Fodbold

Ståles stil medvirkede til manglende glæde, siger FCK-profiler

Spillerne i FCK manglede selvtillid og glæde under Ståle Solbakken, siger Nicolai Boilesen og Rasmus Falk.

FC København fyrede i oktober manager Ståle Solbakken efter en lang periode med svigtende resultater, og ifølge to af holdets profiler, Nicolai Boilesen og Rasmus Falk, var nordmandens ledelsesstil en af årsagerne til problemerne.

Forsvarsspilleren Nicolai Boilesen peger på, at stemningen i truppen ikke har været optimal.

- Der er rigtigt, rigtigt mange, som mangler enten selvtillid eller en tiltro til tingene og et sammenhold, siger Boilesen til eurosport.dk.

- Selvfølgelig er det også en del af ledelsesstilen, at det er sket. Det er der slet ingen tvivl om.

På spørgsmålet om, hvorvidt han henviser til Ståle Solbakkens ledelsesstil, svarer den tidligere Ajax-anfører "ja".

Ståle Solbakken siger til Eurosport, at han ikke ønsker at kommentere kritikken.

I et interview med TV3 Sport søndag afviste Ståle Solbakken, at han havde tabt omklædningsrummet, før han fik en fyreseddel af den klub, han havde ført til otte danske mesterskaber og fire pokaltitler.

En hård træner og en hård tone

- Ståle er en hård træner. Der har været en hård tone, og det skal vi også kunne være i, men der er ingen tvivl om, at på grund af meget af det, der er sket i det seneste lange stykke tid i København, ser jeg mange, som har manglet den der glæde ved tingene, siger midtbanespilleren Rasmus Falk til eurosport.dk.

Ikke alle Solbakkens indspark var konstruktive, mener Nicolai Boilesen.

- Der hvor kæden hopper af for mig, er i det øjeblik, hvor der bare bliver slynget ting ud, som i sidste ende ikke kan bruges til noget, og som man ikke kan bruge fremadrettet på at blive bedre hverken individuelt eller som hold, siger han.

FCK har siden fyringen af nordmanden ansat Jess Thorup som cheftræner og Peter Christiansen som sportsdirektør. De første to superligakampe under Thorup har resulteret i nederlag.

Søndag er FCK på besøg i Haderslev, hvor SønderjyskE tager imod.