Fodbold

En hovedløs klub er faret vild i sin egen krise

Celtas kroniske krise har nået et lavpunkt med en øjeblikkelig sidsteplads i LaLiga. Klubben famler desperat efter et ståsted.

I lørdags satte en 46-årig argentiner sig til rette på et plasticsæde på tribunerne på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán i Sevilla. Med et ansigt camoufleret bag et mundbind sad Eduardo Coudet der og betragtede de spillere, som nu var hans, men som alligevel ikke helt var det.

En uge forinden var Coudet blevet ansat som den seneste i rækken af Celta-trænere, og siden da havde han på træningsbanen arbejdet på at få spillerne til at forstå, hvad klubbens seneste trænerskifte ville indebære. Og nu var det meningen, at han skulle debutere i LaLiga i udekampen mod Sevilla.

Men det måtte Eduardo Coudet ikke.

En times tid inden kampstart var det endegyldigt blevet slået fast, at den nye træner ikke ville få lov til at lede Celta-holdet i kamp.

Sagen var, at nogle temmelig rigide UEFA-regler pålægger trænere fra andre kontinenter at kunne dokumentere fem års erfaring i trænerfaget for uden videre at kunne træne på højeste niveau i Europa. Det kunne Coudet ikke – og så kunne det være lige meget, at han havde vundet et argentinsk mesterskab med Racing Club og lå på førstepladsen i den brasilianske Série A med Internacional, da Celta købte ham fri.

I løbet af ugen havde Celta forsøgt at presse en dispensation igennem, men uden held. Coudets medbragte assistent, Ariel Broggi, var i samme situation.

Eduardo Coudet.

Fra tribunen kunne Coudet derfor betragte målmandstræneren Nando Vila stå med ansvaret på sidelinjen. En mand, som Coudet først lige havde lært at kende, og som indtil for få år siden arbejdede som politibetjent i Vigo, inden han sagde ja til tilbuddet om at hellige sig målmandstrænerfaget på fuld tid. Bag Nando Vila dukkede den fysiske træner Álex Andújar indimellem op med et par velmente råd. Og hvis bare Coudet råbte højt nok, kunne hans ord sikkert godt være nået frem til den fungerende træner på det tilskuertomme stadion.

Det var en grotesk scene – og en scene, der passede perfekt til Celtas tilstand i disse år. Elendigheden stikker nu så dybt, at den galiciske klub ikke engang kan gennemføre et trænerskifte, uden at det også går galt. Den øvelse har Celta ellers større erfaring i end de fleste efter en forbløffende nedtur, hvis eneste lyspunkt er, at klubben stadig er at finde i den bedste række.

Old Trafford er fjern fortid

Fra tribunen i Sevilla kunne Eduardo Coudet se sin nye klub tabe 4-2. Dermed har Celta nået endnu et par lavpunkter i klubbens langvarige nedtur:

De blot syv point efter ti kampe er klubbens ringeste sæsonstart i 35 år.

Og lige nu er Celta tilmed det absolutte bundhold i LaLiga. En status, som holdet trods megen elendighed undervejs ikke har haft siden de allerførste spillerunder i 2016/17-sæsonen.

Den sæson endte som en af de største i Celtas historie, men efterhånden føles det som meget længe siden, at Eduardo Berizzos fornemme trænerarbejde kulminerede med den første europæiske semifinale i Celtas levetid. I Vigo gør det stadig ondt at tænke på John Guidettis afbrænder i overtiden af semifinalereturkampen på Old Trafford mod Manchester United.

John Guidettis reaktion på afbrænderen på Old Trafford.

Den afbrænder står nu som afslutningen på Celtas moderne succeshistorie. Siden da er stort set alt gået galt. Berizzo kunne ikke blive enig med klubben om at forlænge kontrakten og forlod Celta efter den sæson. Siden da har Celta haft seks forskellige trænere, og i de to sidste sæsoner har holdet danset dødsdans med nedrykningsstregen og først på allersidste spilledag sikret overlevelsen i den bedste række.

