Fodbold

Bayern-stjerne er verdens bedste i år, mener TV 2s fodboldredaktion

TV 2 SPORTs fodboldredaktion har via afstemning fundet frem til de 40 bedste fodboldspillere i verden i 2020.

Ballon d'Or er aflyst i år på grund af coronapandemien. Derfor har TV 2 SPORTs fodboldredaktion lavet sin egen udgave af den årlige prisuddeling, og nederst i artiklen kan du læse, hvordan vi har gjort.

Fra 1.-4. december bringer vi på sport.tv2.dk resultatet af afstemningen fra nummer 40 til nummer 1, og i dag, fredag, er dagen, hvor Den Gyldne Bold uddeles.

Se nummer 40-31 her, se nummer 30-21 her og se nummer 20-11 her.

#10 KARIM BENZEMA - 427 POINT

Klub: Real Madrid

Han er i gang med sin 11. sæson i Real Madrid. Spillede i mesterskabssæsonen 48 kampe og var involveret i 38 mål. Franskmanden er den mest betydningsfulde angriber i Real Madrid, siden Cristiano Ronaldo forlod klubben. Flere end 250 mål har Benzema lavet for madrilenerne. Han har scoret i 16 Champions League-sæsoner på stribe - kun overgået af Lionel Messi.

#9 SADIO MANÉ - 494 POINT

Klub: Liverpool

18 mål og 9 assists i 38 kampe på vej mod Premier League-titlen 2019/20. Han blev nummer 4 i den officielle Ballon d'Or-kåring sidste år, og han har en evne, som Ronaldo har - han scorer så varieret. Det er nærmest artisteri, når Mané behandler bold og modstander i høj fart. Blev testet positiv for covid-19 i oktober.

#8 VIRGIL VAN DIJK - 525 POINT

Klub: Liverpool

Den elegante forsvarsspiller var manden, der fik Liverpools udtryk gjort selvsikkert i attitude og på plænen. Sidste år var han nomineret i stort set samtlige kåringer - blev nummer 2 i den officielle Ballon d'Or-kåring efter Messi og blev i år hyldet af flere medier som manden bag Liverpools mesterskab. Hollænderen blev langtidsskadet midt i oktober og vender først tilbage langt inde i 2021. Et stort savn i Liverpool.

#7 NEYMAR - 534 POINT

Klub: Paris Saint-Germain

Der er altid støj omkring Neymar. Fodboldmæssigt fylder det en pæn del. Han var en flittig assistmager på PSG's vej til klubbens første Champions League-finale (tabte til Bayern München), men året har også båret præg af det, der er sket rundt om fodbolden. Brasilianeren blev testet covid-19-positiv i september, tildelt to spilledages karantæne efter bataljer i en kamp mod Olympique de Marseille og så en skade ved indgangen til november. Men en uforlignelig spiller, når han spiller.

#6 KYLIAN MBAPPÉ - 543 POINT

Klub: Paris Saint-Germain

Også Mbappé blev ramt af covid-19 i september, men han kom tilbage med syv mål og fem assists i de efterfølgende seks kampe i Ligue 1. Var involveret i 49 mål (30 mål/19 assists) i 37 kampe i sidste sæson, hvor PSG blev kåret som mester (corona-kåret før tid) og kom i sin første Champions League-finale. Franskmanden er vurderet til 180 millioner euro - og blot 21 år.

#5 CRISTIANO RONALDO - 575 POINT

Klub: Juventus

29 titler med tre klubber og Portugal. Og 35-årige Ronaldo bliver ved. 12 gange i top-3 i den officielle Ballon d'Or-kåring. Blev ramt af covid-19, der holdt ham ude i tre uger, men scorede straks, da han kom tilbage. Ronaldo scorede flere mål, end han spillede LaLiga-kampe for Real Madrid. Det samme er ved at ske i Juventus.

#4 SERGIO RAMOS - 579 POINT

Klub: Real Madrid

Er han verdens bedste forsvarsspiller i moderne tider? Det mener spanske sportsblade. Og både hans præstationer og hans betydning bliver større og større for Real Madrid og det spanske landshold. Mod Inter i Champions League scorede han sit mål nummer 100 for madrilenerne. Og i september mod Ukraine scorede han sit mål nummer 23 i nationaldragten, og dermed er Ramos - sammen med Alfredo di Stéfano - den ottende mest scorende for Spanien i historien. Mesterskabet i LaLiga var hans 26. titel i alt.

#3 KEVIN DE BRUYNE - 659 POINT

Klub: Manchester City

Selv om Manchester City ikke blev mester i 2019/20-sæsonen, blev De Bruyne 'Player of the Year' med 13 mål og 20 assists. Belgieren kreerede 104 chancer. "Den komplette spiller" som verdenspressen har betegnet ham, og de tilføjer: "Han er lige så vigtig for Manchester City, som Lionel Messi er for Barcelona."

#2 LIONEL MESSI - 665 POINT

Klub: FC Barcelona

Uforlignelige Messi - selv om hans 2020 ikke har været som hans tidligere år. FC Barcelona har skuffet fælt, mesterskabet røg, selv om de førte før coronapausen. Med 2-8 blev de sendt ud af Champions League af Bayern München, trænerfyringer, uro på ledelsesgangene og Messis ønskede exit, som ikke blev til noget. Og på trods af alt den støj viste argentineren klassen i så mange kampe. Værdifulde Messi.

#1 ROBERT LEWANDOWSKI - 708 POINT

Klub: Bayern München

Det er helt "umuligt" med ham her. Han scorer bare mål på stribe. Hvis vi nøjes med i år, vandt han tre titler med Bayern og blev topscorer i alle tre turneringer. Han scorede ikke i Champions League-finalen mod PSG (1-0), men havde indtil da scoret 15 mål i 9 kampe i træk. I denne sæson scorede han blandt andet hattrick mod Eintracht Frankfurt i oktober, og polakken nåede dermed som den første 10 mål i bare 5 kampe. Lewandowski har været outstanding i år. Ganske enkelt.

Afstemning

Hvem skulle have haft den officielle Ballon d'Or i 2020?

Sådan har vi gjort

18 fodboldkyndige personer - kommentatorer og eksperter - på TV 2 SPORTs fodboldredaktion har deltaget i afstemningen. De har hver især givet 40 point til den spiller, de synes fortjener Ballon d'Or-prisen i 2020. Nummer 2 på deres lister har fået 39 point og så videre ned til nummer 40, der har fået 1 point.

I alt har 103 spillere fået stemmer i afstemningen, som sluttede 1. november.

Hvad er Ballon d'Or?

Ballon d'Or-prisen, på dansk kendt som Den Gyldne Bold, bliver år efter år uddelt til verdens bedste fodboldspiller. Det er det franske fodboldmagasin France Football, der står bag prisen.

Prisen blev introduceret i 1956, og 2020 er første gang, hvor prisen ikke uddeles.

Argentinske Lionel Messi er rekordholder med seks bolde. Portugisiske Cristiano Ronaldo følger lige efter med fem bolde. Allan Simonsen er historiens eneste danske modtager af Ballon d'Or-prisen. Han fik den i 1977.