Fodbold

Dansk landsholdsspiller skifter til tysk storklub

Sofie Svava har fået en lang kontrakt med de tyske mestre fra Wolfsburg.

I september sagde Wolfsburg farvel til den danske stjernespiller Pernille Harder, der blev solgt til Chelsea som historiens dyreste spiller med en prisskilt på over to millioner kroner.

Nu har Wolfsburg så igen tilført dansk blod til spillertruppen i form af Sofie Svava.

Hun skifter fra svenske Rosengård FC, som ifølge Aftonbladet får omkring 730.000 kroner for spilleren. Harder blev ifølge tyske og engelske medier solgt for mellem 2 og 2,6 millioner kroner.

- Jeg valgte Wolfsburg, fordi jeg er overbevist om, at mentaliteten og spillestilen passer til mig. Klubben er blandt de bedste i verden, og jeg kan næsten ikke vente med at blive en del af holdet, fortsætte udviklingen og vinde, siger Svava til klubbens hjemmeside.

Og det med at vinde er de vant til i Wolfsburg.

'Kæmpe aktiv for holdet'

Fire gange i træk er klubben blevet både tysk mester og pokalmester, mens det siden 2013 er blevet til fem finalepladser i Champions League med to triumfer til følge.

I denne sæson er klubben dog under pres i Bundesligaen af Bayern München, som fører ligaen med to point og en kamp i hånden.

- Vi er rigtig glade for at skrive en lang kontrakt med et af de største talenter i europæisk fodbold. Vi kommer til at passe på Sofie, så hun kan udvikle sig som fodboldspiller og personligt, siger Wolfsburgs sportsdirektør, Ralf Kellermann.

- Hun er fin international erfaring hendes alder taget i betragtning. Både på landsholdet og i Champions League. Dét - sammen med hendes åbne og selvtillidsfyldte personlighed - gør hende til et kæmpe aktiv for holdet.

Svava er kun 20 år gammel, men har allerede spillet 14 kampe for det danske landshold. Hun kan både spille venstreback og på midtbanen.

Før hun i sommeren 2019 skiftede til det svenske mesterhold, spillede hun i Brøndby.