Fodbold

Juventus skuffer igen

Det normalt så suveræne Juventus-mandskab kæmper med at lukke kampene i Serie A. Lørdag fik Juventus kun et point mod Benevento.

Det burde være en stensikker sejr for Juventus. Godt nok på udebane, men alligevel: En oprykker mod det nifoldige mesterhold.

Sådan er det bare ikke i denne sæson.

Lørdag skuffede Juventus mod Benevento, og med 1-1 har mesterholdet spillet de fleste af sine Serie A-kampe uafgjort.

  • 0-1: Alvaro Morata (21’)
  • 1-1: Gaetano Letizia (45+3’)

Det var Juventus’ femte uafgjorte kamp i denne sæson. De øvrige fire kampe er endt med en sejr, og derfor har Andrea Pirlo stadig sit første liganederlag til gode som Juventus-træner.

Alligevel er pointhøsten i Serie A skuffende.

- Juventus er ikke blevet bedre, siden Pirlo blev træner, og i dag var det bekymrende at se deres offensiv i anden halvleg. De havde bolden meget, men bunden faldt helt ud af deres spil, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen.

- Det var næsten katastrofalt, så dårligt Paulo Dybala spillede, og udskiftningerne i anden halvleg ødelagde rytmen. Det er altid interessant og en smule skræmmende, når de helt store hold har så lavt et bundniveau.

Rødt kort efter slutfløjt

Lørdag kom Juventus planmæssigt foran, da Alvaro Morata scorede midt i første halvleg. Kort før pausen blev den føring dog udlignet af en glimrende firsttimer, og derfra var det stort set spil mod ét mål.

I anden halvleg mindede spillet om ishockeyens powerplay, men kun få gange udmøntede Juventus’ spilovertag sig i reelle chancer.

Filippo Inzaghis oprykkerhold forsvarede sig glimrende, og derfor er et point til hvert hold ikke som sådan ufortjent. Juventus skabte simpelthen ikke nok til, at man kan tale om, at de blev snydt for sejren.

Måske var det derfor, temperamentet løb af med Alvaro Morata lige efter slutfløjtet. Juventus’ målscorer råbte tilsyneladende noget efter dommeren, der straks vendte sig om og viste ham det røde kort.

I skrivende stund ligger Juventus nummer fem i Serie A. Benevento ligger nummer 12.

- Når en kamp bliver kaotisk og rodet, skal vi spille klinisk, god fodbold og tage kontrol over opgøret. Ellers får vi problemer, ligesom vi gjorde i dag og mod Crotone, siger Juventus-træner Andrea Pirlo ifølge Football Italia.

Verona hænger på

Sent lørdag aften vandt Verona 2-0 ude over Atalanta.

Dermed hænger Verona på i topstriden. Med sejren ligger Verona nummer seks - klubben er to point efter Juventus på femtepladsen.

Verona var bedst, da de besøgte Atalanta. Med sejren indtager de 6.pladsen i Serie A. Video: TV 2 SPORT