Fodbold

- Det føles fantastisk, siger Braithwaite efter storkamp

Martin Braithwaite var arkitekten bag, da Barcelona for 17. sæson i streg spillede sig videre fra gruppespillet i Champions League.

Martin Braithwaite blev den helt store helt, da Barcelona tirsdag aften spillede sig videre i Champions League.

Her vandt den catalanske storklub 4-0 ude over Dynamo Kiev efter to mål og en assist af Braithwaite.

Det var den danske landsholdsangribers første kamp fra start i Champions League. Og han var naturligvis glad for udfaldet.

- Det føles fantastisk. Jeg har været tålmodig efter at få min chance. Og i dag fik chancen, og jeg var virkelig spændt på at vise, hvad jeg kan. Så jeg er virkelig glad for min og holdets præstation, siger danskerne til TV3+ efter kampen.

Og selvom Barcelona vandt stort og leverede en flot indsats, var det stadig ikke en perfekt kamp.

- Jeg synes, vi spillede en god kamp, men der er altid ting, vi kan gøre bedre. Men jeg føler, det var en god kamp, hvor vi kontrollerede og skabte chancer, siger Braithwaite.

Martin Braithwaite lavede assisten til 1-0-målet, som Sergino Dest scorede efter 52 minutter.

De to efterfølgende mål scorede Braithwaite selv, da han først stod rigtig placeret på et hjørnespark og senere eksekverede et straffespark.

Barcelona-sejren sender holdet op i toppen af gruppe G, hvor de sammen med Juventus allerede er avanceret til knockoutfasen.

Der resterer dog stadig to kampe i gruppespillet.