Fodbold

FCK slipper ustraffet fra forkert startformation

Det kan ikke bevises, at FC København angav forkert startformation mod SønderjyskE, mener disciplinærinstans.

FC København overtrådte ikke reglerne, da klubben i søndags angav sin startformation til superligakampen mod SønderjyskE.

Det konkluderer Fodboldens Disciplinærinstans efter at have behandlet SønderjyskEs indberetning.

Sønderjyderne mener, at FCK begik en fejl, da klubben opsatte sine 11 startende spillere i en 3-5-2-formation.

Efter SønderjyskEs opfattelse spillede de københavnske gæster i hele kampen med et firemandsforsvar, og samtidig var midtbanespilleren Jens Stage ifølge sønderjyderne fejlagtigt placeret i forsvaret.

Men det kan ikke bevises, at FC Københavns formation var forkert angivet, mener disciplinærinstansen.

- Det forhold, at én spiller ud af FC Københavns 11 spillere i forbindelse med kampens begyndelsespark og i kampens indledning kan konstateres at have været placeret anderledes end sin angivne startposition, kan ikke ganske afvises at være begrundet i særligt taktiske forhold eksempelvis vedrørende kampens begyndelsesspark og byttende positioner afhængigt af kampudviklingen.

- Den angivne startformation kan endvidere ikke ses som en begrænsning for, også umiddelbart efter kampstart, at ændre såvel formation som spillernes positioner på banen, lyder det i kendelsen.

FC København anførte som svar på indberetningen, at spillernes placering på banen er meget dynamisk. Derfor kan en startopstilling på papir hurtigt ændre sig.

Klubben slår samtidig fast, at man finder indberetningen "besynderlig" og "spild af tid".

Klubberne i Superligaen er ifølge Divisionsforeningens love forpligtet til at offentliggøre en startopstilling og startformation senest en time før kampene.

Overtræder en klub reglerne, kan den sanktioneres med en bøde.

Tidligere på året klagede Randers FC over, at AC Horsens havde angivet en midtbanespiller som angriber i de to holds indbyrdes møde. Også den klage blev afvist.