Fodbold

Storklubs nedrykning førte til sammenstød mellem tilhængere og politi

Efter 82 år i den bedste peruvianske fodboldrække er klubben Alianza Lima med 23 mesterskaber rykket ned.

Nederlag og nedrykning.

Det sidste er utvivlsomt værre end det første, men når det første er direkte årsag til det sidste, gør det ekstra ondt. Det måtte politiet i Perus hovedstad, Lima, sande sent lørdag aften dansk tid.

På udebane tabte storklubben Alianza Lima 0-2 til Sport Huancayo, og så var storholdets nedrykning fra landets bedste fodboldrække en realitet.

Det udløste sammenstød mellem vrede tilhængere af Alianza Lima og ordensmagten omkring klubbens stadion.

Alianza Lima, der blev grundlagt i 1901, kom op i den bedste peruvianske række i 1938. Så det er et farvel efter 82 år.

- Der har været nogle episoder med nogle unge tilhængere af holdet (Alianza Lima, red.), som desværre har forsøgt at få en smule afløb for deres frustrationer ved at kaste med sten. Det kom dog ikke helt ud af kontrol, sagde politigeneral Jorge Angulo ifølge Reuters og fortsatte:

- De har forstået, at det ikke er nødvendigt at indtage denne type opførsel, og stille og roligt trækker de sig tilbage.

Politigeneral Jorge Angulo.
Kampklædte betjente i Perus hovedstad, Lima.

Fem forskellige trænere i år

Alianza Lima har i kølvandet på nedrykningen undskyldt over for klubbens tilhængere og lovet, at der vil blive foretaget flere ændringer for at få genoplivet klubben, der er en af de mest støttede i landet.

- Vi har nået bunden. Må denne sportslige tragedie hjælpe os med at bringe vores hjerter tættere sammen og vende tilbage stærkere end nogensinde, har klubben skrevet på det sociale medie Twitter.

Alianza Lima har vundet det peruvianske mesterskab hele 23 gange - seneste i 2017. Det er kun overgået af hovedstadsrivalerne fra Club Universitario.

Nedrykningen kommer efter en kaotisk sæson, hvor Alianza Lima nåede at have hele fem forskellige cheftrænere.