Fodbold

En udskældt Copa har fået nyt liv

Et nyt format har genfødt Copa del Rey, men mangfoldighedens pokalturnering går stadig hånd i hånd med elitens interesser.

En mandag i november havde en flok unge mænd aftalt at mødes på en bar på den centrale plaza i deres hjemby Sant Llorenç des Cardassar. De var fodboldspillere i den lokale klub i byen med omkring 4000 indbyggere i det nordøstlige Mallorca.

Nogle af deres holdkammerater kunne ikke møde op og var lovligt undskyldt; arbejdet påkrævede deres tilstedeværelse, og i Spaniens fjerdebedste række, opdelt i hele 18 regionale kredse, kan man naturligvis ikke leve af at spille fodbold.

De tilstedeværende tændte for et fjernsyn og begyndte at følge med i den uendelige, hvor 116 fodboldhold fik at vide, hvem de skulle møde i første runde af Copa del Rey.

Og spillerne fra Club Esportiu Cardassar fik den modstander, de havde drømt om: Atlético de Madrid. Det største hold i hele lodtrækningen.

I denne uge rejste Atlético derfor til Mallorca til mødet med lille CE Cardassar. Det var det arketypiske eksempel på et opgør mellem David og Goliat i en national pokalturnering. Og blandt de mange småklubber i aktion var Cardassar den med den mest dramatiske historie.

Den historie handlede om, hvordan den lille by på Mallorca i 2018 blev udsat for en frygtelig oversvømmelse. 13 mennesker mistede livet, flere hundrede mistede deres hjem – og CE Cardassars hjemmebane Es Moleter blev efterladt i en tilstand, så det næsten ikke var til at se, at det rent faktisk havde været et fodboldstadion.

En omfattende genopbygning af byen og stadionet fulgte, med det mallorcinske tennisikon Rafael Nadal som en af støtterne. Og sportsligt fulgte en overraskende oprykning til Tercera División, den fjerdebedste række.

Det er historier som Cardassars, der har nydt godt af, at Copa del Rey er blevet forvandlet. Den spanske pokalturnering har åbnet sig mod bredden, så småklubber over det meste af landet i denne uge har kunnet sole sig i opmærksomheden fra kampe mod store klubber fra LaLiga.

Den omfattende ændring af turneringens format blev gennemført op til sidste sæson, og premieren gav den ofte udskældte og uglesete Copa del Rey ny popularitet.

Romantikerne fik al den pokalcharme, de kunne ønske sig

I en tid, hvor det meste handler om at tilgodese elitens interesser, var der noget forfriskende altmodisch over en turnering, der gik den modsatte vej og lod til at gøre en dyd ud af at hylde mangfoldigheden.

Copa del Rey genfandt sin egen mening, hed det sig. Hvis en pokalturnering overhovedet skal have en plads i fodboldverdenen i 2020’erne, må det netop være som modkultur til det elitære.

Men spørgsmålet er, om succesen nu også er langtidsholdbar. Og bag de romantiske historier fra den spanske provins ligger der en hel del kompromiser, en evindelig magtkamp og en kommerciel balanceakt.

En udskældt Copa

Op gennem 2010’erne blev Copa del Rey ofte kritiseret for at være alt for forudsigelig og for at være tilrettelagt for, at de største klubber, Real Madrid og Barcelona, kunne nå så langt som muligt. Et blik på turneringens vindere viser, at det i høj grad lykkedes: Fra 2008 til 2018 blev otte af ti udgaver vundet af en af de to giganter. En enorm forskel fra det foregående årti, hvor hverken Real Madrid eller Barcelona vandt Copa del Rey en eneste gang.

Modellen var, at holdene fra den bedste række først trådte ind i turneringens 1/16-finaler, og her sørgede en seedning tilmed for, at de hold, der deltog i Champions League, med sikkerhed ville møde lavt rangerende hold fra den tredjebedste række. Det foregik tilmed over to kampe, hvilket i høj grad reducerede risikoen for en sensation – med Real Madrids nederlag til Real Unión i 2008 og Alcorcón i 2009 som de markante undtagelser.

Kaka ser fortabt ud, da Alcorcon sensationelt slog Real Madrid ud af pokalen i 2009.

I længden blev det kedsommeligt. De små klubber fandt da en vis fornøjelse i at møde de store – men ingen troede på, at de over to kampe kunne overraske. Og også længere fremme i turneringen reducerede dobbeltopgørene den uforudsigelighed, som grundlæggende er en pokalturnerings eksistensberettigelse. For mindre klubber i LaLiga var det en årlig overvejelse, om det nu også var umagen værd at lægge kræfter i Copa’en og give sig selv et hårdt program i vintermånederne, når man alligevel før eller siden ville løbe ind i et svært dobbeltopgør mod en af de store.

Arrangørerne fik dog i høj grad, hvad de ønskede: Efter at Real Madrid og Barcelona i 00’erne ikke mødte hinanden en eneste gang i Copa del Rey, skete det hele fem gange i 10’erne. Det siger sig selv, at der for Copa del Reys økonomiske potentiale lå en uvurderlig værdi i de mange Clásicos.

Men til sidst vandt ønsket om fornyelse. Og derfor fik Copa del Rey for et år siden et helt nyt udtryk.

Småklubbernes fest

Det var nu slut med dobbeltopgørene indtil semifinalerne, de fleste klubber fra den bedste række skulle træde tidligere ind i turneringen, og mange flere små klubber skulle have mulighed for i det hele taget at deltage i turneringen, der ikke som i Danmark er åben for alle landets fodboldklubber.

