Fodbold

FC Midtjylland overrasker og får første CL-point

Femte gang blev lykkens gang, da FC Midtjylland tirsdag aften fik sit første Champions League-point i klubbens historie.

FC Midtjylland havde ikke det store at spille for, da de gæstede italienske Atalanta i Champions League.

Men det forhindrede ikke de danske debutanter i at levere en storslået præstation. For efter fire nederlag i træk i den prestigefyldte turnering formåede FC Midtjylland endelig at komme på tavlen, da de fik et enkelt point med fra udekampen i Bergamo.

Atalanta-FC Midtjylland 1-1

  • 13' 0-1: Alexander Scholz
  • 79' 1-1: Cristian Romero

Det ene point ændrer ikke på det faktum, at FC Midtjylland før den sidste gruppekamp mod Liverpool er sikre på at slutte sidst i gruppen. Det stod allerede klart inden tirsdagens kamp.

FCM havde kun penge og prestige at spille for tirsdag aften. Men med de fire første gruppekampe in mente så det på forhånd svært ud for FC Midtjylland,

Tilmed manglede de danske mestre flere af de største profiler, da anfører Erik Sviatchenko, Pione Sisto, Jens-Lys Cajuste og Evander måtte blive hjemme i Herning.

Priske forsøgte sig med taktisk ændring

FC Midtjyllands cheftræner, Brian Priske, forsøgte sig for første gang i turneringen med en trebackkæde, der gav plads til Manjrekar James og Daniel Høegh ved siden af Scholz.

Det skabte et mere kompakt fundament, og Atalanta havde sværere ved at bryde defensiven op end i det første opgør i oktober.

Midtjyderne kom ud til kampen med masser af energi, og selv om Hans Hateboer og Duván Zapata havde chancer for at bringe værterne foran, var det gæsterne fra Danmark, som tog føringen.

13 minutter var spillet, da angriberen Sory Kaba tæmmede en bold og lagde den til rette for Scholz.

Midtstopperen smadrede med stor kraft bolden op i krydset og skaffede det forløsende føringsmål.

Alexander Scholz bragede bolden i kassen efter 13 minutter.

Det var første gang i turneringen, at FC Midtjylland kom foran, men der kunne hurtigt være blevet udlignet, hvis Romero havde scoret på en fri hovedstødschance få minutter senere.

FCM tæt på at komme foran med to

Atalanta havde et par chancer mere, men overtaget var ikke prangende, og det danske mandskab gik til pause med en føring.

I det 63. minut så det ud til, at FCM var tæt på endnu et drømmemål. Efter et hjørnespark sparkede Kaba på mål med hælen, men det firnurlige spark ramte overliggeren. Dommeren fløjtede dog for offside.

Som tiden gik, virkede Atalanta-spillerne til at blive mere og mere modløse.

Midtvejs i anden halvleg havde Atalanta-træner Gian Piero Gasperini brugt fire af sine fem udskiftninger, men de oplagte målchancer lod vente på sig.

Atalanta-pres resulterede i udligning

Med et kvarter igen slap Amad Traore fri, men FCM-målmand Jesper Hansen diskede op med en stor redning på ivorianerens forsøg.

Italienerne trykkede nu gæsterne i bund, og med 11 minutter igen pandede Romero bolden udligningen i nettet.

Cristian Romero headede flot bolden ind bag Jesper Hansen kort før tid.

En flok trætte FC Midtjylland-spillere kæmpede for at holde fast i det ene point, og det lykkedes på trods af Atalantas nyfundne selvtillid.

Mens de danske mestre er sikre på at slutte gruppespillet på fjerdepladsen, så er Liverpool sikre på at vinde gruppen. Ajax og Atalanta skal ud i en direkte kamp om andenpladsen.