Fodbold

Hurtigste mål i Serie A er scoret – se de seks sekunder her

Rafael Leão har skrevet sig ind i historiebøgerne. Portugiseren har nemlig scoret det hurtigste mål i Serie A nogensinde.

Sassuolo-spillerne slog ud med armene og kiggede uforstående på hinanden.

Kampen var nemlig knap nok gået i gang, før de havde indkasseret den første scoring mod AC Milan søndag eftermiddag.

En fuldstændig vanvittig start på kampen

Jonas Hebo Rasmussen, fodboldekspert TV 2 SPORT

Milaneserne gav nemlig bolden op, satte i et stormløb mod Sassuolo-målet, hvor Hakan Çalhanoğlu spillede portugisiske Rafael Leão fri på kanten af feltet. Og han sparkede bolden sikkert i kassen.

Hele opspillet og målet tog en del kortere tid, end dette tog at skrive - nemlig kun 6,2 sekunder.

Ifølge den italienske statistikside OptaPaolo er det rekord i Serie A.

- Målet af Rafael Leão er det hurtigste Seria A-mål i historien. Målet slår den tidligere rekord, der blev sat af Piacencas Paolo Poggi i december 2001 mod Fiorentina. Han scorede efter 8 sekunder, skriver de.

"Noget af det vildeste"

TV 2 SPORTs fodboldekspert Jonas Hebo Rasmussen havde svært ved at tro, hvad han oplevede i de første sekunder.

- Det er noget af det vildeste, jeg nogensinde har set. Det må være et af de hurtigste mål i Serie A’s historie. Det er helt vildt, hvad der sker her, sagde han under kommenteringen.

- Det er et mål, hvor Sassoulo slet ikke er i berøring med bolden. En fuldstændig vanvittig start på kampen.

Otte minutter senere var Çalhanoğlu og Leão igen i aktion, hvor de fik bolden i nettet - dog med omvendt fortegn på måltavlen. Çalhanoğlus scoring blev dog annulleret på grund af offside.

Alexis Saelemaekers udbyggede føringen til 2-0 efter 26 minutter, imens Domenico Berardi pyntede på opgøret tæt på kampens afslutning. Dermed vandt Milan 2-1.

Eriksen bænket hele kampen

Lokalrivalen fra Inter, der havde Christian Eriksen på bænken i hele kampen, vandt uden at imponere.

Bundholdet Spezia spillede friskt til i første halvleg og havde også mest boldbesiddelse.

Inter havde det fint med at spille afventende, og det var da også et kontramål, der sendte Inter i spidsen seks minutter efter pausen.

Christian Eriksen sad på bænken hele kampen, da Inter slog Spezia. Video: TV 2 SPORT

Achraf Hakimi blev sendt afsted med en lang bold i højre side, og han skar ind i feltet og scorede flot til 1-0.

20 minutter senere øgede Inter på et straffespark eksekveret af Romelu Lukaku, før Spezia reducerede dybt inde i tillægstiden.