Fodbold

Braithwaite kom som allrounder - og brød igennem som specialist

Han blev hentet til Barcelona for sin alsidighed som offensivspiller. Nu er Martin Braithwaite pludselig en succes som rendyrket frontangriber.

Onsdag aften lagde statistikudbyderen Opta et billede ud på Twitter, der grafisk beskrev, hvordan FC Barcelonas andet mål i Budapest mod Ferencváros var opstået. Det billede er værd at se nærmere på, hvis man vil forstå Martin Braithwaites pludselige succes.

Tweetet forklarede, at målet af Braithwaite kom efter 33 afleveringer mellem Barcelona-spillerne, det højeste antal af noget hold i Champions League i denne sæson.

Det interessante er, at ingen af de 33 afleveringer kom fra danskeren. Braithwaites eneste funktion var at sætte sidste fod på bolden, inden den lå i ungarernes net.

Dette var et mål af en ægte angriber. En måltyv, der lod de andre om at kombinere og finde rum og selv sørgede for at være det rette sted, da de mange kombinationer endelig skabte en åbning til et indlæg.

Det var Martin Braithwaites fjerde mål i de sidste tre kampe i løbet af en eventyrlig uge, der har været den største for danskeren i hans lidt mere end ni måneder i en af verdens største klubber.

Og det var et mål, der understregede, hvordan han i dag er noget andet end det, han egentlig blev hentet for af et panisk og skadesplaget Barcelona i februar.

Dengang var det kantspilleren Ousmane Dembélés langtidsskade, der gav Barça deres helt eget transfervindue. Men Braithwaite skulle ikke blot erstatte Dembélé; han skulle i lige så høj grad dække hullet efter den ligeledes skadede Luis Suárez helt i front.

Derfor blev Braithwaites alsidighed i det offensive spil udslagsgivende for, at den daværende træner Quique Setién ønskede netop ham. For i Leganés havde han vist, at han både kunne optræde helt i front og på kanten.

Men nu er Braithwaite ikke længere en offensiv allrounder i Barcelonas trup. Han er blevet en specialist. En rendyrket 9’er, som der også står på ryggen af ham.

Og den seneste uge har vist, at sådan en kan Barcelona godt bruge til noget.

Efter Suárez

At Barcelona i sommer bad Luis Suárez om at forlade klubben, har vist sig at være Braithwaites chance. For der blev ikke hentet nogen erstatning, og derfor er truppen nu tyndt besat helt i front.

I modsætning til sidste sæson er kanterne og den offensive midtbane til gengæld fyldt rigeligt op med kompetente spillere. Dembélé er tilbage fra forårets skade, Philippe Coutinho er vendt tilbage fra leje i Bayern München, teenageren Pedri er hentet i Las Palmas, og portugiseren Trincão er kommet til fra Braga. Fire spillere, som ikke var der i foråret, hvor Braithwaite kun skulle konkurrere med Lionel Messi, Antoine Griezmann og Ansu Fati om spilletid. Det gjorde han i begyndelsen med så fin succes, at han nåede at blive valgt frem for Griezmann til positionen på venstrekanten i udekampen i Sevilla i juni, en af de store kampe i sæsonen.

Men i den kamp skuffede Braithwaite og røg derefter bag i køen. Der stod han også i begyndelsen af den nye sæson, hvor han tilmed blev ramt af en skade, der holdt ham ude i et par uger i sæsonstarten.

Da han kom hjem til landsholdssamling i Herning i oktober, havde han derfor ikke spillet et eneste minut for Barcelona i den nye sæson. Men den pessimisme, der her fra Danmark ofte er blevet udtrykt over for hans situation, har i mine øjne været overdrevet. Han stod ikke forrest i køen, men han stod i køen, og så snart han blev spilleklar, begyndte han at få sine indhop – og det i kampe, hvor Barcelona jagtede en scoring, og hvor det ikke bare handlede om at spare andre spillere. Hvis Ronald Koeman ikke havde nogen tro på Braithwaite, havde han næppe skiftet ham ind i de sidste minutter af El Clásico, hvor Barcelona var bagud og jagtede en udligning.

Mål blev det ikke til fra Braithwaite i seks kampe som indskifter, men det blev det til i Kijev, da han endelig fik chancen fra start. I de tre kampe mod Dynamo Kijev, Osasuna og Ferencváros har det været tydeligt at se, at han er helt afklaret med sin opgave på holdet. Og kamp for kamp har han fået mere selvtillid og sikkerhed i sine aktioner.

Stjerner og vandbærere

Lige nu er Martin Braithwaite på mode i FC Barcelona og i den catalanske sportspresse.

Barcelona har vundet de tre kampe med danskeren fra start med samlet 11-0, og selvom modstanden ikke har været skræmmende, så er det alligevel, som om noget er faldet i hak i Barças spil i de tre kampe.

Her peger mange på Martin Braithwaites rolle på holdet som et væsentligt element. Hans fire mål på blot 279 minutter i sæsonen giver et imponerende gennemsnit på 70 minutters spilletid for hver scoring. Men hans succes handler ikke blot om de mål, han selv har scoret; den knytter sig også til en opfattelse af, at Barcelonas offensive spil fungerer bedre med en decideret frontangriber på holdet.