Celta er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når en klub ikke har en plan. Det står mere og mere klart, at succesen i midten af 2010’erne var skabt af træneren Berizzo og den daværende spillertrup og ikke udsprang af en sportslig strategi.

Celta er i dag en forvirret klub, der ikke aner, hvad den vil. Den er endt på en slingrekurs, hvor den det ene øjeblik forsøger at vende tilbage til det, der gav succes under Berizzo og forgængeren Luis Enrique, hvor der var en tydelig inspiration fra FC Barcelonas flydende kombinationsspil og fra Marcelo Bielsas aggressive og mandsorienterede presspil. I det lys skal man se ansættelserne af Berizzos efterfølger i 2017, Juan Carlos Unzué, og den seneste træner, Óscar García. To mænd med en fortid i Barcelona og en filosofi formet af Johan Cruyff.

Men når resultaterne er svigtet, er man straks gået i den modsatte retning. Efter Unzué kom først en argentinsk macho-træner ved navn Antonio Mohamed, der vistnok skulle bibringe noget power og personlighed. Da han blev smidt på porten efter få måneder, var afløseren en portugisisk teoretiker, som hurtigt kom til at ligne en undskyldning for sig selv, og som i frygt for nedrykning endte med at parkere hele holdet foran eget mål som den totale modsætning til det spektakulære Berizzo-hold.

Eduardo Berizzo (th) var tæt på at sende José Mourinho og Celta Vigo ud.

Også Cardoso blev fyret, og som den tredje træner i 2018/19-sæsonen blev Fran Escribà ansat, en træner, der gerne talte om at spille offensiv fodbold med bolden for fødderne, men hvor spillet på banen som regel var noget ganske andet.

Escribà kunne se talismanen Iago Aspas egenhændigt afværge den truende nedrykning, og som det så ofte ses i sådan en situation, blev brandslukkeren belønnet med en ny kontrakt, uden at nogen lod til at være overbevist om, at Escribà nu også var den rette mand på posten.

Samtidig blev klubben i 2019 ramt af et pludseligt anfald af nostalgi og var som forklaring på de svigtende resultater kommet frem til, at Celta havde mistet sin galiciske identitet. En såkaldt ”Operación Retorno” blev sat i søen, hvor eksspillere som Denis Suárez, Rafinha, Santi Mina og Pape Cheikh blev hentet tilbage til Celta og modtaget som hjemvendte sønner. ”Isto vai de corazón”, lød der galiciske slogan. Nu skulle Celta spille med hjertet.

Men lokalpatriotismen var heller ikke løsningen, og også Fran Escribà blev fyret. Med ansættelsen af Óscar García for et år siden blev en ring sluttet: Efter at være gået ind i den ene blindgyde efter den anden vendte Celta tilbage til fortiden og ville igen spejle sig i Barcelona.

En hovedløs klub

Óscar García nåede lige nøjagtig et år som Celta-træner. Undervejs nåede han i juni at skrive under på en ny kontrakt til 2022, efter at Celta lige efter coronapausen fik sat en god serie sammen.

Men lige så snart blækket var blevet tørt på kontrakten, begyndte Celta igen at tabe fodboldkampe. Den nedrykning, som blev anset for at være afværget, kom igen tæt på. Til sidst endte det med, at et helt usammenhængende Celta-hold kun overlevede, fordi Leganés ikke kunne vinde deres kamp i sidste spillerunde.

Og sådan er det fortsat i den nye sæson. En sejr over Valencia i sæsonstarten endte med at blive den eneste i de 16 kampe, Óscar García fik, siden han skrev under på den nye kontrakt i juni.

Valencia kunne ikke hamle op med Celta Vigos offensiv, da de måtte se sig slået med 2-1. Video: Joakim Blomsterberg Olsen

Efter blot ni kampe i den nye sæson var Celtas fremtid blevet dens fortid.

Og nu starter Celta så endnu engang forfra.

Fra at være en succeshistorie er Celta blevet en rædselshistorie. Flere og flere er nået frem til konklusionen, at når den ene træner efter den anden ender med en fyreseddel, er det nok ikke træneren i sig selv, der er problemet.

