Ét Maradona-klip indrammer alt, hvad "den ægte Diego" stod for
I 2017 rejste jeg til Emiraterne for at opsøge Diego Maradona. Interviewet viste sig at blive det sidste med Maradona af en dansk journalist.
Onsdag eftermiddag stod jeg i køkkenet og var ved at hælde kogende vand over couscous, da jeg så, at der tikkede en Messenger-besked ind på telefonen. Den var fra en gammel ven, som jeg har kendt siden børnehaven.
”Omg (Oh my god, red.), Morten. Vores 86-helt.”
Jeg stivnede fuldstændig. Det kunne kun handle om én person. Jeg mærkede en trang til at åbne en nyhedsside, men tøvede samtidig. For det kunne næsten ikke være andet end dårligt nyt om Diego Maradona.
Jeg tog en dyb indånding og gik ind på en nyhedsside og fik med det samme min frygt bekræftet: Diego Armando Maradona var død af et hjertestop, mindre end en måned efter at han fyldte 60 år. På de sociale medier var mit feed ved at blive fyldt op med den ene tilkendegivelse efter den anden om, hvor meget Maradona havde betydet for afsenderen.
Bagefter er jeg glad for at have fået beskeden fra min barndomsven, for han er den, som jeg mest af alle har delt Maradona med. Selvom vi gerne vil kunne påstå at have fulgt Maradona, da han førte Argentina til VM-guldet i 1986, ville det være løgn. Vi var trods alt kun fem år dengang. Men alligevel har vi en følelse af at kunne den slutrunde i Mexico udenad.
Årsagen er et VHS-bånd, som vi så igen og igen, da vi var blevet lidt ældre og begyndte at gå til fodbold sammen. 'Heltene fra ’86' var den danske titel. 'Hero' på engelsk. Den officielle film om VM i Mexico. Vi kunne den film i søvne. Og vi priste os lykkelige for det, hver gang VHS-båndet overlevede endnu en omgang i afspilleren.
Skæbne
Diego Armando Maradona er den mest mytiske skikkelse i fodboldhistorien, derom kan ingen være i tvivl. Hans historie rummer alt det, der har givet spillet sin fascinationskraft. Det er en skæbnefortælling om den fattige dreng fra slummen i Buenos Aires, der blev verdens bedste fodboldspiller og ikke kunne håndtere berømmelsen.
I sit enestående talent, sin vildskab, sin kompromisløshed og sin skrøbelighed rummede Maradonas væsen så mange elementer, at han den ene dag fremstod som et geni, der forstod spillet i en ekstra dimension end alle andre. Og den næste dag kortsluttede selvsamme hjerne, så dæmonerne tog over og truede med at ødelægge Maradona selv.
Siden onsdagens dødsfald er utallige anekdoter blevet genfortalt fra et liv og en karriere, hvor hver dag forekom som et drama. Reaktionerne på døden har været rørende, og når man fremhæver nogle af historierne, gør man andre uretfærdighed ved at udelade dem.
Men her den, der ramte mig mest: Den handler om Jorge Valdano, en af Maradonas holdkammerater fra VM i Mexico, der onsdag aften som så mange gange før var på arbejde på spansk tv. Her skete der noget, som jeg aldrig før har set, når det drejer sig om Jorge Valdano. Argentineren er en af fodboldens ypperste fortolkere, og ingen formår som Valdano altid at sætte de rette ord på en træner, en spiller eller en ny tendens i fodbolden.
Men da de fra tv-studiet stillede om til Valdano på et fodboldstadion i Madrid og spurgte til Maradona, blev han pludselig stille. Ansigtet trak sig sammen, tårer dannede sig i øjenkrogen. Han stod bare der. Ordenes mester var tavs, overvældet af sine følelser.
Billedet af Valdano er vigtigt. For han kendte Diego Maradona. Og de menneskers reaktion er værd at iagttage, når det i disse dage handler om at forstå, hvem Maradona var.
Da Valdano havde sundet sig, satte han sig til tasterne og skrev et smukt mindeord i El País:
- Der er noget modbydeligt ved et liv, der opfylder alle ens drømme, og Diego led som ingen anden under sin skæbnes generøsitet, skrev Valdano i indledningen.
Blandt de, der kendte ham, går den oprigtige kærlighed til den oprindelige Diego igen. Alle hans fejl og skyggesider til trods, så er det minderne om et generøst, gavmildt og godt menneske, der får folk som Valdano til at sørge. Det er den Diego Maradona, der er værd at huske.
I Asif Kapadias film 'Diego Maradona' ser vi ham flere gange beskrevet som en spaltet person, en ”Diego” og en ”Maradona”.
- Med Diego ville jeg gå til verdens ende. Men med Maradona ville jeg ikke gå et skridt, siger hans mangeårige fysiske træner, Fernando Signorini, i filmen.
I dele af hans liv har der ikke været meget Diego tilbage. Han har forekommet som en tragisk og fortabt skæbne, der var ved at ende som en karikatur af sig selv.
Men lige meget hvad han foretog sig, levede myten videre. Jeg har selv besøgt Napoli og set familiefædre sidde i mørke med deres små sønner foran et biograflærred på et Maradona-museum. Her iagttog de i stilhed levende billeder fra fortiden. Og jeg har været i Buenos Aires, verdens mest intense fodboldby, og set den kultur, der formede ham.
