Fodbold

Han var straffet, overvægtig og skadet - og verdens bedste tre uger senere

TV 2 SPORT's fodboldkommentator Flemming Toft mindes den italienske fodboldlegende Paolo Rossi, der onsdag afgik ved døden 64 år gammel.

Han fik Brasilien til at græde.

Sådan skrev “La Republicca” en julidag i 1982, da Italien havde sendt de brasilianske favoritter ud af VM-turneringen. Paolo Rossi havde lavet alle tre mål i 3-2-sejren.

Det blev senere en lidt omskrevet titel på hans selvbiografi - nu græder hele Italien.

Han var havnet i de kriminelles kløer. Det kunne ingen fatte

Det er historien om knægten fra Prato ved foden af Appenninerne i vidunderlige Toscana. Den “Pablito”, der voksede op som en ung fodboldspiller i Firenze på markerne i Soffiano ved Cattolica Virtus. Lille, skrøbelig og i den grad med manglende teknik, da han som 17-årig kom i den zebrastribede Juventus-trøje. Uden at spille.

Hans fysik talte imod en fodboldkarriere, og tre meniskoperationer underbyggede det. Der var ikke plads til en “splejs” mellem de kontante, italienske forsvarsspillere, så Paolo blev stillet ud på fløjen i Como - uden held.

Han kom til Serie B-klubben Lanerossi Vicenza, hvor træneren af nød placerede ham som central angriber. Alle andre forwards var skadede. Det var en god idé. Paolo Rossi blev topscorer i Serie B, og året efter rykkede holdet op. Og Rossi blev udtaget til Italiens VM-hold 1978 i Argentina. “Squadra Azzurri” fik en fjerdeplads.

Paolo Rossi var deleejet af Vicenza og Juventus, men sidstnævnte ophævede deres del. Den bevægelige forward løb ind i en byge af skader og blev igen udlejet - denne gang til Perugia - og selvom han haltede rundt, fik han lavet 13 mål og førte klubben langt i UEFA Cuppen.

Den største skandale

Men så tog den vel nok største skandale - Totonero - i italiensk fodbold fat.

Guardia di Finanza slog til mod en omfattende matchfixing, der involverede en stribe af de helt store klubber og en række store fodboldnavne. Blandt dem Paolo Rossi. AC Milan og Lazio blev degraderet til Serie B, Rossi fik tre års udelukkelse fra al fodbold.

Det var en lille grønthandler, Massimo Cruciani, der startede skandalelavinen. Han var træt af at betale spillere for at tabe, når de så ikke gjorde det nok, så han meldte sin partner, en restauratør, til politiet og yderligere 27 navngivne spillere. Blandt dem Paolo Rossi.

Paolo Rossi (nummer to i blåt fra venstre) scorede mod Vesttyskland i finalen.

Det italienske gendarmeri, Carabinieri, slog til midt i en kamp i Rom, og derefter fulgte anholdelser og anklager også mod Rossi. Han tog sin uskyld med hjem til familien i Prato, hvor forældrene græd, før de trøstede og bakkede op. “Jeg ville forlade Italien, da jeg fik de tre års karantæne. Der var intet at stå op til - kun de fordømmende kommentarer. Jeg overlevede, fordi jeg vidste, jeg var uskyldig”.

De græd i Italien. Denne pæne unge mand med de azurblå øjne og smilet, der trak streger mod kindbenene - nu var han havnet i de kriminelles kløer. Det kunne ingen fatte. Og endnu flere acceptere.

Forkortet udelukkelse

Og dog. Juventus, “Den gamle Dame”, bredte armene ud. Eller rettere: Direktør Giampiero Boniperti gjorde det i sin personlige begejstring for Paolo Rossi. Selvom Rossi var dømt, isoleret til selvtræning uden lyst og udelukket, fik han kontrakt med Juve. “Du kommer hjem til os”, sagde Boniperti, der havde en god ven i landsholdets træner Enzo Bearzot, og de delte begejstringen for den ikke-spillende Rossi.

Det fik betydning for det italienske landshold - og Paolo Rossi, der hele tiden i karantæne-perioden understregede sin uskyld. På behændig vis blev udelukkelsen skåret ned med et år, så Bearzot kunne indlemme Rossi i VM-truppen i Spanien. Det var i maj 1982 - en måned før slutrunden.

Så græd de dele af Italien, der mente, at storklubben Juventus med de “rigtige” forbindelser havde indflydelse på nedsættelsen af straffen, og skandalen blev langt mere national.

Svinet til i pressen

Som skrivende journalist fulgte jeg Italien under VM-slutrunden i 1982 og så en nærmest utrænet, halvskadet og langt fra i VM-form, Paolo Rossi. Det var næsten pinligt, og de italienske medier var nådesløse i deres kritik. De svinede Paolo Rossi til samtidig med, at de fordømte spillernes krav om en særlig høj bonus - i tilfælde af succes.

Landsholdstruppen boykottede pressen, og kun målmanden Dino Zoff ville udtale sig.

Efter de indledende kampe var kritikerne enige om, at Paolo Rossi skulle sættes af og rejse hjem til Italien. Heller ikke i den første mellemrunde kamp - mod Argentina - satte han fødderne rigtigt nok til at tilfredsstille kritikerne. Men så…

Hattrick mod Brasilien

På Sarria i Barcelona - Espanyols hjemmebane dengang - sendte Italien de store favoritter Brasilien med stjerner som Zico, Falcao, Socrates ud. En vanvittigt medrivende fodboldkamp sidst på eftermiddagen i bagende sol. Paolo Rossi efter fem minutter på hovedstød, Socrates udlignede ved at score under Dino Zoff. Kort efter opfangede Rossi en brasiliansk fejlaflevering og hamrede bolden ind bag Waldir Peres. Falcao bragte balance midt i anden halvleg, men seks minutter senere kom det italienske sejrsmål - Paolo Rossis og Italiens tredje.

En klassikker fra fodboldens øverste arkivhylde - og uforglemmelige billeder af nummer 20 med matchende øjen- og trøje farve, begge arme strakt mod himlen med de knyttede næver tættest på og det smittende smil.

Han lavede to mål i semifinalen mod Polen (2-0) og det første i finalen mod Vesttyskland i 3-1 sejren. Italien og Paolo Rossi, verdens bedste.

Paolo er et af de mest almindelige navne i Italien, og Rossi er der tusinder, der har som efternavn. Men Paolo Rossi var der kun en af. Ham, der gik så meget igennem, ham der fik så mange til at græde. Pablito fra Prato.

Han gik bort, før tårerne efter Maradonas farvel nåede at tørre.