Fodbold

Braithwaite scorede, da Messi var tæt på at kopiere Guds hånd

Martin Braithwaite scorede kampens første mål i Barcelonas sejr over Osasuna. Det var danskerens første LaLiga-start i denne sæson.

I den første Barcelona-kamp efter Diego Maradonas død var Lionel Messi ved at sende sin landsmand en historisk hilsen.

En halv time inde i kampen mod Osasuna rakte Messi ud efter en afslutning fra Martin Braithwaite, så Messi var få centimeter fra at kopiere Maradonas berømte scoring med hånden i ’86 - den hånd, Maradona efterfølgende kaldte for Guds hånd.

Messi rækker ud efter bolden - ligesom Maradona gjorde det ved VM i 1986.

Messi lod dog bolden være, og derfor svævede den i mål, så Martin Braithwaite blev kampens første målscorer i hans første LaLiga-start i denne sæson.

Barcelona-Osasuna: 4-0

  • Martin Braithwaite, 29'
  • Antoine Griezmann, 42'
  • Philippe Coutinho, 57'
  • Lionel Messi, 73'

Danskerens føringsmål var næsten det uundgåelige udfald af spillet den første halve time. ’Barca’ var dominerende i alle spillets facetter, og reelt var det kun et spørgsmål om tid, inden hjemmeholdet ville komme foran.

Det skete efter nogle tilfældigheder i feltet, hvor Osasunas målmand kom i vejen for flere afslutninger, inden Braithwaite fik sendt bolden i mål med det venstre knæ.

Pragtmål af Griezmann

Kort før pausen blev hjemmeholdets føring fordoblet, da Antoine Griezmann flugtede bolden i nettet.

. Video: TV 2 SPORT

Med kampens smukkeste mål understregede franskmanden, at han spillemæssigt var opgørets største oplevelse.

Både i det offensive spil og i jagten på bolden leverede Griezmann en forbilledlig indsats, og derfor var det ikke overraskende, at han også spillede en stor rolle i Barcelonas tredje mål.

Efter knap en times spil erobrede Griezmann bolden på Osasunas halvdel, hvorefter han fandt Coutinho, som spillede Braithwaite fri i feltet. Danskerens førsteberøring var dog for lang, og derfor kom en forsvarsspiller i vejen. Han sendte ufrivilligt bolden ud til Griezmann, der havde fortsat sit løb ind i feltet, og med stort overblik spillede han Coutinho fri foran målet.

Barcelona er på 3-0 efter en scoring af Coutinho. Video: TV 2 SPORT

Kort efter blev Martin Braithwaite skiftet ud, og i den sidste halve time var Barcelonas sejr aldrig i fare.

Messi med gennemført Maradona-hilsen

Derfor var der god tid til at nyde Barcelonas funklende angrebsspil. Smukkest var det, da Lionel Messi afdriblede to modspillere med knap 20 minutter igen.

Argentineren skabte selv situationen ud af ingenting, og fra kanten af feltet hamrede han bolden op i det ene målhjørne. Et utroligt flot mål, der straks blev overskygget af en utrolig smuk gestus.

Lionel Messi smed sin Barcelona-trøje og blottede en af Maradonas gamle klubtrøjer. Iført den sorte og røde Newell's-dragt, de begge har båret, sendte Messi et fingerkys mod himlen. En gennemført hyldest fra én argentinsk 10’er til en anden, der trods alt fik første halvlegs minder om Guds hånd til at blegne.

Efter sin scoring til 4-0 sender Messi en hyldest til sin tidligere træner Diego Maradona. Video: TV 2 SPORT

Takket være Messis mål og hans hilsen til Maradona blev blev Ousmane Dembeles annullerede scoring få minutter inden hurtigt glemt.

Barcelona vandt helt fortjent 4-0 over Osasuna, og den tidligere Barcelona-stjerne Maradona blev mindet på smukkeste vis af sin arvtager på både klub- og landshold.