Fodbold

Ronaldo hentede to, men er stadig ét mål fra Messi

Portugisiske Cristiano Ronaldo scorede tirsdag aften sit 20. og 21. mål i en kamp mod Lionel Messi. Argentineren står noteret for 22.

- Jeg sad næsten og håbede, de ville bytte trøjer.

Som mange andre så Mads Junker med, da Cristiano Ronaldo og Lionel Messi igen mødtes tirsdag aften.

- Det havde været et ikonisk moment, hvis de evige rivaler endelig satte sig og røg fredspibe. Men det kan de selvfølgelig ikke gøre endnu, erkender TV 2 SPORTs fodboldekspert.

Nej, for ingen af de to verdensstjerner synes villige til at indstille karrieren lige med det samme. De kan sagtens nå at mødes på fodboldbanen en håndfuld gange endnu.

Men selv for 35-årige Cristiano Ronaldo og to år yngre Lionel Messi er det jo slut en dag. Tirsdag stod de over for hinanden i kamptøj for første gang i mere end to og et halvt år.

Måske var det for sidste gang.

Derfor ser TV 2 SPORT nærmere på den direkte duel mellem den moderne tids to største fodboldstjerner.

  • Sejre

    16
    11
  • Uafgjorte

    9
    9
  • Nederlag

    11
    16
  • Mål

    22
    21
  • Assists

    12
    1

Ronaldos første CL-mål mod Messi

Skulle tirsdagens møde vise sig at blive det sidste, så slutter det med et godt minde for Cristiano Ronaldo.

To gange var han på straffesparkspletten i 3-0-sejren, som sikrede Juventus førstepladsen i Champions League-gruppen.

Jeg vil glæde mig til at fortælle min søn, at jeg oplevede duellen i levende live

Mads Junker, fodboldekspert

Det var samtidig Ronados første Champions League-mål mod Messis Barcelona. Hverken for Manchester United (tre forsøg) eller Real Madrid (to forsøg) formåede portugiseren at lave sådan et.

Til gengæld formåede Messi ikke at udbygge sin total på tre (to mål mod Real Madrid, et mod Manchester United).

I landsholdssammenhæng har de for henholdsvis Argentina og Portugal scoret én gang i to venskabelige møder - og vundet ét opgør hver (Messi i 2011, Ronaldo i 2014).

Klart de fleste af kampene mellem de to er imidlertid stået for henholdsvis FC Barcelona og Real Madrid. 30 møder blev det til fra 2009 til 2018.

I 14 af møderne har Messis Barcelona-mandskab vundet, mens Ronaldos Real Madrid sejrede i 8 tilfælde. Messi fører spinkelt på antal mål. 20-18.

Ekspert kan ikke vælge

Statistisk har Lionel Messi altså overhånden i de indbyrdes opgør.

Men i det store billede er det svært at adskille de to rivalers betydning for deres respektive klubber, mener Mads Junker.

- De har haft samme kolossale betydning, for de har båret deres mandskaber i årtier.

- Messi har vundet betydeligt flere spanske mesterskaber, men Ronaldo har til gengæld flest Champions League-titler, lyder det fra fodboldeksperten.

- Det er et relevant spørgsmål, hvem der har betydet mest, men det er et af dem, der simpelthen ikke kan gøres op.

Til gengæld har begge spillere betydet alverden for fodboldspillet, vurderer Mads Junker.

- Jeg vil glæde mig til at fortælle min søn, at jeg oplevede duellen i levende live. At vi syntes, det var normalt at lave 48 eller 50 mål i en La Liga-sæson.

- Det er noget, du ellers kun oplever i spil. Tænk at have oplevet de her to i øvrigt store modsætninger gøre det på samme tid.

I hele karrieren har Cristiano Ronaldo lavet 748 mål og 226 oplæg i 1026 opgør. Lionel Messi står noteret for 711 mål og 300 assists i 884 kampe.

Afstemning

Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo?

Den helt store, statistiske sammenligning af de to findes her.