Og i 2017 besluttede jeg mig for selv at opsøge Diego Maradona.
Kærlighed
Dengang havde jeg lige sagt mit job op for at blive selvstændig og var faldet over historien om, at Maradona pludselig var blevet ansat som cheftræner for den ukendte klub Fujairah i den næstbedste række i Forenede Arabiske Emirater.
Det lykkedes mig at få etableret kontakt til hans assistenttræner, den gamle landsholdsmålmand Luis Islas, som Maradona spillede sammen med som aktiv. Sammen med en fransk fotograf rejste jeg gennem ørkenen fra Dubai og mødte Islas på et hotel i Fujairah. Hans loyalitet, beundring og kærlighed til Maradona var slående. Undervejs spekulerede jeg kynisk over, om det mon var spil for galleriet. Om Islas blot var en af dem, der selv profiterede af Maradonas berømmelse.
Om aftenen tog den franske fotograf og jeg ud på det lokale stadion og så Maradona træde ind på banen for at styre træningen. Til at begynde med var han gnaven og irritabel. Så livede han op inde på banen, da spillet kom i gang. Og til sidst morede han sig over, at de middelmådige arabere efter afslutningen på træningen begyndte at sparke indlæg ind i straffesparksfeltet, hvor de skiftedes til at slå bolden i mål med hånden. En åbenlys hyldest af Maradonas scoring mod England i 1986.
Efter træningen satte Maradona sig på en hvid plasticstol, og alle medlemmerne af trænerstaben satte sig i en rundkreds på løbebanen foran ham. Mørket var faldet på i den arabiske aften, og Maradona begyndte at fortælle historier og anekdoter og jokede og lo med sin hæse stemme. Jeg forestillede mig at være i Mexico i 1986, og at mændene i rundkredsen var hans holdkammerater på landsholdet.
Lige der følte jeg, at jeg så den ægte Diego. Blandt venner, der ikke ville ham noget ondt. På det eneste sted i verden, hvor han altid har følt sig hjemme: en fodboldbane. Jeg fik dårlig samvittighed over at have mistroet Islas for at udnytte sin relation til Maradona for egen vindings skyld. Disse mennesker elskede Diego.
Der gik lang tid, før han rejste sig og skridtede over mod mig for at gennemføre det interview, han havde sagt ja til. Straks var han en anden. Ansigtet lagt i alvorlige folder, flakkende øjne. Jeg stirrede på ham med en følelse, som jeg aldrig før havde haft under et interview. Det her var ikke en fodboldperson; det var en historisk skikkelse, og det forekom helt uvirkeligt at stå over for manden fra barndommens VHS-bånd. Jeg fik lyst til at hive ham i kinderne for at finde ud, om det bare var en maske.
I den tid, interviewet varede, ændrede Maradona ansigt flere gange. Først var han uinteresseret og talte i floskler. Så blev han vred, da han talte om det korrupte FIFA, og om hvordan spillet var blevet taget væk fra folket. Til sidst endte han med grinende at invitere mig til at vende tilbage til Fujairah og tage del i æresrunden, når hans hold var rykket op.
Da jeg kom hjem, tog jeg kontakt til nogle udenlandske medier ud fra den tanke, at der måske nok kunne være interesse for en Maradona-reportage i andre lande. Det viste sig at være rigtigt; artiklen blev oversat til seks sprog, og jeg husker reaktionen fra redaktøren for et spansk fodboldmagasin: ”Alt, der handler om Maradona, har vores interesse”.
Helt
Verden blev aldrig mæt på historier om Maradona. Og det bliver den heller aldrig, selvom han ikke er her mere. Det er, som om tiden, nostalgien og spillets enorme udvikling mod det kommercielle og strømlinede har givet rebellen Maradona en endnu stærkere status. Som en myte og et minde om en tid, der måske var bedre.
Min historie fra Fujairah endte som det sidste møde, en dansk journalist havde med ham. Men der nåede at ske meget mere i de tre år, der fulgte indtil hans død. Han var involveret i en obskur klub i Hviderusland, han var cheftræner i Mexico, og han vendte tilbage til Argentina som træner for Gimnasia y Esgrima i La Plata. Og for få uger siden blev han hyldet af hele verden, da han fyldte 60 år.
Nu er det slut, og over onsdagens aftensmad besluttede jeg mig for at fortælle min ældste søn på syv år, hvad der var sket.
- Leo, du kan godt huske det der billede, jeg har som baggrund på min computerskærm, ikke?
- Jo, der hvor du står sammen med en eller anden mand?
- Ja, kan du huske, hvem det er?
- En eller anden fodboldspiller, ikke?
- Jo. Måske den bedste spiller, der nogensinde har været. Ved du, hvad der lige er sket med ham?
- Nej?
- Han er død.
- Åh nej!
- Det er trist. Det gør mig ked af det. Han betød utrolig meget for rigtig mange mennesker i hele verden. Han var deres helt.
Da børnene sov, fandt jeg en grynet udgave af 'Hero' på nettet og så Maradona flyve forbi den ene englænder efter den anden i Mexico i 1986. En dag skal mine sønner se den film. For historien om Diego Maradona skal også leve videre i de næste generationer.