Fodbold

Braithwaite gentog Bendtner-bedrift - 'skelsættende kamp', siger ekspert

Martin Braithwaite scorede to gange og noterede sig for en assist, da han fik sin første startplads under Ronald Koeman.

44 minutter.

Det var indtil tirsdag aften den samlede mængde spilletid, Martin Braithwaite havde fået for FC Barcelona i indeværende sæson.

Men danskeren fik en del ud af sin første startplads, efter Ronald Koeman tiltrådte som træner i sommerpausen. To mål og én assist noterede danskeren sig mod Dynamo Kiev.

- Kampen er skelsættende for ham - især fordi den kommer under Koeman, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

I en tilværelse så omskiftelig som den i fodboldverdenen, kan 90 gode minutter bringe meget med sig.

- Vi skal nok ikke bilde os ind, at han kommer til at starte inde i weekenden, når de møder Osasuna, men spillere - og særligt angribere, der scorer mål - er svære at komme udenom. Jeg vil gætte på, at han får flere minutter allerede i weekenden, spår Mads Junker.

Onsdag var ordene om Martin Braithwaite da også positive i de spanske medier, som heller ikke havde haft lige stor tiltro til ham før kampen.

10 år siden sidst

Startpladsen var ikke bare Martin Braithwaites første i fem måneder for FC Barcelona, men også i Champions League-turneringen generelt.

Og mere skulle Braithwaite ikke bruge på at skrive sig ind den danske historiebog om verdens største klubturnering.

Ikke siden Niklas Bendtner i 2010 har en med rødbedefarvet pas præsteret at være involveret i tre scoringer i samme Champions League-kamp, før Braithwaite gjorde det tirsdag aften.

Ifølge den spanske statistikside OptaJose er Bendtner og Braithwaite de eneste danskere med den bedrift siden 2003/2004-sæsonen.

Nicklas Bendtner scorede hattrick for Arsenal mod FC Porto 9. marts 2010.

Braithwaite noterede sig for første gang som dobbelt målscorer for FC Barcelona, som han skiftede til i seneste vintertransfervindue.

Nu gælder det for den danske landsholdsspiller om at udnytte momentum, mener Mads Junker.

- Tirsdag var det stort set kun reserver, der spillede. Mange af dem – ikke mindst Braithwaite - greb chancen. Det skal han også gøre, når han får den fremadrettet.