på ingen måde færdig endnu, selvom mesterskabet er i hus.

Både Junker og Zinckernagel ligger nemlig fint til i kampen om topscorertitlen.