Braithwaite skal ikke falde tilbage i banen og blande sig for meget i kombinationsspillet. Han skal holde sig i nærheden af modstanderens midterforsvarere og hele tiden true med dybdeløb, hvilket skaber plads for medspillerne.

”Danskeren er en velsignelse for Griezmanns bevægelser,” skrev Ramon Besa, en af de førende fortolkere af tingenes tilstand i Barcelona, i El País efter Ferencváros-kampen i onsdags.

Som Braithwaite har også Griezmann scoret i de tre seneste sejre. Og hvor franskmanden ofte har ledt forvirret efter sin plads på holdet i skyggen af Messi, har han i de kampe virket anderledes frigjort uden hele tiden at være tynget af at skulle sørge for ikke at gå i vejen for Messi og til tider placere sig som den forreste angriber, en rolle, der ikke er hans.

Samtidig har Braithwaites tilstedeværelse også gavnet det ofte mangelfulde presspil, hvor danskeren som den første presspiller har givet Barcelona et mere aggressivt udtryk.

“Med danskeren på banen er det endnu engang blevet vist, at et hold ikke bare har brug for stjerner, men også for professionelle typer med en mentalitet som en vandbærer,” kommenterer Rubén Uría i en Braithwaite-hyldest på sitet Goal.com. Uría har sine kontakter i orden og var i august manden bag det eftertragtede interview med Lionel Messi oven på argentinerens ønske om at forlade Barcelona.

Det fortalte meget, at Braithwaite i sidste uge i Kijev efter en kort dialog med Griezmann fik lov til at sparke det straffespark, han selv havde fået tilkendt. Man kunne sagtens have forventet, at Griezmann selv følte behov for at få et ekstra mål på kontoen, men han undte åbenbart Braithwaite succesen. Og mod Ferencváros var det så omvendt Braithwaite, der generøst overlod bolden til Dembélé og lod ham score på endnu et straffespark, som Braithwaite havde fået tilkendt.

Det var næsten som at være tilbage i MSN-tiden, hvor Messi, Suárez og Neymar skiftedes til at give hinanden straffespark. Og det efterlod et indtryk af, at den fransk gifte Braithwaite er accepteret i truppen og især har en fin relation til franskmændene.

Den nye Larsson

At Martin Braithwaite nu er en succes som specialiseret spidsangriber, er på sin vis et paradoks. Hvis Barcelona i februar havde ledt efter netop det, er det meget tænkeligt, at de havde fravalgt Braithwaite og i stedet hentet Lucas Pérez fra Aláves, Roger Martí fra Levante eller Getafes Ángel Rodríguez.

For i modsætning til de spillere har Braithwaite ikke en hel karriere bag sig som måltyv i straffesparksfeltet. På landsholdet har han mest optrådt på venstrekanten, og det samme var tilfældet i det mislykkede ophold i Middlesbrough. Og når han har optrådt helt fremme, har det som regel været i et tomandsangreb som i Leganés ved siden af Youssef En-Nesyri eller som i Toulouse-tiden, hvor hans samarbejde med Wissam Ben Yedder var fortrinligt.

Nu er han ved at lære nye bevægelsesmønstre i en ny rolle, hvor hans analytiske og nysgerrige sind sættes på prøve.

”Hvem er Memphis Depay?”, spurgte Marca retorisk efter Ferencváros-kampen med henvisning til den hollandske Lyon-angriber, som er i Barcelonas søgelys – men som måske ikke er så nødvendig endda.

”Barça finder en 9’er,” skrev El País fredag i en artikel, der refererer en lang række positive tilkendegivelser om danskerens indstilling og attitude fra unavngivne folk i klubben.

”Han kan godt blive den nye Larsson,” lyder det i El Mundo Deportivo med hentydning til svenske Henrik Larsson, der nu er Barcelonas assistenttræner.

Nogen finere sammenligning fås ikke, for respekten for Larsson er enorm, selvom han kun spillede for klubben i to år og for det meste stod i skyggen af Samuel Eto’o. Men han brokkede sig aldrig, og når han fik chancen, leverede han varen og scorede vigtige mål.

Larsson er blevet idealet, som angrebsreserverne siden da er blevet målt imod, men det har ikke været nogen nem rolle at skulle udfylde. Bare spørg Paco Alcácer.

I sin bedste sæson i Barcelona scorede Larsson 15 mål, da Barça i 2006 vandt både mesterskabet og Champions League. Dertil er der endnu et stykke for Martin Braithwaite og det nuværende hold, og situationen kan hurtigt vende igen. Han kan miste sin plads, eller han kan blive forsøgt solgt i januar, hvis Barcelona får en ny præsident, der drømmer om at hente en ny angriber.

Men sker det, vil Braithwaite kunne forlade Barcelona med hovedet højt. I en tid med ævl og kævl og ballade i kulissen er der noget befriende over en mand, der gør sit arbejde og nu flere gange har vist, at han faktisk har noget at bidrage med i en af verdens største klubber.