Se billederne - Maradona-fans sørger verden over
Særligt i Argentina og Italien var folk på gaden for at hylde nu afdøde Diego Maradona.
Fodboldfans verden over er i sorg: En af de allerstørste, Diego Maradona, er død.
Nyheden om, at den lille argentiner, der voksede op i et slumkvarter, blev en global superstjerne og en af de bedste fodboldspillere nogensinde, var død, fik voksne mænd til at bryde sammen i gråd på gaden flere steder i verden onsdag.
Tabet af Diego Maradona ramte særligt hårdt i den italienske by Napoli, hvor Maradona har en helt særlig plads i indbyggernes hjerter.
Da Diego Maradona i 1984 ankom til den syditalienske by i helikopter, var 75.000 napolitanere mødt op for at hylde ham.
Han tilførte holdet – og den fattige by – en tiltrængt dosis selvtillid og stolthed.
Med Maradona i spidsen vandt Napoli det italienske mesterskab for første gang nogensinde i 1987 og igen i 1990.
Maradonas død blev annonceret midt i et italiensk talkshow, og derefter strømmede sørgende fans ud i Napolis gader. De samledes for at mindes, synge, sørge og dele anekdoter og minder om den argentinske fodboldspiller.
For selvom Diego Maradona var født i Argentina, tog italienerne ham til sig som deres egen.
Ud over at give Napoli mesterskabet, rykkede han også ved balancen i det italienske fodboldlandskab, der indtil da havde været domineret af norditalienske hold som Milan og Juventus.
Mange af de sørgende fans var klædt i trøjer med tallet ti på ryggen, for gennem sin karriere spillede Diego Maradona med netop det nummer på ryggen: Både under VM i 1986, i FC Barcelona, for Boca Juniors og i Napoli.
Efter at Maradona trak sig tilbage fra professionel fodbold, droppede Napoli trøjenummeret for at ære Maradona. Onsdag foreslog Marseille-bossen Andre Villas-Boas, at FIFA helt dropper fremtidige nummer ti-trøjer som en hæder til argentineren.
Sørgende fodboldfans fyldte også gaderne i Maradonas hjemby, Buenos Aires, hvor Maradona er blevet tilbedt som en gud – "El Dios".
Argentinas præsident, Alberto Fernandez, har erklæret tre dages landesorg og hyldet Diego Maradona for at "have eksisteret".
- Du tog os med til de største momenter. Du gjorde os ufattelig lykkelige. Du var den største af alle. Tak for at have eksisteret, Diego. Jeg vil savne dig hele mit liv, skriver han på Twitter.
Diego Armando Maradona blev født 30. oktober 1960 ind i en fattig familie og fik sin første fodbold som treårig. Som 15-årig fik han debut for Argentinos Juniors for derefter at spille for Boca Juniors.
Senere kom han til Barcelona, der købte ham for en rekordsum. Den spanske storklub udtrykte også sorg, da nyheden om Diego Maradonas død ramte dem.
- Tak for alt, Diego. FC Barcelona udtrykker de dybeste kondolencer efter Diego Maradonas død, en spiller fra vores klub og et ikon i fodboldverdenen, lød det i en udtalelse fra klubben.
Argentineren scorede et af de mest berømte mål nogensinde: I kvartfinalen under VM i 1986, hvor han med hånden – "Guds hånd" – fik bolden i nettet.
Under verdensmesterskabet i Mexico spillede Maradona alle minutter, det argentinske hold var på banen, og han var hovedmand bag, at holdet kunne løfte trofæet som verdensmestre.
Op til sin død opholdt Maradona sig ifølge argentinske medier nord for Buenos Aires i den argentinske by Tigre, hvor han kom sig ovenpå en operation i hjernen, der blev foretaget for få uger siden.
Han gik bort på grund af et hjertestop, 60 år gammel.