Premieren på det nye format gav i sidste sæson de romantiske historier om små landsbyklubber fra fjerne provinser, der pludselig fik besøg af store klubber fra LaLiga. Den mest populære historie handlede om den lille klub CD Becerril fra den fjerdebedste række, der for første gang deltog i Copa del Rey og i første runde fik besøg af Real Sociedad. Becerril tabte 8-0. Men de to klubber knyttede så venskabelige bånd, at Real Sociedad efterfølgende inviterede hele Becerril på besøg til en Real Sociedad-kamp i San Sebastián – altså hele byen Becerril, ikke bare fodboldklubben. Det lod sig fint gøre for en landsby med under 1000 indbyggere.

Der var også Real Madrids besøg hos Unionistas de Salamanca, en ung klub, som var opstået, efter at den historiske klub i Salamanca gik konkurs.

Real Madrid i kamp mod Unionistas de Salamanca i januar.

Også på banen havde det ændrede format sin effekt: Kvartfinalerne, nu over én kamp, blev en serie af overraskelser, som blev beskrevet som den bedste pokaluge nogensinde i Spanien. Athletic besejrede Barcelona, og Real Sociedad vandt 4-3 på Bernabéu over Real Madrid i det måske bedste opgør i spansk fodbold i hele sæsonen. Samtidig spillede lille Granada og upåagtede Mirandés fra den næstbedste række sig frem til semifinalerne. De semifinaler endte med at udløse en historisk finale mellem Athletic og Real Sociedad, de to store baskiske klubber. En finale, som på grund af covid-19 stadig ikke er blevet afviklet.

Tebas vs. Rubiales

Romantikerne fik al den pokalcharme, de kunne ønske sig. Og de fleste jublede over Copa’ens nye udseende, som Ligaforeningens præsident, Javier Tebas, ellers havde latterliggjort.

- Vi har prøvet det format tidligere. Det var en fiasko, som gav os den berømte finale mellem Mallorca og Recreativo, sagde han ironisk med henvisning til slutkampen i 2003 mellem de to mindre LaLiga-klubber.

Tebas’ kommentar vakte naturligvis vrede i Palma og Huelva (og var i øvrigt upræcis; dengang var der dobbeltopgør allerede fra ottendedelsfinalen), men den understregede også, at hele spillet om Copa del Rey er del af den evindelige konflikt mellem Ligaforeningen og det spanske fodboldforbund, der er arrangør af Copa del Rey.

Den nuværende præsident for fodboldforbundet, Luis Rubiales, har ofte iscenesat sig selv og forbundet som dem, der kæmper for bredden, sammenhængen og helheden i spansk fodbold, og som modpol til Tebas og hans kumpaner i Ligaforeningen, der kun har profit for øje.

Spørgsmålet er derfor, om det nye formats popularitet holder i længden

Rubiales’ støtte til ændringen af Copa del Rey-formatet var på den måde logisk – men hans position fremstår ikke altid lige troværdig.

Som strategisk led i den nye Copa del Rey opfandt fodboldforbundet samtidig som modvægt en udvidet Supercopa, som gik fra at være det normale dobbeltopgør inden sæsonstarten mellem mesteren og pokalvinderen til at være en miniturnering, hvor også ligaens nummer to og den tabende pokalfinalist fik adgang.

Den turnering havde premiere sidste år – og blev placeret i Saudi-Arabien, hvis regime betalte i dyre domme for at lokke fire store LaLiga-klubber til Jeddah for at spille tre fodboldkampe.

De fire Supercopa-hold sad derfor over i de to første pokalrunder, og sådan er det også i denne sæson for Supercopa-holdene Real Madrid, Barcelona, Athletic og Real Sociedad. De skulle have været til Saudi-Arabien i januar, men på grund af covid-19 er Supercopa’en denne gang flyttet hjem til Spanien.

Et kompromis

Så nok er Copa del Rey genfødt som en turnering, der hylder bredden – men det er sket hånd i hånd med en gennemkommerciel Supercopa for eliten. Der er en direkte sammenhæng mellem de Cardassar-spillere, der på baren på Mallorca jublede over udsigten til at møde Atlético Madrid, til sheikerne på stadion i Jeddah, der for et år siden solede sig i tilstedeværelsen af superstjernerne fra LaLiga.

Onsdag fik Cardassar sin store oplevelse med besøget fra Thomas Lemar, Saúl og de andre Atlético-stjerner, der rejste hjem med en 3-0-sejr på kunstgræsset på det genopførte stadion.

Alle 16 LaLiga-hold klarede sig videre fra ugens pokalkampe, og da der fredag blev trukket lod til anden runde, stod det på forhånd klart, at LaLiga-holdene heller ikke ville komme til at møde hinanden i den runde. For tidligere tiders seedning består også i det nye pokalformat, så alle LaLiga-hold i anden runde skal møde hold fra den tredjebedste række. Og også længere fremme vil de tilbageværende hold fra lavere rækker blive parret med LaLiga-hold.

En generøs gestus til de små klubber, der dermed vil være sikret prominent besøg af en LaLiga-klub, og nu trods alt med mulighed for at overraske i en enkelt kamp med garanteret hjemmebanefordel? Eller en bekvem måde at sørge for at få skilt småklubberne fra, så snart de har fået deres 15 minutters berømmelse?

Klart står det i hvert fald, at selvom den nye Copa del Rey fik en strålende premiere i sidste sæson, så er der stadig grænser for, hvor uforudsigeligt det hele må være.

Spørgsmålet er derfor, om det nye formats popularitet holder i længden, når det begynder at stå klart, at det ikke er en unik historie, at Atlético skulle til Sant Llorenç des Cardassar i onsdags. Det er tilrettelagt, at sådan noget skal ske hvert år – og at Atlético skulle gå videre.

Copa’en er nok for alle, men der skal stadig tjenes penge. Og hvem vil betale for Copa del Rey, hvis vi mange år i træk ser finaler uden Barcelona og Real Madrid?