Fodbold

Atalanta-stjerne udeladt – her synger han med på Juventus’ klubsang

Alejandro ’Papu’ Gomez er ikke med, når Atalanta møder Roma søndag eftermiddag, da han er havnet i et uvejr i klubben.

Vi kender det alle sammen godt, når man hører en god sang i radioen – så kan man ikke lade være med at synge med.

Men den går bare ikke, når det er rivalerne fra Juventus’ klubsang, man nynner med på, og når man i forvejen er havnet i et uvejr i sin egen klub.

Det er situationen for Atalanta-stjernen Alejandro ’Papu’ Gomez, der er udeladt af truppen til søndagens kamp mod Roma. Inden onsdagens kamp mod Juventus, hvor han startede på bænken, fangede tv-billederne, at han sang med på Juventus’ klubsang.

Den store italienske avis La Gazetta dello Sport skriver, at det blandt andet er derfor, at stjernen ikke er med i truppen søndag. Football-Italia skriver, at cheftræner Gran Piero Gasperini betegner det som "dårlig opførsel."

Oveni i den episode kommer, at Gomez heller ikke jublede sammen med sine holdkammerater, da Remo Freuler udlignede til 1-1 efter 57 minutter. Gomez nåede kun til midten af banen, da hans holdkammerater samlede sig i en klynge.

Jeg vil bare fortælle, at når jeg forlader klubben, får I sandheden omkring det hele

Alejandro ’Papu’ Gomez

I en kommentar til udtagelse af truppen, hvor Gomes ikke er med, skriver Atalanta, at der ikke er tale om en skade.

- Manageren har samstemmigt med klubben besluttet ikke at udtage spilleren Alejandro 'Papu' Gomez grundet et teknisk valg, skriver klubben.

Du kan se Atalanta - uden 'Papu' Gomez - møde Roma søndag aften klokken 18.00. Se med på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Er startet ude i to kampe

Situationen med Gomez, hvorefter han er blevet sat ud i kulden, startede allerede i pausen i Champions League-kampen mod FC Midtjylland i starten af december, hvor Alejandro ’Papu’ Gomez endte i en diskussion med cheftræner Gran Piero Gasperini og blev flået ud i pausen.

De blev dog enige om at lægge episoden bag sig, men på det seneste har ´Papu´ altså igen bragt sig i et uheldigt lys.

Det betyder blandt andet, at han ikke er startet inde i to kampe. Han forklarer selv, at der ligger noget bag historierne.

- Kære fans. Jeg skriver til jer her, fordi det er min eneste mulighed for at forsvare mig og tale med jer. Jeg vil bare fortælle, at når jeg forlader klubben, får i sandheden omkring det hele, skrev Gomez på sin Instagram mandag.

Gasperini er presset

TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen vurderer situationen som meget uheldig.

- Hvis vi skal tro på 'Papu' Gomez, så ved vi ikke noget endnu. Det er en svær situation, da han har spillet så godt i så lang tid og var den bedste spiller i Serie A sidste år. Jeg synes ikke, at der har været tegn på, at han er gået ned. Gasperini er presset, og så tror jeg, at de har ladet det gå ud over Gomez. Det er et problem, fordi de mangler ham, siger eksperten.

Rygterne går nu på, at Gomez kan være på vej til et skifte væk fra klubben. Hvis han ender i Juventus, kender han øjensynligt allerede klubbens hymne.

Cristiano Ronaldo misbrugte et straffespark, da Juventus hjemme spillede uafgjort mod Atalanta i Serie A. Video: TV 2 SPORT