Da sportsavisen Marca efter Óscar Garcías fyring gennemgik den dybe Celta-krise, pegede flere adspurgte med relation til klubben på en ledelse ude af stand til at udøve selvkritik.

Sportsdirektør Felipe Miñambres’ strategi har længe været svær at få øje på, og den mangeårige præsident, Carlos Mouriño, har i sine 14 år i spidsen for Celta nu ansat 17 forskellige trænere – og desuden brugt mange kræfter på at slås med byrådet i Vigo om administrative anliggender, hvilket har slidt på sammenhængskraften mellem klubben, byen og tilhængerne. Det var sigende, at Mouriño i denne uge undlod at invitere Vigos borgmester, Abel Caballero, til indvielsen af klubbens nye træningsanlæg.

Som regel efterspørger Celta en ”stærk” træner med karakter og gennemslagskraft, som kan udstikke en tydelig kurs over for spillerne. Den slags kendetegn er ofte en bekvem undskyldning for en ledelse, der ikke selv ved, hvad den vil. Men samtidig må den stærke træner ikke være så stærk, at han udfordrer den magtfuldkomne ledelse.

Den fyrede Óscar García har selv optrådt diplomatisk, men fra hans bagland er der listet kritik ud af klubdirektøren, Antonio Chaves, som ikke skulle have skabt de rette forudsætninger for succes.

Fyrede trænere har det som bekendt med at ville retfærdiggøre deres egne handlinger, men der tegner sig et billede af Celta som en klub med en usund kultur. Pione Sisto og Emre Mor har med deres alternative opførsel været med til at udfordre strukturerne, og som en af sine sidste gerninger nåede Óscar García at tage anførerbindet fra Hugo Mallo. En opsigtsvækkende beslutning; højrebacken har mere end ti års anciennitet på førsteholdet og ses som et Celta-symbol. Men ifølge træneren havde Mallo gentagne gange optrådt uprofessionel.

Grønt lys til Coudet

Med den forhistorie kan det egentlig undre, at Eduardo Coudet fandt tilbuddet fra Celta så interessant, at han var villig til at forlade brasilianske Internacional før tid. Coudet havde ført Internacional op på førstepladsen i den brasilianske liga, og et brasiliansk mesterskab som supplement til det argentinske med Racing i 2019 ville utvivlsomt give Coudet flere tilbud fra europæiske klubber – og også fra klubber i en bedre forfatning end Celta.

Inden ansættelsen af Coudet havde Celta i øvrigt uden held forhørt sig hos den tidligere Valencia-træner Marcelino García Toral. En træner, der stilmæssigt ligger milevidt fra Coudet, hvilket fortæller noget om en klub uden en plan.

Coudet har med det samme besluttet sig for at geninstallere Hugo Mallo som anfører, og i næsten-debuten i Sevilla indførte den nye træner omgående en 4-4-2-formation med en diamant på midtbanen, som har været hans varemærke i Sydamerika. Celta pressede ofte højt oppe på banen og søgte at dominere spillet. Der var gode momenter undervejs, hvor man så, at spillermaterialet rummer masser af potentiale, og at der er en grund til, at fire ud af de fem forreste på banen har fået landskampe for Spanien.

Men der er også noget skrøbeligt over holdet. Det er ofte blevet påpeget, at Celta mangler noget hårdhed, og det har i de senere år været med til at skabe den indre tvivl. Kan Celta virkelig kombinere og spille sig ud af problemerne i en tid, hvor mange andre hold i LaLiga lægger afstand til kombinationsfodbolden og kæmper for overlevelse med fight, fysik og defensiv styrke?

Næste opgave hedder Granada hjemme på Balaídos søndag aften. I det mindste lader det til, at Coudet denne gang rent faktisk kan sætte sig på trænerbænken og udføre sit arbejde. I tirsdags holdt han møde med repræsentanter fra UEFAs såkaldte Jira-panel, der er ansvarlig for træneranliggender. Og de høje herrer lod sig overbevise om, at Coudet faktisk er egnet til at træne i Europa og var klar til at lade ham blive udstyret med en midlertidig licens.

Om Celta så er egnet til at spille i Spaniens bedste række i næste sæson, er en helt anden sag.