Fodbold

Dansk assistent får rødt kort i stort Atalanta-comeback

Atalanta leverede et comeback, da de slog Roma med 4-1. Det skete på trods af, at assistenten Jens Bangsbo fik rødt kort og måtte forlade bænken.

Den danske Atalanta-assistent, Jens Bangsbo, var øjensynligt ikke tilfreds med Marco Di Bello, der var kampens dommer i opgøret mod Roma.

Danskeren fik nemlig rødt kort for brok og måtte forlade bænken efter 38 minutter. Mediet Sportface skriver, at protesterne kom, da danskeren mente, at der var hånd på bolden i Roma-muren, efter Ruslan Malinovskiy havde taget et frispark.

Protester påvirkede dog ikke dommeren, der fik nok og gav rødt til assistenten. Efterfølgende forlod Bangsbo området uden de store protester.

Klagen kom desuden efter en svær start for Atalanta-holdet, der var kommet bagud med 0-1 hurtigt i kampen.

Startede stort comeback

Det er ikke til at sige, at det lige præcis var Bangsbos manglende tilstedeværelse, der hjalp, men derefter begyndte et Atalanta-comeback.

Efterfølgende mål af Duvan Zapata, Robin Gosens, Luis Muriel og Josip Ilicic sikrede en sejr på 4-1.

Det var AS Roma, der kom bedst fra start, men Atalanta kæmpede sig tilbage og vandt overbevisende. Video: TV 2 SPORT

Atalanta har nu 21 point på syvendepladsen efter 12 kampe.

Roma misser muligheden for at komme på pointhøjde med Juventus, der har 27 point på tredjepladsen.

TV 2 SPORT forsøger at få en kommentar fra Jens Bangsbo.

I søndagens sidste Serie A-kamp løb Napoli ind i et nederlag, da holdet var på besøg hos Lazio. Det endte med en 2-0-sejr til hjemmeholdet efter scoringer af Ciro Immobile og Luis Alberto.

Lazio kom hurtigt foran, og da Napoli ikke kunne finde den afgørende aflevering, kunne Napoli forøge føringen og vinde 2-0. Video: TV 2 SPORT