Fodbold

FC Midtjylland misser CL-avancement efter nederlag

FC Midtjylland tabte med 1-3 til Ajax i Champions League, og da Atalanta besejrede Liverpool, forbliver midtjyderne på fjerdepladsen i gruppen.

Når FC Midtjylland har spillet sin sidste gruppekamp i Champions League 9. december, er det samtidig slut for europæisk fodbold i denne sæson.

Midtjyderne tabte nemlig til Ajax onsdag aften, og da Atalanta også besejrede Liverpool, kan de danske mestre ikke nå tredjepladsen.

Det betyder, at de ikke kan nå at avancere i Champions League med to kampe igen - og de kan heller ikke nå tredjepladsen, der giver en plads i Europa League-gruppespillet.

Ajax Amsterdam 3 - 1 FC Midtjylland

  • 1-0: Ryan Gravenbach (37')
  • 2-0: Noussair Mazraoui (49')
  • 3-0: David Neres (66')
  • 3-1: Awer Mabil (80')
  • Rødt kort: Erik Sviatchenko (90')

Sådan ser gruppen ud

  1. Liverpool - 9 point
  2. Atalanta - 7 point
  3. Ajax Amsterdam - 7 point
  4. FC Midtjylland - 0 point

Sådan forløb kampen

/Ritzau

Kort før onsdagens kamp mod Ajax bragte FC Midtjylland nyheden om, at stortalentet Jens-Lys Cajuste var blevet smittet med coronavirus og dermed ikke var tilgængelig til kampen.

For nylig blev også Evander smittet, og det betød, at 20-årige Nicolas Madsen blev sendt i aktion til sin første kamp fra start i Champions League.

Sammen med sine holdkammerater havde han svært ved at dæmme op for Ajax-spillerne, der var hurtigere i tanke og handling gennem det meste af første halvleg.

Værterne fra Amsterdam spillede sig frem til en række chancer, og med lidt mere præcision kunne de have afgjort det hele efter bare en halv time. Særligt Lassina Traoré var slem til at brænde foran kassen. Flere gange modtog han bolden i en god position i feltet, men afslutningerne endte forbi kassen.

En enkelt gang ramte han også træværket med et knaldhårdt spark, mens midtjyderne var reduceret til statister.

I det hele taget havde FC Midtjylland det svært, når Ajax spillede hurtigt, men i modsætning til første møde mellem holdene i begyndelsen af november undgik Superligaens førerhold at komme bagud i første halvleg.

Ajax kom blæsende fra start

I stedet fik midtjyderne selv chancen for at tage føringen i de sidste minutter af første halvleg, hvor Erik Sviatchenko tryllede på venstrekanten og smækkede bolden i panden på Awer Mabil, der ikke fik den rigtige retning på sit hovedstød.

Gejsten efter at have holdt nullet ved pausen forsvandt hurtigt.

Ajax kom blæsende fra anden halvlegs start og var foran 2-0, inden der var spillet fem minutter.

Ryan Gravenberch åbnede scoringen med et formidabelt langskud, som Jesper Hansen ikke havde en chance for at redde.

Og kort efter blev det 2-0, da en række hurtige Ajax-kombinationer endte hos Noussair Mazraoui, der resolut sparkede bolden fladt i nettet ved nærmeste stolpe.

David Neres udbyggede til 3–0 med et hårdt spark uden for Jesper Hansens rækkevidde, og så var kampen reelt lukket efter 66 minutter.

Ligesom i første opgør var Anders Dreyer midtjydernes farligste spiller, og han forsøgte sig med et par forsøg, som voldte Ajax-målmand André Onana visse problemer.

Mabil skabte en smule spænding med en scoring på straffespark, der blev begået mod ham selv, men sejren kom aldrig i fare.